Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Den overraskende utroskabs-thriller ’Holland’ har et helt vidunderligt før og efter-øjeblik

Af
Karoline Balstrøm
27. marts 2025
Anmeldelse af 'Holland' med Nicole Kidman
Foto: Prime Video

Del artikel

Det er ikke kun smukke tulipaner, men store hemmeligheder, der ligger begravet i Nicole Kidmans have i den uhyggeligt pæne thriller ’Holland’.

Holland

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 27. marts 2025
Genre: Thriller
Instruktør: Mimi Cave
Medvirkende: Nicole Kidman, Matthew Macfadyen, Gael García Bernal, Jude Hill
Land: USA
Spilletid: 1 time og 47 minutter

Hver morgen vågner Nancy Vandergroot (Nicole Kidman) op til sit perfekte liv. Hun underviser i hjemkundskab, er gift med den hengivne Fred (Matthew Macfadyen) og har en sød lille søn. Sammen lever de en perfekt tilværelse i den spøjse, men smukke, europæisk-inspirerede amerikanske by, Holland.

Her er man trods alt ikke gået ”fuldt Amish”, men efterlever dybt traditionelle og religiøse værdier, tilsat lidt moderne teknologi, biler og elektricitet. Sådan et sted handler det om at holde på formerne. Heldigvis er Nancy ekspert i at opretholde en nydelig facade.

Det hele er så vidunderligt, at både seeren og Nancy undrer sig over, om det hele virkelig kan passe. Og med en krybende fornemmelse af, at vores hovedperson måske ikke er helt så stabil, som hun fremstår, og hendes mand pilrådden, er ’Holland’ et utroskabs-drama, plaget af paranoia.

Anmeldelse af 'Holland' med Nicole Kidman
'Holland'
Foto: Prime Video

Hverdagskedeligt forhold

’Holland’ udstiller underholdende, hvordan Nancys ægteskab er blevet en smule trivielt. Hun og hendes mand er nemlig den slags par, der kan få en hel, energisk samtale til at handle om den nye opskrift på fennikelsalat, som Nancy vil servere senere.

Nicole Kidman spiller sublimt på den klassiske husmor, de færreste rigtig regner for noget. Som seer afskriver man hende lynhurtigt som en overgearet ordensfreak. Derfor kommer det som lidt af en overraskelse, da den pæne Nancy pludselig får ben i næsen og forelsker sig hovedkulds i den mexicanske tilflytter, Dave (Gael García Bernal), som også underviser på hendes skole.

Deres hede romance griber komisk hurtigt an, og afslører en barnlig iver og seksuelle frustrationer, som længe har været undertrykt. Det går totalt hektisk for sig, og i stedet for at lade sig skille og tabe ansigt foran lokalsamfundet, beslutter Nancy og Dave at lave et komplot.

Anmeldelse af 'Holland' med Nicole Kidman
'Holland'
Foto: Prime Video

De vil finde snavs på den pletfrie husbond, Fred, så han kan tage skylden for bruddet. Men mens de to leder efter tegn på utroskab, finder de flere mærkelige spor, end de havde regnet med.

Mr. Darcy ville aldrig være mig utro

Efter ’Babygirl’ tog verden med storm tidligere i år, rider Kidman med ’Holland’ videre på en imponerende bølge af overskud. Hendes Nancy emmer af et flot og villigt kontroltab, der viser, at Kidman, nærmest lidt selvopofrende, tør gå lidt længere, end de fleste ville for en god fortælling.

Flankeret af førsteelskeren fra ’Mozart in the Jungle’, Gael García Bernal, og stjernen Matthew Macfadyen, har ’Holland’ nogle uimodståeligt karismatiske ansigter på skærmen.

At det netop er Macfadyen, der spiller den godmodige Fred, der står for fald, er nærmest en lille joke i sig selv. Efter en blændende præstation som min første store kærlighed (Mr. Darcy i Keira Knightley-versionen af ’Pride and Prejudice’), er skuespilleren blevet synonym med kiksede, afvæbnende svigersønner, efter HBO’s mega-hit, ’Succession’.

Anmeldelse af 'Holland' med Nicole Kidman
'Holland'
Foto: Prime Video

Chancen for, at lige netop sådan en som ham skulle være utro, er så godt som lig nul. Fred er nemlig både er en god far og har verdens mest usexede hobby: modeltogbyggeri. Det gør det kun desto mere komisk, når Nancy og Dave – midt i deres egen affære – på dobbeltmoralsk og forgæves vis prøver at skyde skylden fra sig.

En kulisse med kultstemning

’Holland’ er et eksempel på, at hvis man bare leder længe nok, skal man nok finde de faretegn, man søger. Også selv om de er totalt forvrænget til ugenkendelighed.

Dave og Nancys detektivarbejde minder om totalt overgearede, over-ekspressive teenagere, som har psyket hinanden så meget, at de kan nå hele følelsesregisteret rundt på få minutter. Men man må dog give dem, at byen, de befinder sig i, er ret mærkelig. Så den isolerede, lidt falske følelse, de begge er sikre på, de kan fornemme, har trods alt en form for udspring.

’Holland’ er delvist filmet i den virkelige by af samme navn, som ligger i delstaten Michigan. Filmen viser på mystisk vis den lidt kultagtige stemning, som præger byen. Især når den årlige højtid, Tulip-time, nærmer sig.

Her klaprer alle rundt i gaderne, iklædt håndskårne træsko og gammeldags tøj for at ære tulipaner. Med ærbødige kvinder, der pænt bøjer hovedet, og stift smilende børn, som danser rituelle formationer, minder festlighederne mere om noget fra ’Midsommar’ eller ’The Wicker Man’ end en begivenhed, man har lyst til at tage del i.

Horror-instruktør bider igen

Den feministiske horror-instruktør Mimi Cave bragede igennem med lækkerbiskenen ’Fresh’ i 2022. Prime Video-hittet udstiller kvinders værste Tinder-mareridt og følger en date, hvor menuen står på kvinde-lig fra en lækker fyrs tidligere stævnemøder.

Slasheren blev rost for sit friske take på datingkultur. Men som overraskende gyser faldt ’Fresh’ til jorden, da middagens hemmelige ingrediens, som var det store ”twist”, nærmest blev afsløret fra start.

Med ’Holland’ synes Mimi dog af have taget dén lærestreg lidt for nært. For ved Guder, hvor går der længe, inden der egentlig sker noget.

Farlig barneleg

’Holland’ har et vidunderligt før og efter-øjeblik, der godt nok ikke er så grotesk som afsløringen i ’Fresh’, men som stadig har rigeligt bid. Det bliver antændt af en sekvens, der uheldigvis synes taget ud af miniserien ’Sharp Objects’, hvor grusomme sandheder gemte sig i et dukkehus, forklædt som barnlig leg.

Alt går for et godt ord komplet amok. Både den intense opbygning og det underholdende klimaks er en fryd. Uden at afsløre for meget må jeg tage hatten af for, at ’Holland’ formår at bruge en træsko på en måde, hvis lige aldrig er set før.

Desværre går der godt 90 minutter, før ’Holland’ kommer rigtigt op i omdrejninger, og det gør kun slutningen af den langtrukne og mistroiske fortælling til en effektiv thriller.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser