Marie Reuther og Anders Matthesen: "Det er jo derfor, at det er pissesjovt at lave det her"

Find ud af, hvad Anders Matthesen spørger om råd til, og hvor lang tid Marie Reuther forberedte sig til rollen som Julie i 'Kamikaze'.

I Kamikaze spiller Marie Reuther den livsglade Julie, der mister hele sin familie på et splitsekund, da hendes mor, far og storebror styrter ned med et fly. Tragedien sender hende på en sorgfyldt rejse, hvor hun bl.a. taler med Psyko-Bo, spillet af Anders Matthesen.

Selvom det kan være svært at finde en serie, som minder om Kamikaze, har de to skuespillere alligevel et bud på, hvilke serier der læner sig op ad samme emne.

Marie: Jeg synes, den energi som Frances McDormand har i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, hvor hun er i kæmpe sorg, og den fandenivoldskhed eller egoistiske måde, som kommer ud af en smerte, er det samme, der sker i Kamikaze.

Anders: Den sorgbearbejdelse kan man også genkende i Ricky Gervais' After Life.

Marie: Ja, det er rigtigt. Den er også rigtig fed. Før vi optog serien talte vi om Patrick Melrose, hvor der ligger en komisk stemning hen over noget meget alvorstungt. Den stemning synes jeg også, vi ser i Kamikaze.

Anders: Peaky Blinders møder Pippi Langstrømpe, afslutter Anders med et stort grin.

"Hvordan gør jeg det?"

Marie: Jeg brugte sindssygt lang tid på at forberede mig. Da jeg fik rollen, gik jeg stadig på skolen (skuespillerskolen, red.), så jeg var meget lamslået over, hvordan jeg skulle gribe alt de her an, fordi jeg jo er med i alle scener. Så jeg tænkte bare: "Hvordan gør jeg det?" Jeg talte bl.a. med Trine Dyrholm om, hvordan hun gør. Og så valgte jeg at skrive en opgave om forberedelse, så jeg læste alle mulige forskellige teorier om, hvordan man gør. Men jeg brugte også Stanislavskis metode med at kortlægge omstændighederne for karakteren: Hvordan har hun det med sine relationer? Hvordan har hun det, når hun går til psykolog? Er det noget, hun er åben overfor? Eller har en masse fordromme? Har hun prøvet det før? Sådanne spørgsmål tænkte rigtig meget over. Jeg tror, jeg har brugt et halvt år på at forberede mig.

I modsætning til Marie brugte Anders Matthesen mere tid på den fysiske forberedelse til sin rolle som Psyko-Bo:

Anders: Jeg anlagde et kæmpestort skæg, som jeg så endte med at skulle klippe af, fordi optagelserne blev rykket. Så blev vi i stedet enige om at prøve at lave en skægparyk, så det er det, man ser i serien. Jeg er ret afhængig af ydre ting. Jeg er jo ikke udlært eller noget, så jeg suger på alle de andre og spørger: "Hvad gør du?" Og så lærer jeg replikkerne så godt som muligt, så jeg på en eller anden måde kommer med et eller andet, der minder om noget professionalisme. Haha. Selvfølgelig tænker jeg også lidt over, hvilken type han er. Hvis man selv har været til psykolog en gang eller to, så ved man jo godt, hvordan de er.

I rollen som Psyko-Bo skulle Anders spille en "tosset", men ikke sjov udgave en psykolog, og den balance var vigtig for Anders:

Anders: Jeg skulle spille en "Tosse-Bo", men uden at det skulle blive en parodi. Det var vigtigt for mig. Det er svært, når du skal have et halvanden meter langt skæg og en julesweater på. Scenen må jo gerne være sjov, men jeg skal ikke være det.

"Jeg gik fuldstændig i stykker"

Marie: Jeg fornemmer oplevelserne. Hvis jeg for eksempel skulle spille forelsket, forestiller jeg mig ikke, at det er en bestemt person, jeg er forelsket i. I stedet forestiller jeg mig følelsen af at være det, eller fornemmelsen af det.

