Ali Abbasis nye film 'The Apprentice' med Sebastian Stan som Donald Trump kan vinde Guldpalmen i Cannes
Det er kun to år siden, at den dansk-iranske instruktør, Ali Abbasi, dystede med filmen Holy Spider i hovedkonkurrencen på Cannes-filmfestivalen.
I dag blev det så offentliggjort, at hans nye film, The Apprentice, kan vinde Guldpalmen i år. Filmen er blandt andet oppe imod den danske film, Pigen med nålen, der også er udtaget i hovedkonkurrencen.
The Apprentice skildrer en ung Donald Trumps vej til magten gennem en djævelsk pagt med den indflydelsesrige højrefløjsadvokat og politiske problemknuser Roy Cohn. Donald Trump bliver spillet af Emmy- og Golden Globe-nominerede Sebastian Stan (Pam & Tommy), og Roy Cohn bliver spillet af Jeremy Strong (Succession).
5 af de bedste scener fra ’Succession’
Filmens manuskript er skrevet af journalist og manuskriptforfatter, Gabriel Shermann, som har dækket begge Donald Trumps valgkampe og har skrevet og produceret den amerikanske tv-serie The Loudest Voice om Roger Ailes.
Der er flere danske navne bag kameraet, først og fremmest producer fra Profile Pictures, Jacob Jarek, der har haft et mangeårigt samarbejde med Ali Abbasi. Derudover er Kasper Tuxen filmens fotograf og Olivia Neergard-Holm og Oliver Bugge Coutté har klippet filmen.
The Apprentice får verdenspremiere på årets Cannes Film Festival, der løber af stablen mellem 14-25. maj. Filmen forventes at få dansk biografpremiere senere på året.
De her danske film skal du se i 2024
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: