De bedste film i biografen i 2023 indtil videre

Vi har allerede fundet frem til de bedste film på streaming og de bedste serier indtil videre i 2023, og nu er tiden kommet til de bedste biograffilm!

Udvælgelseskriteriet har været simpelt: Det handler om, hvem der har fået flest hjerter.

Og det har resulteret i hele 10 film, der har fået fem hjerter og to, som er røget helt i top med seks hjerter. I stedet for at skære to fra, har vi ladet hjerterne tale og ladet alle 12 komme med i denne omgang.

Der er alt fra danske film over hårdtslående og banebrydende actionfilm til himmelråbende god animation. Vi lægger ud med de to topscorere, og derefter kommer de 10 femhjertede film i den række følge, de har fået premiere, nyest til ældst.

Spider-Man: Across the Spider-Verse

”Et spektakulært, visuelt mesterværk”. Der blev ikke sparet på superlativerne, da anmeldelsen af Spider-Man: Across the Spider-Verse skulle skrives.

Men udover billedsiden er historien også en af de mest medrivende set længe. Udover Miles Morales kommer vi længere ind under huden på en anden Spider-person fra et andet univers, nemlig Gwen.

Med en allerede annonceret efterfølger kunne man frygte, at Across the Spider-Verse ville være en halvsløj opvarmning, indtil den anden halvdel Beyond the Spider-Verse får premiere i 2024.

Tværtimod er det en helstøbt fortælling, så man længes efter det næste kapitel i Spider-Verse-sagaen.

Tár

Er Tár et psykologisk drama eller en psykologisk gyser?

Uanfægtet hvilken konkret genrebetegnelse man giver den, er der én ting, der står hævet over enhver tvivl: Cate Blanchett er fremragende!

I rollen som den berømte dirigent, der kommer ud en eksistentiel og karrieremæssig krise af episke proportioner, lever og ånder instruktør og manuskriptforfatter Todd Fields film med sin eminente hovedrolle. Ikke et sekund er spildt i deroute-fortællingen, hvor komponisten Hildur Guðnadóttirs foruroligende underlægningsmusik er med til at forme mareridtsfortællingen.

Toves værelse

Ægteskabet mellem forfatteren Tove Ditlevsen og den tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, Victor Andreasen, var et helvede.

Baseret på Jakob Weiss’ teaterstykke af samme navn får vi i filmen Toves værelse indblik i en enkelt dag i deres samliv. Paprika Steen og Lars Brygmann i de to hovedroller er modbydeligt blændende og skræmmende.

Frokostgæsten Klaus Rifbjerg (Joachim Fjelstrup) er vores vidne til de mange giftige, verbale slagudvekslinger i det dysfunktionelle ægteskab, hvor man ikke kan vende blikket væk, lige meget hvor meget man væmmes.

De tre musketerer – D’Artagnan

Der er langt mellem snapsene, når det kommer til europæiske actionfilm af høj kvalitet. Oftest er der et karikeret glimt i øjet, hvor der trækkes på tidligere tider exploitation-films kendetegn. Finske Sisu imponerede netop med det her i foråret, men actiondramaer med god bund har det ikke ligefrem vrimlet med.

Men den nyeste filmatisering af Alexandre Dumas’ klassiker om De tre musketerer gav lige præcis det.

Selv om De tre musketerer – D’Artagnan kun er første ud af to dele, der udgør filmatiseringen, var det en så helstøbt og imponerende oplevelse, at den kandiderer kraftigt til en top-5 over årets actionbrag.

Guardians of the Galaxy 3

Hvordan siger man farvel til en filmserie? Er man James Gunn, finder man den mest hjerteskærende karakter i en superheltegruppe og trækker vedkommende igennem en skærsild, indtil publikum har tømt kroppen for væske af gråd.

For selv om Guardians of the Galaxy 3 ikke helt rammer de forrige films niveau hele tiden, er historien med den gnavne Rocket (stemme af Bradley Cooper) så rørende og medrivende, at selv den stædigste Marvel-filmhader må overgive sig.

Der bliver sagt farvel med manér til den flok gæve galaksevogtere, der har charmeret publikum siden 2014 med masser af grin og et par tårer.

Evil Dead Rise

Det er ikke nemt at lave en fortsættelse i en franchise, hvor næsten hver enkelt film har kultstatus.

Ikke desto mindre lykkedes det i høj grad for instruktør og manuskriptforfatter Lee Cronin med Evil Dead Rise at levere en gedigen gang splattergys med galgenhumor, som var Sam Raimis originale trilogi værdig.

