Anmeldelse: ‘Bastarden’ er et medrivende drama med episke penselstrøg om den jyske frontier

En film om at betvinge den jyske hede, siger du? For at dyrke kartofler? Det lyder måske ikke umiddelbart sindsoprivende, men det er det i Bastarden af Nikolaj Arcel.

For er der noget, den danske instruktør kan, er det storytelling. Det viste han bl.a. med sine to vellykkede danske film, den politiske thriller Kongekabale og det royale kostumedrama En kongelig affære. Og jo, så lavede han også lige The Dark Tower over there, som gik mindre godt. Men når man laver film i Hollywood, er der helt andre vilkår og folk, der blander sig i processen, så lad os endelig se bort fra den.

Drømmen om heden

Med Bastarden er Arcel tilbage på dansk jord, helt bogstaveligt. For historien udspiller sig på og omkring den jyske hede. I 1755 stadig et vildt, uopdyrket land, som ingen har kunnet få has på. Men den fattige kaptajn Ludvig Kahlen ser jorden som sin vej til et bedre liv og flere trin op ad den sociale rangstige. Han håber på, at ved at betvinge jorden vil kong Frederik 5. belønne ham med en adelstitel.

Det lyder i moderne ører som en win-win-situation, men bare dét at få lov til at prøve at opdyrke landet, når man er en fattig militærmand, kræver mange forespørgsler hos det snobbede kongelige Rentekammer. Og da Kahlen endelig får lov, støder han i det jyske på den lokale adelsherre, godsejeren Frederik de Schinkel, der betragter heden som sin jord og bestemt ikke er interesseret i, at en fremmed kommer og lægger beslag på den.

Modsætninger og ærkefjender

Imellem de Schinkel og Kahlen opstår et indædt fjendskab. De er hinandens yderste modsætninger, men begge ubøjelige. Kahlen er en mand, der har arbejdet sig op fra ingenting og har måttet kæmpe for hvert et lille skridt, han har taget. De Schinkel er indbegrebet af den forkælede rigmandssøn, der altid har haft alt, og i sin magtliderlighed har udviklet temmelig sadistiske tilbøjeligheder, nærmest af kedsomhed.

Imellem de to mænd kommer også Ann Barbara. Mere i Ida Jessens bog, der er forlægget for filmen, og som direkte hedder Kaptajnen og Ann Barbara. I Arcels version møder Ludvig Kahlen Ann Barbara, da han skal hyre tjenestefolk til sin ydmyge hedebolig og får tilbudt Ann Barbara og hendes mand Johannes (Amanda Collin og Morten Hee Andersen).

Et egentlig følelsesforhold mellem Kahlen og Ann Barbara udvikler sig kun langsomt i filmen, men får afgørende betydning i historien.

En prøvet mand

Mere end kærlighedshistorien er filmen først og fremmest interesseret i klassekamp-fortællingen om den lille mand, der med store ambitioner drømmer om et bedre liv og undervejs står overfor en række valg. Valg, der i sidste ende viser, hvem han er, og hvilken mand, han vil være. En blanding af bibelske Job, der bliver udsat for den ene prøvelse efter den anden og Daniel Plainview i Paul Thomas Andersons There Will Be Blood, der i ærgerrighed bider tænderne sammen og lukker af for sine følelser.

Spektakulære skuespilpræstationer

Til at gestalte den stålsatte vilje i det martrede ansigt har Arcel valgt Mads Mikkelsen, og intet ansigt kunne illustrere de følelser bedre. Rollen som Kahlen er måske ikke Mikkelsens ypperste (det er stadig som Lucas i Jagten), men den er tæt på. Med sit minimalistiske spil formår han alligevel at vise store følelser, så vi ikke er i tvivl om, hvordan Kahlen har det.

I det hele taget er der imponerende stærke skuespilpræstationer over hele linjen. Amanda Collin som Ann Barbara giver så meget attitude, at hendes kvindelige karakter ikke bare kan skubbes ud på sidelinjen som en forglemmelig birolle.

Og i en spektakulær performance (over) stråler Simon Bennebjerg som den modbydelige de Schinkel. Konstant utilregnelig, ikke bare over for de andre karakterer i filmen, men også for publikum. Og han bliver en mand, man følger med tilbageholdt åndedrag i frygt for, hvad han nu kan finde på. Man kan diskutere, om karakteren bliver for ensidig, men nogle gange er der ikke noget bedre end en skurk, man inderligt kan hade.

Filmfotografisk kunst

Med i regnestykket skal også Rasmus Videbæks fejende flotte billeder. I forlængelse af stilen, han imponerede med i Margrete den Første, får han her heden til at spille en medfortællende rolle i sig selv. At få en gold natur til at tage sig så frygtindgydende ud og samtidig så dragende smuk uanset årstid er filmfotografisk kunst, og det er med til at løfte filmen som helhed.

Ligesom i billederne er der på samme måde både en brutalitet og en ømhed i skildringen af Kahlen. Man er helhjertet med ham i hans endeløse vanvidsprojekt, og man kan ligesom ham mærke foråret spire i det åndelige – i takt med kartoflerne og med den lille voksende husholdning på heden. Man hepper på ham, samtidig med at man håber, at han en dag indser, at rigdom måske ikke er alt her i livet.

Tredje akt mister styrke

Apropos hvordan det ender for Kahlen, er tredje akt af filmen klart den svageste. Det er her, man for første gang mærker en tøven i forhold til, hvor historien vil hen, og hvordan den skal fortælles, og sidste del føles decideret forhastet. Personligt kunne jeg også godt helt have undværet de allersidste frames. Det ville have givet en stærkere slutning, men det kan vi jo diskutere, når filmen har fået premiere.

Uanset slutning er det utvivlsomt, at Nikolaj Arcel med Bastarden har lavet et vanvittigt medrivende drama, der er god, gammeldags, klassisk filmfortælling, når det er bedst. Fejende flot og stærkt underholdende. Og noget så sjældent for vores hjemlige breddegrader som en westernhistorie pakket ind i et kostumedrama. Endnu en frontier er nået. På heden og i dansk film.