Øv! De 10 største filmskuffelser i år indtil videre

Er du stadig ramt af Barbie-feber, sprængt til atomer på grund af Oppenheimer eller fået pizza-snacker på efter Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem?

Det har været en god biografsommer og faktisk også generelt et godt år på filmfronten.

Men vi kommer ikke udenom, at der har været nogle gigantiske skuffelser. Hvor forventningerne har været i den positive ende, hvorefter de er blevet knust i 1.000 stykker, som har været lige til at feje væk, når rulleteksterne gik i gang.

Vi har kigget anmeldelserne igennem og udvekslet skuffelser på redaktionen. Her er, hvad vi kom frem til.

Indiana Jones and the Dial of Destiny

Der hersker ingen tvivl om, at Harrison Ford er en af de helt store skuespillere de seneste 50 år. Efter den fremragende præstation i Apple TV+-serien Shrinking og den vanligt dreven gammelmands-grynten i Yellowstone-forløberen 1923, skulle han nu tage fedora-hatten på en sidste gang og svinge pisken som Indiana Jones.

Og med instruktøren bag Logan, James Mangold som kaptajn på skuden, var forventningerne til en smuk afsked i horisonten bestemt til stede.

Men jøsses, en langgaber. Eventyret var rodet og på ingen måder engagerende, ethvert humoristisk øjeblik blev efterfulgt af 20 minutters pladder, og selv Mads Mikkelsen fremstod som en karikatur på Mads Mikkelsen, der spiller skurk. Enkelte momenter fungerer, men helheden er bestemt ikke et værdigt farvel med filmhistoriens sejeste arkæolog.

The Flash

DC-superheltefilmen har været alt andet end hurtig undervejs. Ser man bort fra corona, blev der lavet flere omfattende reshoots, hvor store dele af historien blev skrottet og erstattet. Men samtidig kom der også den gode buzz.

Til trods for hovedrollen Ezra Millers mildest talt opsigtsvækkende opførsel udenfor settet. Så når folk i branchen alligevel blev ved med at sige, at The Flash rent faktisk var en god film, var det svært ikke at få håbet lidt op.

Resultatet var en lang og halvkedelig omgang. Tv-serien af samme navn behandlede for et par år siden samme grundhistorie – Flashpoint – men gjorde det med en langt bedre følelsesmæssig pondus. Synet af Michael Keaton som Batman kunne helt klart noget, men den endelige brug, ligesom resten af The Flash, blev noget fesen.

A Beautiful Life

Åh, Christopher. Hvem end, som solgte ham på idéen om, at han skulle spille en mut fisker, der bliver en verdensstjerne, burde stikke ham en uforbeholden undskyldning hver dag. For med så meget prestige på spil, burde Netflix-filmen have indfriet i hvert fald minimumsforventningerne – men ikke en gang det sker.

For hvor er A Beautiful Life en gudsjammerlig triviel og kedelig film. Eneste tidspunkt Christopher rent faktisk har liv i øjnene, er under rulleteksterne, hvor der vises klip fra en af hans koncerter på Smukfest.

Dér er entertaineren, der kan indgyde liv, glæde og alle de følelser. Filmen? Den er noget juks. Alene det, at man har en skurk stående i hættetrøje for at kigge olmt over på Christopher, mens fiskerens hjem står i flammer, er for meget en kliché. Det er så latterligt, at man ikke kan gøre andet end at grine. Og mon ikke, det bliver A Beautiful Lifes skæbne? Underholdende hatewatching eller semikult som The Room.

God is a Bullet

Ligesom Christopher bør Nikolaj Coster-Waldau tage en alvorssnak med sin agent. Hvis der er én dansk skuespiller, der burde have en større international karriere, end vedkommende har, er det den tidligere Game of Thrones-stjerne.

En kombination af sort uheld og uheldige valg har sat en bremser for det. En hårdkogt neo-noir-thriller med den tidligere samarbejdspartner Nick Cassavetes og stjernfrøet Maika Monroe samt Oscar-vinderen Jamie Foxx, burde på papiret være en succes.

Men nej. Af uransagelige årsager fik vi den censurerede version – som er cirka en halv time kortere – at se i biografen. Det man kunne se var en bemærkelsesværdig kedelig thriller, stopfodret som en foie gras-and med musik, så al intensitet blev fjernet. Den ellers eksplicitte vold havde ikke engang en chokerende effekt, fordi man aldrig blev følelsesmæssig investeret i handlingen eller personerne.

