Film | Nyheder

Anders Matthesen skal spille Tommy Seebach i ny dansk film

Af
Signe Bjørg Granberg
17. november 2023
Anders Matthesen i 'Under Stjernerne på himlen'
Anders Matthesen skal spille Tommy Sebach i ny dansk film om den folkekære musiker / Foto: Per Arnesen

Del artikel

Den folkekære musiker, Tommy Seebach, er omdrejningspunktet i den nye danske film 'Under stjernerne på himlen' med Anders Matthesen i hovedrollen.

Den kommende danske spillefilm Under stjernerne på himlen bliver en portrætfilm af en af dansk musikhistories største personligheder, Tommy Seebach.

Filmen er en hyldest til Tommy Seebachs musik og karriere, men det er også en fortælling om kampen mod et misbrug, håb, kærlighed og en konstant higen efter at slå til både overfor familien og i karrieren.

Det bliver ingen ringere end Anders Matthesen, der skal spille hovedrollen som Tommy Seebach. Matthesen siger følgende om, hvilken fortælling vi får med den nye film:

-Under stjernerne på himlen er en både barsk og rørende historie om en mand, der indædt kæmper for at forblive på toppen og samtidigt opretholde et familieliv. En presset mand der ender med at miste sig selv i forsøget på at indfri både egne og andres forventninger.

Filmen bliver instrueret af Kasper Gaardsøe, der tidligere har instrueret episoder af bl.a. serierne Dicte, The Rain og Lykke. Han fortæller her om valget af Anders Matthesen til rollen som Seebach:

-Opgaven med at portrættere en ikonisk og elsket karakter som Tommy kræver stort mod! En karakter der både indeholder stor smerte og angst blandet med musikalitet og kærlighed til familien. En folkelig entertainer, der i virkeligheden er genert og bare helst gerne vil gemme sig i musikken. Med Anders Matthesen fandt jeg Tommy Seebachs ganske særlige energi og følsomhed. Anders’ helt unikke timing og hans musikalitet kombineret med hans store empatiske indføling med Tommy karakteren gør ham til den helt rigtige til rollen.

Det har været afgørende fra folkene bag filmen at have familien Seebachs opbakning, og efter sigende glæder familien sig til at følge tilblivelsen af Under stjernerne på himlen.

Under stjernerne på himlen forventer at få biografpremiere i løbet af 2025.

Del artikel

Læs mere omDanskFilm

Andre Film | Nyheder