Med handlingen hensat til et lejlighedskompleks, hvor en mor bliver besat af de sadistiske deadlines, bliver filmen vildere og vildere indtil det store blodbad af en finale, hvor kæben tabes af bar benovelse.

Beau is Afraid

Ari Aster er ikke en instruktør, der hviler på laurbærrene. Efter de opfindsomme og tankevækkende sorg-horror-film Hereditary og Midsommar, kastede unikummet sig over i en helt anden boldgade med den mageløse Beau is Afraid.

Det er ikke helt en horrorfilm, selv om det føles sådan for hypokonderen og den angstplagede Beau (Joaquin Phoenix). Vi ser verden, som han ser den, og det er et sandt mareridt, hvor alle er ude på at slå ham ihjel.

Udfoldelsen er dog nærmere absurd komik fremfor isnende gys. Filmen er som en tre timer lang terapeutisk session, hvor vi bliver (lidt) klogere på, hvad der har formet Beau, så han er blevet, som han er.

Viften

Få danske film har formået at efterlade publikum vridende i biografsædet af ubehag så effektivt som Viften.

Historien om den danske kolonitid i Dansk Vestindien er både hylende morsom og voldsomt ubehagelig på én og samme tid. Viftebørn – hvor et barn er spændt ud over et bord, så de kan blæse kølig luft ned over dem, der sidder ved bordet – er så grotesk en opfindelse, at man nærmest er nødt til at grine, for at lindre ens forfærdelse over den dehumaniserende opgave.

Manuskriptforfatter Anna Neye, som selv spiller en af hovedrollerne, har skrevet en gruopvækkende satireperle. Som minimum bør den få en til at tænke over, om Cirkel-Kaffe-pigen egentlig er et okay signal at have i sit hjem. For selv om det ”bare” er et logo, er den også en arv fra en forfærdelig tid.

Underverden 2

Fenar Ahmad satte en ny standard for danske action- og gangsterfilm med Underverden tilbage i 2017 og lancerede samtidig Dar Salim som ny hovedrolleindehaver i dansk film.

Derfor var forventningerne både høje og skeptiske, da Underverden 2 blev annonceret. Kunne den leve op til originalen? Det kunne den i dén grad!

Denne gang skal den nu tidligere kirurg Zaid (Dar Salim) infiltrere en hensynsløs bande mod at få nedsat sin fængselsstraf. Der er stadig smæk på actiondelen, og det menneskelige drama bliver forløst med en fornyet imponerende effektivitet, så man næsten håber på et tredje og afsluttende kapitel i filmserien.

John Wick: Chapter 4

Årets actionfilm. Bum, så kort lød beskrivelsen af John Wick: Chapter 4, hvor den titulære lejemorder (Keanu Reeves) endnu en gang slagtede sig igennem diverse håndlangere i bestræbelserne på at uskadeliggøre sine fjender.

Målet er den mystiske organisation, De Høje Herres Bord, som Wick selv arbejdede for. Hovedmodstanderen er Marquis de Gramont (Bill Skarsgård), og vejen frem til, at de to står over for hinanden, byder på den ene mere imponerende actionscene efter den anden.

Sekvensen med ammunitionen Drageild og slåskampene op, ned og op igen ad trappen til Sacré Coeur-kirken i Paris, er blandt de absolutte højdepunkter i, ja, årets actionfilm. Medmindre Tom Cruise trumfer det hele med Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One, når den får premiere 12. juli.

The Fabelmans

Steven Spielberg er den moderne blockbusters fader. Lige siden Dødens gab har mesterinstruktøren været med til at forme film og filmmagere.

Med den fiktionelle skildring af sin egen barndom i The Fabelmans finder Spielberg tilbage til den magiske og legesyge stil, der igennem årtier har været en del af hans varemærke.

At se The Fabelmans er at forstå Steven Spielberg, og hvor instruktørens finurlige opfindsomhed samt kærlighed til film, stammer fra.

The Whale

En af årets mest kontroversielle film og samtidig kulminationen på et comeback til skuespilleren Brendan Fraser. The Whale er en hård oplevelse på mange måder, som anmelder Maria Månson måtte sande, da hun stiftede bekendtskab med instruktør Darren Aronofskys film.

Den svært overvægtige online-engelsklærer Charlie (Fraser) er langsomt i gang med at æde sig selv ihjel af sorg. Et tiltagende hjerteproblem karambolerer med hans agorafobi og ønske om ikke at eksistere.

Da hans datter Ellie (Sadie Sink) melder sin ankomst i hans liv igen, er det en smule lys i armoden. Men er det nok til, at Charlie tør vælge livet igen? Ligegyldigt hvad svaret er, bliver det hjerteskærende.