Den lille havfrue

Vidunderlige Haille Bailey viste sig at være et fund i rollen som havfruen Ariel. Og alle de klassiske sange var stadig fantastiske.

Alt det nye i Den lille havfrue var til gengæld skrald, og vi taler ikke om mågen. Selv om den og Sebastians til filmen konstruerede sang, var noget møg. Dog ikke lige så slemt som Prins Erics tåkrummende længselssang.

Bailey er en funklende stjerne på musicalfilmhimlen og ikke en gang et sløjt manuskript og mindre imponerende sange – Lin Manuel-Miranda skal overveje om hans spoken-word-rapstil er begyndt at blive en træls krykke – kan sløre, at hun er den nye version af Den lille havfrues eksistensberettigelse.

Your Place or Mine

Man kan ligefrem høre Netflix-bosserne: Vi skal lave en rom-com, og vi skal have to store stjerner med i den. Nogen forslag til to likeable hovedroller?

Ikke engang kombinationen af de evigt unge – er de vampyrer eller bare velsignet med uforskammet gode gener? – Reese Witherspoon og Ashton Kutcher kan få hjertet til at banke bare en smule hos seerne.

Med Witherspoons gode karrierevalg de seneste år var der alligevel en forventning om, at Your Place or Mine som minimum ville byde på et par grin og søde øjeblikke. Men nej, det fik vi ikke, tværtimod stod den på hjertesorg over, at vi kunne lade os bedrage så meget, som vi blev til udsigten af en god rom-com med Reese og Ashton – øv!

The Pale Blue Eye

Apropos skuffende Netflix-film med store stjerner i hovedrollen tager den her uden sammenligning prisen for største skuffelse i år.

Christian Bale som detektiv, der skal slå sig sammen med Edgar Allen Poe og opklare en masse mystiske mord? Tag mine penge og betragt mig som livsvarig Netflix-abonnent. Kort sagt, forventningerne var høje.

Åh, søde naive streamer, bered dig på at få dit hjerte knust. Sjældent har et mordmysterium været så kedeligt og langtrukket som i The Pale Blue Eye. Bale er som altid magnetisk dragende, bare ærgerligt næsten alt andet ved filmen frastøder god smag og logik.

Ghosted

Ingen liste over store filmskuffelser uden en fra Apple TV+. For lige så fremragende deres serier er, lige så ringe er deres film oftest.

En film med Chris Evans og Ana de Armas i hovedrollerne, manuskriptforfatterne fra Zombieland og Deadpool samt instruktøren af Rocketman, Dexter Fletcher. Den må da kunne noget?

Svaret er et rungende nej! Actionen er set bedre andre steder – hej John Wick – historien uvedkommende, skurken intetsigende og de bedagede forsøg på humor fuldstændig fejlslagen. Eneste højdepunkt er en håndfuld cameos fra bl.a. Ryan Reynolds og Sebastian Stan, som der desværre ikke bliver gjort mere brug af.

Den der lever stille

Leonora Christine Skovs succesroman fra 2018 blev en kæmpe bestseller. Med sit hudløse ærlige portræt af en ung kvinde, der på den ene side forsøger at gøre sine forældre stolte og på den anden kæmper med at finde sin egen identitet, der ikke passer ind i deres verdensbillede.

Puk Grastens filmatisering tager sig mange friheder i forhold til forlægget, og de færreste rammer plet. Normalt vil det at turde lege med mediet og tage chancer være noget, man skal beundre.

Når resultatet desværre hverken er galt eller genialt, men bare ærgerligt middelmådigt, er det umanerligt spild af samtlige ressourcer, der er blevet brugt i skabelsen af denne undervældende film.

Shotgun Wedding

Jennifer Lopez deltager i de samme blodofringsceremonier som Keanu Reeves og Tom Cruise, for det er ikke meget, hun har ændret sig siden start 00'erne.

Inklusiv de tvivlsomme valg af filmroller. For ganske vist er skuespilleren, sangeren og ikonet en megastjerne, men udover de allertidligste film – Out of Sight f.eks. – og glansrollen i Hustlers, er det aldrig til at vide, hvilken Jennifer der dukker op på blokken.

Lopez er faktisk rigtig god i Shotgun Wedding, men selv filmen, uha. Man skulle ikke tro, at en romantisk komedieactionfilm på knap halvanden time kunne føles langtrukken, men ikke desto mindre formår Prime Video-filmen at skyde med blanke underholdningspatroner.