Anders: Så du forestiller dig ikke, at hele din familie er styrtet ned med et fly?

Marie: Jeg forestiller mig ikke, at det er min egen familie.

Anders: Okay, det troede jeg nemlig, man ville gøre.

Marie: Måske gør jeg, men det er ikke bevidst. Jeg forestiller mig konceptet "hele min familie", men det er heller ikke, fordi jeg ser Charlotte Muncks (som spiller Julies mor, red.) ansigt, og så bliver jeg ked af det. Til den første casting, jeg var inde til, var der en improscene, hvor jeg skulle være hjemme, og så bankede en politimand på døren og sagde: "Hele din familie er styrtet ned med et fly". Og jeg gik fuldstændig i stykker.

Anders: Vildt at du kan. Det er imponerende.

Marie: Jeg kan heller ikke altid. Det kræver sindssygt meget tryghed. Og så er det jo vildt forskelligt, hvad der virker for én fra gang til gang. Man kan prøve at forestille sig, at man VIRKELIG ER i den situation, man spiller i – og så opstår følelserne lidt af sig selv. Men der er så mange forskellige tricks, man kan tage i brug. Jeg var til en workshop med en casting director på et tidspunkt. Hun havde et godt tip til, hvis man er desperat og ikke ved, hvad man skal gøre, hvis man skal få en bestemt følelse frem. Man kan trække på de omstændigheder, man er i i virkeligheden, hvis der er noget til stede rummet, man kan bruge. Lad os sige, at man for eksempel bliver bedt om at skulle spille PISSEIRRITERET på en person, og at man har svært ved det. Så Hvis du er på et filmset, og der tilfældigvis er en person til stede i rummet, som du synes er irriterende, så kan man bare tænke på den person, og så hente følelserne i nuet. Jeg bruger forskellige tricks hele tiden. Nogle gange skal du også bare tænke på en lort eller ikke tænke for meget over det. Jeg tænker rigtig meget, fordi jeg godt kan være lidt perfektionistisk. Det er på godt og ondt.

Anders Matthesen bruger andre kneb, når han skal finde følelserne frem i sit skuespil:

Anders: Jeg prøver mig lidt frem, og så spørger jeg meget de skuespillere, jeg spiller sammen med. Nogle gange prøver jeg noget, som ikke går. Du kan bare se den film, jeg selv lavede, Sorte kugler, hvor jeg skal spille ked af det. Nu, hvor når jeg ser det, tænker jeg: "Der kunne jeg godt have brugt en coach lige der!" Haha. Jeg har jo ikke den uddannelse eller den ballast, men til gengæld suger jeg på alle de folk, jeg møder, og spørger dem. Og så analyserer jeg bagefter, hvordan det virker. Jeg tror nok, at det jeg bruger mest, er noget med at gøre det så småt som muligt. Hvis jeg for eksempel skal spille vred, prøver jeg at spille så lidt vred som muligt. Og så lidt overrasket, hvis jeg bliver overrasket. Og så i stedet prøve at føle det indeni. Når jeg bagefter ser resultatet af at gøre det på den måde, synes jeg, det er bedre. Jeg kommer jo fra tegnefilmens verden, så jeg skal skrue helt ned. Da jeg så mig selv i Kamikaze efterfølgende, kunne jeg mærke, at jeg var meget godt tilfreds. Tidligere har jeg nogle gange tænkt: "Der overspillede jeg lidt."

"Hvad skete der lige der?"

For at de to skuespillere ikke overspiller og i det hele taget spiller det bedste, de har lært, skal stemningen være god:

Anders: Jeg synes, at nærværet og god stemning er vigtigt. Vi havde det rigtig sjovt på set og snakkede godt. Det er godt det der med at kunne lide hinanden. Nogle gange møder man jo personer, hvor man næsten ikke tør at tale med vedkommende. Og nogle gange er man bange for at komme til at fornærme en erfaren skuespiller. For det meste er folk jo søde, og det er jo derfor, at det er pissesjovt at lave det her. Det kan være en kæmpe fornøjelse både personligt og for ens rolle, at folk kommer med forskellige input og lægger dem på bordet. Jeg synes tit, at der på et filmset er en stemning af lejrskole. Måske har jeg den følelse, fordi er rookie, griner Anders.

