Simon Bennebjerg: ”Da jeg så filmen, tænkte jeg ’Fuck, han er ond'”

– Det var nok den største kontrast, man kan tænke sig. Fra at have siddet hjemme hos en ven på Amager og så til at være inde i et castingstudie sammen med Nikolaj Arcel og Mads Mikkelsen, siger Simon Bennebjerg om forløbet, da han var til audition på rollen som den nederdrægtige Frederik de Schinkel i Bastarden.

Filmen handler om den tidligere militærmand Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), som forsøger at dyrke jorden på den ellers golde jyske hede. Her har han flere sammenstød med den lokale greve Frederik de Schinkel, der bliver mere og mere brutale i takt med, at filmen skrider frem.

Skuespilleren har rygende travlt i øjeblikket med interviews og forpremiere på den aktuelle danske storfilm, samtidig med at han netop er startet optagelser på en ny film.

Efter at Bennebjerg bragede igennem på filmscenen i rollen som Thorkild Bjønrvig i Karen Blixen-filmen Pagten – en præstation som indbragte ham en Robert for årets mandlige hovedrolle i 2022 – er der kommet fart på film- og seriekarrieren.

Senest kunne man se ham som ministersekretæren Oliver Hjorth sammen med Sidse Babett Knudsen i fjerde sæson af den politiske dramaserie Borgen, sideløbende med flere teaterforestillinger hos Det Kgl. Teater, hvor han i lang tid var fastansat.

Efter at Bastarden for nylig blev indstillet som den danske Oscar-kandidat til bedste ikke-engelsksprogede film, er der næppe nogen tvivl, at dette meget vel kan sende Simon Bennebjergs kometkarriere endnu længere op i stratosfæren.

Fra en lille lejlighed på Amager

Rollen som skurken de Schinkel var en rejse i sig selv.

– Jeg mødte Nikolaj Arcel til et filmarrangement, hvor han sagde, at han skulle lave en film og havde tænkt på mig til en rolle. Det var jeg selvfølgelig meget interesseret i. Jeg blev derefter bedt om at lave et self-tape, altså optage en casting-scene selv, fortæller Simon Bennebjerg over en knitrende telefonforbindelse og fortsætter.

– Det gjorde jeg hjemme hos min veninde Vic (skuespiller Victoria Carmen Sonne, red.) ude i hendes lejlighed på Amager. Det var ikke en scene, som er med i filmen, men nærmere en ’nulscene’ mellem Ludvig og så en unavngiven person. Egentlig en ret afslappet scene, men instruktionerne var, at personen var en iskold psykopat og meget manipulerende. Det var sjovt at skulle frem i de ellers ret rolige replikker, som var sådan nogle ”Hvor kommer du fra?-spørgsmål", forklarer skuespilleren.

Derefter blev Simon Bennebjerg indkaldt til casting, hvor han spillede overfor Mads Mikkelsen.

– Vi laver et par scener. Den ene af dem, er den, hvor han trækker en pistol på mig. En superintens scene, hvor jeg skal spille imod det, som ellers ville være den oplagte indskydelse. Jeg skulle være cool og overlegen, meget i kontrol, siger Simon Bennebjerg om situationen, hvor han første gang giver sig i kast med grev Frederik de Schinkel.

Stor mand på heden

Selv om Simon Bennebjerg har været til flere castings, var det alligevel noget særligt i forbindelse med Bastarden. Det var en af dem, som ikke måtte glippe. Skuespilleren gik fra sessionen med en god følelse i kroppen.

– Jeg gjorde mit bedste, og hvis det ikke er mig, der skal have den, så er det bare ikke mig, der skulle have den, som han efterfølgende ræsonnerede.

Men fik den, det gjorde Simon Bennebjerg. Og han er fremragende som den modbydelige Frederik de Schinkel, der ikke skyer nogen midler i forsøget på at få smidt Ludvig Kahlen væk fra heden. Selv om scenariet udspiller sig i Jylland, er det svært ikke at få associationer til amerikanske westerns.

En fremmed kommer til byen, og straks er den lokale sherif eller rigmand klar til at forklare, hvordan man gør tingene her – og hvis man ikke er med på den, får man to valg: Flyt eller dø.

