Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Napoleon’ er en monstrøs film, der vakler under sin egen vægt

Af
Ann Lind Andersen
23. november 2023
napoleon anmeldelse
Joaquin Phoenix som den franske kejser 'Napoleon' / Foto: SF Studios

Del artikel

Ridley Scott udstiller Napoleon som en ærgerrig og latterlig figur, der er lige dårlig til både krig og kærlighed. Filmen er ikke et heroisk glansbillede, og det taler til filmens fordel.

Napoleon

Premieredato: 23. november 2023 i biograferne
Genre: Action, adventure, biografi
Instruktør: Ridley Scott
Manuskriptforfatter: David Scarpa
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Vanessa Kirby, Tahar Rahim, Rupert Everett, Ben Miles m.fl. Land: USA/UK
Spilletid: 2 timer og 37 minutter

Napoleon har været en fascinations-figur i film nærmest siden filmens fødsel. Mange skuespillere har givet deres versioner, fra Marlon Brando til Dennis Hopper, og flere store instruktører har kæmpet for at levendegøre den lille kejser fra Korsika på det store lærred. Mest berømt er nok Stanley Kubrick, hvis manuskript aldrig blev til noget, men efter sigende, er basis for en planlagt serie af ingen ringere end Steven Spielberg.

Fimskabernes Waterloo

Oftest har de pågældende filmfolk mødt deres Waterloo i forsøget, for der er ikke rigtig lavet en helt vellykket filmfortælling om Napoleon. Endnu. Heller ikke efter at have set Ridley Scotts udgave. Men Scotts version har trods alt visse styrker - og en hel del svagheder - men forsøget er hæderligt og falder ikke helt igennem.

Filmen bliver måske endda bedre med den ‘director’s cut’-udgave, instruktøren gemmer på, for Napoleons største problem er dens manglende sammenhæng mellem de store grupperinger, samtlige scener falder ind under: På den ene side de intime ægteskabs-optrin mellem Napoleon og Joséphine, og på den anden side, de gigantiske krigsslag.

Det er, som om der er fortællemæssige huller imellem de to fløje, der mangler at blive udfyldt. Som om store bidder er klippet ud, højst sandsynligt på grund af længden - filmen er i forvejen 2 timer og 37 minutter.

Katten efter musen

Begge grupper af scener er i sig selv intense og velspillede. Det nærmest sadomasochistiske forhold mellem Napoleon og Joséphine er et sygt katten efter musen-spil, hvor rollerne konstant skifter.

Først er det ham, der åndeløst stirrer på Josephine, da han ser hende første gang og hende, der er uinteresseret og mest morer sig over hans klodsede kurmageri. Så er det hende, der må finde sig i offentlige ydmygelser, da han lader sig skille fra hende for at kunne gifte sig med den østrigske Marie Louise af Habsburg i en politisk alliance og ham, der alligevel stadig skriver lange, længselsfulde kærlighedsbreve til hende om, hvor meget han savner hende.

Alene deres forhold kunne der laves film og serier om, hvilket der selvfølgelig også er gjort.

Krig i smukke billeder

Også den anden gruppe scener, de store slagmarksscener, har et kæmpe cinematisk udtryk. Ridley Scott er først og fremmest en visuel stærk instruktør. Hans baggrund i design, grafik og reklamefilm fornægter sig aldrig, og med tusindvis af statister og smukt lys, er krigsscenerne overdådige godbidder for øjnene.

På den front leverer filmen, og det er også dens fokus. Napoleon er ikke en ‘fra vugge til grav’ biografisk film, for Scott begynder sin historie dér, hvor krigsherren bliver født. I et kort glimt møder vi ham i åbningen, da han overværer Marie-Antoinettes henrettelse (hvilket han ikke gjorde i virkeligheden), og ellers da han selv beder om ansvaret for Toulon-angrebet. Derpå følger slag på slag, Brumaire-kuppet, Austerlitz, Egypten, invasionen af Rusland og selvfølgelig Waterloo, som perler på en snor.

Hensynsløs helt

Man kunne mistænke Ridley Scott for at male et romantiseret skønmaleri af krig, men selv om han får flotte billeder ud af krigsmarkerne, er filmen ikke et glorificerende, heroisk portræt af en overlegen krigsherre, der ofte nok er blevet udråbt til et strategisk geni. Så langt fra.

Filmen gør i en eftertekst opmærksom på, hvor store tab, der var under Napoleons-krigene. Mindst 3 millioner soldater døde og mindst lige så mange civile omkom. Tabene var også voldsomme for datiden og var en af grundene til, at Napoleon blev detroniseret og sendt først til Elba og til sidst til øen Skt. Helena som straf.

Kritisk fremstilling af Napoleon

At Ridley Scott tør komme med sin version, hvor der bliver sat spørgsmål ved den gængse fremstilling af Napoleon, er klart en af filmens styrker. Og hans kritik afspejler sig også i måden, Joaquin Phoenix gestalter sin rolle på.

I Phoenix’ version er Napoleon ganske korrekt en ærgerrig og kortluntet herre, men han er også en halvkomisk og barnagtig figur. Som når han hvæser ‘You think you are so great because you have boats’ til den britiske ambassadør, før han vredt spankulerer væk eller viser sig som en meget uopfindsom elsker i sex-scenerne med Joséphine. Det er morsomt og tager noget af storheden af den mytiske skikkelse.

Det er i høj grad også Joaquin Phoenix’ fortjeneste, at Napoleon er værd at se. I en mindre karismatisk skuespillers præstation ville rollen sandsynligvis være faldet igennem, men Phoenix gør den tilpas utilregnelig, mut og kejtet til, at man ikke kan kigge væk.

Han får god opbakning fra Vanessa Kirby som Joséphine, der til fulde spiller lige op til Phoenix. Ikke en nem opgave. Det er ikke hendes skyld, at rollen, desværre, er underskrevet. Eller at hun ikke er ældre end Napoleon, sådan som det forholdt sig i virkeligheden, men Ridley Scott gør her på ingen måde en dyd ud af at være historisk korrekt.

En amputeret fortælling

På trods af sine gode skuespillere og sine prægtige billeder, ender Napoleon alligevel med at være en uforløst og rodet film. Man forstår, hvorfor Ridley Scott har ønsket at lave en film om den franske kejser. Napoleon har som symbol og ikon på storhed og fald altid forført os og pirret den især europæiske nysgerrighed.

Men man forstår ikke, hvorfor Ridley Scott har valgt at fortælle sin version på en nærmest krigs-episodisk og anekdotisk måde, hvor der mangler en indre sammenhæng i den overordnede fortælling.

Det kan godt være sammenhængen bliver tydeligere i en længere version, men som filmen fremstår nu, føles den som amputeret udgave. At den alligevel er værd at se, siger noget om Ridley Scotts tæft for at lave film og billeder. Det kan ingen tage fra ham. Selv ikke Napoleon.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste