Vidste du det om ’Barbie’-instruktøren Greta Gerwig?
Snart skal vi alle sammen ind i en Barbie-verden, når liveaction-filmen om den populære dukke får premiere 20. juli. At dømme ud fra filmens trailer og diverse klip virker det til at blive en fest, man er nødt til at opleve, for at finde ud af, om den er god eller dårlig.
Udover at byde på en ny version af Aquas ørehænger ’Barbie Girl’, er der stadig mange ukendte faktorer ved instruktør, Greta Gerwigs, Barbie-film.
Gerwig er måske heller ikke det umiddelbare førstevalg, når man tænker på Barbie. For som vi kommer ind på lige om lidt, er den dobbelte Oscar-nominerede manuskriptforfatter ikke ligefrem én, man forbinder med let mainstreamkomedie. Måske er det også en af overraskelserne omkring Barbie? At den er noget helt andet end det, vi umiddelbart forventer?
For at blive lidt klogere på filmen og på Greta Gerwig, har vi taget detektivhatten på og fundet frem til disse spændende fakta om Barbie-instruktøren.
1. Startede som skuespiller
Efter at være født og opvokset i et rimelig normalt (øvre) middelklassehjem i Californien, flyttede Greta Gerwig til New York for at gå på college. Intentionen var umiddelbar at læse til dramatiker, men da hun ikke kom ind på den linje, blev det i stedet Engelsk og Filosofi.
Men ved siden af studierne voksede interessen for skuespil og film. Første rolle kom i 2006 i indiefilmen LOL, hvor Gerwig spillede en karakter ved navn Greta, der er kæreste med en af hovedpersonerne – præcis som hun var i virkeligheden på dét tidspunkt.
Rollen førte til et samarbejde med instruktøren, Joe Swanberg. Sammen skrev og instruerede Gerwig og han flere film i de følgende år, samtidig med, at hun langsomt gjorde sig mere og mere bemærket som skuespiller.
2. Dronningen af mumblecore
Det var i denne periode, at Greta Gerwig blev den ukronede dronning af indiefilm og især subgenren mumblecore. Den er karakteriseret ved at være meget naturalistisk i dialog, og skuespillernes præstationer er til tider på grænsen til det underspillede. Filmene har fokus på folk i midt-20'erne, der leder efter mening med deres eksistens. Navnet mumblecore refererer naturligvis til den lettere mumlende replik-levering, der var en overvægt af i de pågældende film.
Kronen på værket, og cementeringen af Gerwigs status som en af bannerførerne inden for genren, kom i 2012 med Frances Ha. Udover at spille den titulære hovedrolle skrev hun også manuskriptet sammen med filmens instruktør, Noah Baumbach, som hun siden hen blev gift med.
3. En livsforandrende romance
Samarbejdet med Baumbach på Frances Ha var ikke duoens første. Det var Ben Stiller-filmen, Greenberg, fra 2009, hvor Greta Gerwig spillede den kvindelige hovedrolle overfor Stillers titulære Roger Greenberg.
I samme film medvirkede også Noah Baumbachs daværende kone, skuespilleren Jennifer Jason Leigh. De blev dog skilt kort tid efter filmens premiere. Hvornår instruktøren og Greta Gerwigs forhold formelt startede, har vi kun de tos ord for, og det var efter sigende efter, at Baumbach og Leigh gik fra hinanden.
De bedste film i biografen i 2023 indtil videre
Baumbachs semi-selvbiografiske Netflix-film fra 2019, Marriage Story, giver et indblik i bruddet, uden at man dog kan tage det for pålydende.
Under alle omstændigheder har parret været sammen siden 2011, og i februar 2023 fødte Gerwig parrets andet barn. Professionelt har de to arbejdet sammen på seks projekter, inklusiv Barbie, hvor Baumbach er manuskriptforfatter sammen med Gerwig.
4. Oscar på vej
Der er selvfølgelig ikke noget, som er givet, men vi tør alligevel godt vove pelsen og sige, at Greta Gerwig i løbet af sin karriere får minimum én Oscar – højst sandsynligt for manuskript.
Man behøver blot at kigge på instruktørens to sidste film; 2017s finurlige coming-of-age-film, Ladybird, og filmatiseringen af Louisa May Alcotts romanklassiker, Little Women, fra 2019. Gerwig modtog Oscar-nomineringer for begge film for henholdsvis originalt og adapteret manuskript. Førstnævnte bød desuden på en Bedste Instruktør-nominering.
Så det er bare et spørgsmål om tid – måske allerede med Barbie? Hvis kvaliteten holder, har Oscar-akademiet i nyere tid vist en forkærlighed for at belønne film, der både har haft bred appel og ikke har været bange for at prøve noget nyt.
5. En megastjerne helt nede på jorden
Fremtiden er lys for Greta Gerwig. Hun har allerede indleveret manuskript til den kommende filmatisering af Snehvide, Snow White, der står til at få premiere i marts 2024.
Derudover blev det for nyligt annonceret, at Gerwig skal lave to film for Netflix, baseret på C.S. Lewis’ berømte Narnia-bøger. Som Gerwigs agent forklarer i en artikel fra The New Yorker omkring Barbie-filmen, er det Greta Gerwigs ambition at blive en af filmindustriens helt store instruktører og ikke blive sat i en mindre bås.
Til trods for lysten og viljen til at nå toppen i den benhårde og hensynsløse industri virker det ikke som om, at det har ændret Greta Gerwig som person. I alle interviews fremstår hun gennemsympatisk, sprudlende og herligt nørdet.
Og hun er desuden legemliggørelsen af, at personer med adhd sagtens kan drive det helt til toppen af den pågældende metier, som de nu engang vælger at dygtiggøre sig inden for.
Det kan godt være, at vi snart skal ind i en Barbie-verden i biografen, men i virkeligheden, så lever vi alle i en Greta Gerwig-verden. Og det er bestemt heller ikke et kedeligt sted.