Det ville være nemt at afskrive de Schinkel som et stereotypisk ondt svin. Men ifølge Simon Bennebjerg er der flere nuancer i den hidsige greve.

– Mads (Mikkelsen) har den her allegori, som han har brugt, når vi har snakket sammen. De Schinkel er det her barn, der har alt legetøjet og kan få de andre til at lege med sig, hvis de vil lege med det. Og han er jo ødelagt, et totalt forsmået menneske. Der er et eller andet i hans udvikling, der er gået lidt i stå. Der er et meget tydeligt barn i ham med alt det teatralske, og så kan han ikke finde ud af at agere med verden på andre måder end at stikke til folk eller føle sig ovenpå igennem vold og manipulation. Det er hans måde at indgå i verden eller prøve at opnå en eller anden form for kærlighed eller mærke noget, siger skuespilleren og afrunder snakken om karakteren Frederik de Schinkel med følgende betragtning:

– Da jeg så filmen, tænkte jeg selv ’Fuck, han er ond’, og sådan var han også i manuskriptet. Men jeg har sgu også ondt af ham. Det retfærdiggør ikke de ting, han gør, at jeg har ondt af ham, og jeg er med på, at han er et dumt svin og skal ned med nakken, men der er også en del af mig, som ser et superensomt menneske alene med en magt, han ikke ved, hvordan han skal håndtere.

Lysende fremtid

Selv om Simon Bennebjerg som Frederik de Schinkel udsætter folk for den ene horrible ting efter den anden, var det ikke dét, som stod klarest i erindringen på spørgsmålet om, hvad der var den hårdeste scene at filme.

For den dygtige skuespiller så nærmere de scener som en mulighed for at prøve forskellige ting af. F.eks. at holde en længere pause eller kigge på en bestemt måde, så det skaber ubehag.

I stedet var det mere de fysiske aspekter, der stod frem, og det endda på en positiv facon. Stunt-koordinering og forskellige former for special effects-remedier, der hele tiden skulle holdes styr på, havde nemlig en positiv indvirkning.

– Der var ikke en scene med Frederik, hvor der ikke var et eller andet teknisk aggregat koblet på min krop. Jeg skulle smadre et glas i en kamin eller sidde på en hest. Det var virkelig sjovt og lidt en gave. For det gjorde noget ved mit fokus, der var ret dejligt. I stedet for at man bare skal sidde og spille skuespil, hvor det, der står i vejen, tit er en selv, var det i stedet noget teknisk, der tog fokus. Alle de ting, der skulle være styr på, samtidig med at man skal formidle den sindstilstand, karakteren har i det øjeblik, det var virkelig sjovt, udfordrende og spændende.

Simon Bennebjerg taler hele tiden med en smittende energi og entusiasme omkring både Bastarden, men også skuespilkarrieren i det hele taget. Han er meget bevidst om sit privilegium i de muligheder, han har fået og fuldt ud grebet. Bennebjerg nyder hvert øjeblik til fulde, hvor det at blive fløjet til Tjekkiet og modtage rideundervisning på en måde indkapsler drømmen om at skulle gøre nogle store og usædvanlige ting i filmkarrieren.

Drømmen om at prøve kræfter med ting i udlandet er til stede. Især hvis den græske mesterinstruktør Yorgos Lanthimos skulle ringe, kommer det frem, da vi snakker om film, skuespilleren skal se i biografen.

– Kæft, jeg gad godt være med i en Lanthimos-film, lyder det med stor begejstring i stemmen hos Simon Bennebjerg.

Ambitionerne er der skam. Og spørger man Simon Bennebjerg, er netop ambitioner et af de store temaer i Bastarden.

– Der er en ret sjov spejling imellem de to roller, Ludvig og Frederik. Begge er superambitiøse og får skyklapper på i jagten på at opnå deres mål. Egoistiske projekter, som et eller andet sted er ret tomme for dem. Især for Ludvig har det nogle ret store konsekvenser for, hvad der i virkeligheden betyder noget for ham, som måske om noget med at have et hjem, en familie og omgive sig med kærlighed fremfor personlig prestige.”