Film | Guides

Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i december 2023

Af
Claus Nygaard Petersen
27. november 2023
Nattevagten – dæmoner går i arv
Fanny Leander Bornedal og Nikolaj Coster-Waldau i 'Nattevagten – Dæmoner går i arv' / Foto: ​Christian Geisnæs ​/ Nordisk Film

Del artikel

Julen er lige rundt om hjørnet, og vi har fundet frem til de bedste filmiske julegaver, du kan se i biografen i den søde juletid.

Det er snart jul, og det er næsten altid cool, og i år er biograferne fyldt med guf.

Komedie, action, rom-com, gys, hjerteskærende drama, alt er der, plus mere til. Kort sagt, har man brug for at hvile benene under julegaveindkøb, eller har man brug for en mental pause fra resten af samfundet, som går i tiltagende selvsving over den kommende højtid, er der noget for lige præcis dig.

Som sædvanlig står filmene listet nedenfor i den rækkefølge, de har premiere i løbet af måneden.

Renaissance: A Film by Beyoncé

December starter ud med en af verdens største stjerner. I oktober fik vi Taylor Swift-koncertfilmen, og nu er turen kommet til dronningen af bikuben.

Renaissance: A Film By Beyoncé er gaven til alle dem, som ikke oplevede ikonet på hendes nylige Renaissance-turné. 150 minutters ørehængere, hvor der skal danses og selvfølgelig synges med i biografen – gerne så det overdøver lydanlægget.

Filmen vil dog ikke udelukkende være en koncertfilm som Swifts The Eras Tour. Der vil også være sekvenser bag om scenen for album- og koncerttilblivelsen, men i sidste ende er der en grund til, at man kommer i biografen, og det er for at se dronningen holde hof på en kæmpe scene, hvor vi er inviteret med til hendes overdådige bal.

Renaissance: A Film by Beyoncé har biografpremiere 1. december 2023.

Maestro

Skuespilleren Bradley Coopers forrige film som instruktør A Star is Born blev en kæmpe succes både hos kritikere og publikum og nappede også en Oscar for bedste originale sang.

Derfor er forventningerne i den virkelige høje ende, når det kommer til Maestro. Igen er omdrejningspunktet en musiker, men denne gang ikke en fiktiv. Cooper spiller selv hovedrollen som den berømte amerikanske komponist Leonard Bernstein, og altid gode Carey Mulligan spiller konen Felicia Montealegre.

De første forlydender fra diverse festivaler lyder allerede på, at Maestro bliver endnu en succes, og derfor bør man se den under de bedst mulige forhold i biografen, før filmen kommer på Netflix to uger senere.

Maestro har biografpremiere 7. december 2023.

Ønsket

Ingen december uden en animationsfilm til at lune sig på, og denne gang er det (hvem ellers) Disney, som er afsenderen.

Ønsket handler om den 17-årige Asha, som bor i det idylliske ø-rige Rosas i Middelhavet. Kongen Magnifico har evnen til at opfylde folks ønsker, men for at det kan ske, skal han tage folks minder om ønsket, så de glemmer, at de rent faktisk har et ønske.

Da Asha kommer i kontakt med en magisk skabning, som også kan opfylde ønsker, føler Magnifico sig truet, og så er kampen for Rosas fremtid i gang. Der tegner til at være masser af skønsang og sjove øjeblikke i animationsfilmen, som er lavet af folkene bag Frost og kan ses med både dansk og original tale.

Ønsket har biografpremiere 7. december 2023.

The Old Oak

Der er få instruktører, som kan indfange den almindelige borgers oplevelse med verden som britiske Ken Loach.

Hvad end det drejer sig om en fodboldtosset postmand, der ser en fantasiversion af fodboldlegenden Eric Cantona eller et gribende drama om den irske uafhængighedskrig, er Loach en mester i at skildre mennesker.

I The Old Oak sætter han spot på, hvad der sker, når en tidligere mineby pludselig skal håndtere en masse syriske flygtninge. Der er selvsagt lidt kultursammenstød, men også en hjertevarm bekræftelse i, at vi alle er mennesker.

The Old Oak har biografpremiere 7. december 2023.

Nattevagten – Dæmoner går i arv

Får du også lidt kriller, når du hører Sort Sols Let Your Fingers Do the Walking, eller hvis Ulf Pilgaard fløjter Lille Lise let på tå? Så har du højst sandsynligt set den fremragende danske gyser Nattevagten fra 1994.

Nu er instruktør Ole Bornedal klar med en efterfølger Nattevagten – Dæmoner går i arv. Hovedpersonen er denne gang Emma (Fanny Leander Bornedal). Det var hendes far Martin (Nikolaj Coster-Waldau), der var den titulære nattevagt i forrige film, og sammen med kæresten Kalinka (Sofie Gråbøl) fik de skovlen under den onde seriemorder Wörmer (Ulf Pilgaard).

Nu, knap 30 år senere, forsøger Emma at finde ud af, hvad det var, som drev hendes mor til selvmord. Og dermed starter hun en blodig kædereaktion, der inkluderer en masse mennesker fra fortiden, inklusiv Wörmer. Udover de nævnte, vender også Kim Bodnia tilbage, og blandt de nye ansigter finder vi blandt andet Alex Høgh Andersen, Sonja Richter og Paprika Steen.

