Anmeldelse: Sidste del af ’The Crown’ byder er et værdigt farvel til dronningen

Første del af sjette sæson af The Crown var lidt en træls omgang. På en måde er det ret ironisk, at seriens største problem var hele historien omkring Diana (Elizabeth Debicki), der tog al opmærksomhed væk fra den navnkundige krone, præcis som det var tilfældet i virkeligheden.

Formidlingen og integrationen af det sideplot fik meget plads og blev for melodramatisk i forhold til, hvad serien kunne bære. Og det er ellers ikke, fordi The Crown har noget problem med at svælge i de store svulstige følelser.

Og skammeligst af alt blev Dronning Elizabeth (Imelda Staunton) hensat til en birolle, hvor hun nærmest kun var med i knapt 10 minutter af de fire afsnit, som udgjorde første del.

Det bliver der dog rettet op på i anden halvdel.

Dianas død kaster stadig lange skygger.

Ældste-sønnen William (Ed McVey), som i forvejen ikke er den mest højtråbende type, går mere ind i sin skal, og lillebror Harry (Luther Ford) omfavner hash og alkohol. Forholdet til deres far, Charles (Dominic West), er mildest talt anspændt, og livet som royale hænger dem langt ud af halsen.

Fokus forbliver på William, og Harry optræder kun perifert. For det ham, der på et tidspunkt skal bære den titulære krone.

Igennem de fem ud af seks afsnit, som anmelderne har fået til rådighed, veksles der godt imellem den gamle garde med Elizabeth og fremtiden med William – hvor især romancen med Catherine ’Kate’ Middleton (Meg Bellamy) bliver udfoldet med tilpas sukkersødme. Vi får endda også en gengivelse af den mytiske episode, hvor den kommende dronning af England gik modeshow i meget lidt tøj, og i den grad fangede den royale ungersvends opmærksomhed.

Ære eller følelser

Pligten for det royale hverv har altid været en velsignelse og en forbandelse i The Crown. For ganske vidst har livet som kongelig betydet, at medlemmerne har fået nogle muligheder i livet, som ingen andre almindelige mennesker knapt nok har kunnet drømme om. Men der er også offentlighedens øjne, der aldrig viger bort.

Det var også den tiltagende nysgerrighed for indblik i hvert eneste sekund af Dianas liv, som var en medvirkende faktor til de omstændigheder, hvor hun mistede livet i bilulykken i Paris. Derfor hader William også pressen og afskyer hver eneste foto-op, han er nødt til at stille op til.

Hadet strækker sig endda til det britiske folk generelt, som i den grad har fået øjnene op for den flotte unge kongelige. Måden, hvorpå bedsteforældrene Elizabeth og Philip (Jonathan Pryce) er fin, om end der omkring sidstnævnte bliver smurt lige lovlig tykt på, hvad han selv har oplevet som værende et medlem af en aristokratisk familie.

Til gengæld er den efterfølgende scene, en snak om livet over et parti skak mellem farfar og barnebarn rigtig god. Den erfarne skuespiller Pryce spiller på alle de vise tangenter, hvor han sammen med debutanten McVey skaber et fint lille øjeblik af den slags, der er masser af i denne halvdel af sæsonen.

Et værdigt farvel

Af de mange forbedringer i forhold til første halvdel er ingen så god som den, de har givet Elizabeth.

Dronningen er tilbage på tronen som seriens hovedfigur, og endelig får Imelda Staunton mulighed for at vise de sublime evner, hun besidder. En god tête-à-tête med Bertie Carvel, der giver den god gas som premierminister Tony Blair, viser The Crown fra sin bedste side.

Staunton formidler også flot det pres, dronningen er under. Tiderne har ændret sig markant, og monarkiet er ikke lige så populært, som det var engang. Hoffets udgifter på pudseløjerlige jobs som svanemester bliver gransket både internt og eksternt, og det går da også op for monarken, hvor mange folk, der sørger for små ting, så hele maskineriet kan fungere på daglig basis.

Forandringerne kommer også som en klar konsekvens af, at både hun og Charles bliver ældre, og der ikke ligefrem er tegn på, at dronningen har tænkt sig frivilligt at træde tilbage. Spekulationerne om, hvorvidt William burde springe over i køen og overtage på bekostning af faderen, er velkendte diskussioner, som vi også får en version af her.

Det mest rørende enkeltafsnit giver desuden dygtige Lesley Manville den platform, alle har råbt op om, at hun burde få, siden hun første gang indtog rollen som Prinsesse Margaret i forrige sæson. Kender man sin historie, ved man godt, hvad det drejer sig om, og afsnittet byder på nogle valgvalgte flashbacks, der understreger den betydning, lillesøsteren har haft for Elizabeth.

Den danske instruktør May el-Toukhy styrer med ferm hånd to af de mest William-centrerede afsnit, hvor hun elegant får fremvist den indre tumult, den unge mand forsøger at navigere i. For det er en omvæltningernes tid for The Crown, selv om vi er ved vejs ende.

Og det er et passende og værdigt farvel, vi får med Netflix-serien, der startede som en royalists våde drøm og langsomt udviklede sig til et højttravende og samtidig intimt drama om, hvordan man som menneske håndterer forandring, når man er indehaver af det mindst forandringsvillige job i verdenshistorien.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: