Anmeldelse: ’Priscilla’ piller glansbilledet af Elvis fra hinanden

Festen kører på fuld knald i det store hus. 14-årige Priscilla (Cailee Spaeny) har fået ekstraordinært lov til at tage med. Teenageren har svært ved at falde til i Vesttyskland, hvor hendes militærfar er udstationeret i 1959.

Men udsigten til at møde ham har for første gang i lang tid givet hende kriller i kroppen.

Og det er da også som om, at menneskehavet i stuen skilles, og så sidder han der i sofaen – Elvis (Jacob Elordi).

Da han rejser sig op for at hilse på den unge skolepige, tårner han over hende, som en altomsluttende sort skygge. Et forvarsel om, hvordan hendes liv skal blive de næste mange år.

Som titlen Priscilla afslører, har instruktør og manuskriptforfatter Sofia Coppola fokus på Elvis’ barnebrud. Vi følger deres relation lige fra de første blikke til den uundgåelige skilsmisse.

Vi får flere nedslagspunkter i forholdet, primært forankret i 1960'erne. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan kalde det et forhold, når der fra start af er så stor uligevægt i magtforholdet, som der var mellem Elvis Presley og Priscilla Beaulieu.

Det er dét spørgsmål, Sofia Coppola stiller med udgangspunkt i Priscilla Presleys selvbiografi Elvis and Me fra 1985, der i overordentlig grad flår glansbillede-romantiseringen af ”kongen af rock'n'roll” fuldstændig fra hinanden.

Lækker bonderøv med storhedsvanvid

Priscilla efterlader meget hurtigt en med en dårlig smag i munden. Alene måden, hun bliver inviteret til festen på, har en lille stank af grooming. Et element, der bliver ved med at gå igen i løbet af filmen.

For Priscilla er ude på dybt vand.

Da Elvis til festen finder ud af, hvor gammel hun er, laver han en lille joke omkring det og så ikke mere. Hun er selvfølgelig betaget af den verdensberømte rockstjerne, som er ferm til at sige søde ting, så hun vitterligt tror, at hun er alt i verden for ham. Priscilla er det eneste lys for ham, og han har det så hårdt, og ingen forstår ham.

Alene afskedsbemærkningen fra ham, inden hjemrejsen, er ubehageligt kvalm. Priscilla skal blive som hun er, underforstået jomfru. Den slags små klamme guldkorn er der masser af igennem filmen.

Da de forenes i USA, starter indoktrineringen for alvor. Piller, opkvikkende og sløvende, bliver en fast del af dagligdagen, og Priscilla får hurtigt at vide, hvordan tingene skal være, hvis hun har lyst til at blive på Graceland.

”Det er mig eller en karriere, baby,” siger Elvis nøgternt, da teenageren foreslår, at hun kan få sig et fritidsjob. Senere får hun også at vide, at hun skal være der, når han ringer hjem fra filmoptagelser eller koncertturnéer.

Coppola har hyppigt igennem karrieren netop arbejdet med denne slags kvindelige karakterer, der bliver holdt som trofæer, som kun eksisterer for deres mandlige ejers fornøjelse.

Til tider skuer replikkerne lidt i ørene, når en pointe skal slås fast med syvtommersøm, især hen imod slutningen, hvor meget handling skal overstås på meget kort tid.

Unikum i gyldent bur

Men når det kommer til at sætte dynamikken op mellem Priscilla og Elvis, rammer Sofia Coppola spot on i forhold til, hvad det er filmen forsøger at formidle.

Til tider er det, som om den unge kvinde er frivilligt gidsel i en kult, hvor det udelukkende handler om at please lederen, så alle kan nyde godt af de rester, der falder ned fra det luksuriøse bord. Og det er derfor, at der ikke er nogen, som går ind og stiller spørgsmål ved Priscilla og Elvis’ relation.

Cailee Spaeny er blændende i hovedrollen, hvor hun uden problemer legemliggørr Priscilla fra 14-årig til 28-29, hvor filmen slutter. Hun fanger flot uskylden i karakteren, men også flot den langsomme udvikling, der kommer i Priscilla. Om end den del ikke bliver fuldt udfoldet, da filmen bliver noget forjaget til sidst, hvor en masse år skal dækkes på meget godt tid.

Jacob Elordi ligner på ingen måde Elvis, og den ene gang, hvor man ser Elvis sidde og synge ved et klaver til festen i starten, well, ser og hører man tydeligt, at det i hvert fald ikke er skuespilleren, der selv lægger stemme til.

Men hvad han har, er tilstedeværelse. Størrelsesforskellen gør, at han hele tiden fremstår som et stort og farligt rovdyr, der leger med sit bytte. Og så alligevel ikke. For Elvis bliver også portrætteret som en temperamentsfuld lille dreng, som bliver sur, når han ikke får sin vilje.

Alt det her ved man selvfølgelig, at Elordi fuldt ud mestrer, da han mest af alt ”bare” spiller en variation af den småpsykopatiske Nate fra HBO-serien Euphoria. På sin vis lidt en type-casting, men skuespilleren gør også præcis det, som rollen kræver. Han besidder den slags karisma, hvor hele verden virker til at have lyst til at centreret omkring ham, og det er præcis sådan, som Elvis i den her udgave bør være.

Når alt kommer til alt, er det Cailee Spaenys præstation, der gør, at Priscilla efterlader et mindeværdigt indtryk, som bliver hængende i en lang tid efter, filmen er slut.

Det er en af den slags, der placerer skuespilleren lunt i svinget i Oscar-ræset til bedste kvindelige hovedrolle. Og selve filmen er en nødvendig modpol til både den rædderlige Elvis-film, men også i forhold til, hvordan vi som samfund lader stjernedyrkelse og idolisering overskygge aspekter, som vi godt ved ikke er okay.

Priscilla er den vigtige løftede pegefinder, vi har brug.