Nattevagten – Dæmoner går i arv har biografpremiere 14. december 2023

Wonka

Normalt bør tanken om en prequel til en populær film sende kuldegysninger ned ad rygraden. For vi har sjældent brug for at vide, hvilke ting der har formet en filmkarakter, så vedkommende er blevet, som de er.

Men der er undtagelser. Og når det underskønne kreative geni bag feel-good filmene Paddington og Paddington 2, Paul King, står bag kameraet, og Timothée Chalamet (Dune) har hovedrollen, må man godt være optimistisk.

I Wonka finder vi ud af, hvordan verdens førende chokolademager Willy Wonka (Chalamet) startede sit imperium og blev ejer af chokoladefabrikken fra Charlie og chokoladefabrikken. Filmen er fyldt med fængende musik og en række underskønne skuespillere, hvor vi udover Chalamet også får fornøjelsen af Olivia Colman, Hugh Grant og selveste Mr. Bean, Rowan Atkinson.

Wonka har biografpremiere 14. december 2023.

Bedre tider

Nogle gange er en træstamme bare en kage lavet på resterne af alle andre kager, og nogle gange er den meget mere.

Det er det sidste, som gør sig gældende i Milad Avaz’ spillefilmsdebut som instruktør, Bedre tider. Brødrene Oscar (Ari Alexander), Karl (Sebastian Jessen) og Lukas (Andreas Jessen) finder ud af, at faren Vagns (Lars Brygman) bageri er på randen af konkurs.

Men han har en plan. Engang var han berømt for at lave verdens største romkugle, og denne gang vil han slå rekorden for verdens største træstamme! Samtidig med at de skal forsøge at forløse det pudseløjerlige forehavende, rumsterer morens død for nogle år siden i alles bevidsthed, hvor traumet har sat sig dybt i dem.

Bedre tider har biografpremiere 21. december 2023.

Aquaman and the Lost Kingdom

Superheltefilm har de senere år fået et dårligere og dårligere ry, især Marvels metervarer, der ikke leverer varen hver gang.

Aquaman and the Lost Kingdom har dog noget, de andre ikke har: Jason Momoa. Den ultra-karismatiske skuespiller, som fik sit store gennembrud i rollen som Khal Drogo i Game of Thrones, er en scenestjæler af ypperste kaliber, og når han så endda har hovedrollen, er det umuligt, at filmen ikke er underholdende.

Denne gang skal Aquaman op mod en af skurkene fra første film Black Manta (Yahya Abdul-Mateen II), som har fået fat i et magtfuldt våben, den forbandede Sorte Trefork. Derfor må helten ty til en alliance med sin halvbror Orm (Patrick Wilson), forrige films helt store skurk. Desuden medvirker Pilou Asbæk i en hemmelig rolle, men kender man danskerens cv, når det kommer til udenlandske produktioner, vil det ikke overraske, hvis det er en lettere skurkagtig en af slagsen.

Aquaman and the Lost Kingdom har biografpremiere 25. december 2023.

Anyone But You

Der skal være en romantisk komedie til jul, det er en uskreven lov, og Anyone But You er dette års bud. Bea (Sydney Sweeney) og Ben (Glen Powell) var på en date sammen, som umiddelbart gik rigtig godt – indtil den ikke gjorde det.

Nu er de så på samme fly på vej til Australien, hvor de tilfældigvis skal til det samme bryllup. Der finder de hurtigt hver sin agenda, som bedst kan løses i fællesskab. Da Bea ikke gider bliver ført sammen med en eks af sine forældre, og Ben netop gerne vil finde sammen med sin eks, er der selvfølgelig kun en rom-com-løsning: De lader, som om de er et par.

Præcis som rom-com-reglerne også foreskriver, vil et sådant arrangement altid ende med, at de involverede rent faktisk begynder at få følelser for hinanden, hvilket den steamy trailer også afslører.

Anyone But You har biografpremiere 25. december 2023.

The Iron Claw

Wrestling har aldrig rigtig slået igennem hos den brede danske befolkning. Det er noget amerikansk pjat, hvor folk lader, som om de slås over et eller andet fjollet – men de første sæsoner af Game of Thrones og intrigerne i Succession er noget andet?

Med The Iron Claw kan det være, at den attitude ændrer sig. Biopic’en handler om wrestler-familien Von Erich. Faren Fritz (Holt McCallany) har stablet en succesfuld forretning på benene, hvor publikum strømmer til for at se ham og sønnerne tæve forskellige nederdrægtige skurke.

Det tidligere teenageidol Zac Efron (High School Musical), The Bear-stjernen Jeremey Allen White og stjernefrøet fra Triangle of Sadness, Harris Dickinson, spiller tre af wrestler-børnene, som alle bliver kæmpe berømtheder. Men lykken varer ikke længe, og snart starter det, som med årene får øgenavnet Von Erich-forbandelsen.

The Iron Claw har biografpremiere 25. december 2023.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omBiografFilm

Andre Film | Guides