Alligevel kan det godt være, at man bliver træt af arbejdet, hvis man laver afsnit 6.000 af Glamour, tænker Anders, men han har en klar opfordring:

Anders: Det er vel et arbejde, man vælger, fordi man synes, det er et eventyr. Men så skal man også tage det eventyr og vise sin begejstring ved for ekempel at sige: "Ej skal vi have mad fra den vogn?". Nede i Prag (under optagelserne, red.) fik jeg en trailer, og så ringede jeg hjem og fortalte: "Jeg har fået en trailer". Det skal jo være en leg, griner han.

Samspillet er dog også en vigtig faktor, mener Marie:

Marie: Jeg syntes, det var så nemt at spille sammen med Anders, fordi han var så god. Og at han er god, gør jo mig mega god.

Anders: Det tænker jeg også, at når du (Marie, red.) spiller så overbevisende, så er det noget nemmere at spille psykolog.

"Hvor fanden skal man gøre af hænderne?"

Anders: Jeg vil sige – og det kan være, fordi jeg ikke ved noget om det – men jeg synes, det er sværere at spille stående, for hvor fanden skal man gøre af hænderne?

Marie: JA! Det synes jeg faktisk er rigtigt.

Anders: Hvis man bare sidder, så kan man hvile i den tryghed. Det der med bare at stå på et gulv og blomstre eller at gå tæt på en anden, men uden at tage fat i dem, men bare gå hen og stå overfor dem ... hvor fanden skal man gøre af hænderne? Det er sådan noget, jeg har spurgt mange skuespillere om. Haha. Og jeg har fået det råd, at man skal beslutte, at nu står jeg stille, og så mærke, at jeg står stille. Og så skal jeg tænke på, at mine hænder har tyngde.

Marie: Jeg har det på sammen måde. Jeg synes, det er nemmere at sidde ned, fordi så kender man sin plads. Det er svært bare at stå og snakke.

"Det er vigtigere, at man har det godt imens"

Anders: Jeg er grundig, og jeg kan godt lide at få lov til at give et bud mere, hvis jeg tror, scenen kan blive bedre. Perfektionist er måske for meget sagt. Jeg behøver ikke at synes, at noget er perfekt. Og jeg synes også tit, at processen i noget, man laver, er vigtigere. Det er vigtigere, at man har det godt imens. Og at det føles rigtigt. Og så påvirker det mig mindre, hvis der så lige er en en skævert i resultatet bagefter. Jeg behøver ikke at få det præcist, som jeg havde forestillet mig inde i hovedet.

Sådan har Anders dog ikke altid haft det:

Anders: Jeg har tit taget den der rolle som kontrolfreak og perfektionist til mig, fordi jeg tænkte: "Det lyder godt." Men nu tænker jeg: "Nej, jeg er gift med en perfektionist." Min kone er hende, der siger: "Det der har du ikke øvet nok. Det der kunne du godt skrive lidt mere på." Jeg har meget mere lyst til, at det skal være rart og hyggeligt at lave. Det perfekte kan nogle gange blive lidt kedeligt. Men jeg vil meget gerne have, at der er nærvær, når man laver det. At man er tilstede. Og at man gør det så godt, man kan. Og hvis man føler, at man har lavet en fejl, så er det fedt at få lov til at få et bud til, til man synes, at nu er den der. Men perfektionist, det er jeg ikke.

Marie er til gengæld perfektionist i forberedelsesperioden:

Marie: I begyndelsen af optagelserne var jeg meget mere usikker og havde meget mere brug for kontrol, og at der var styr på tingene. Men efterhånden, som vi arbejdede med det, var jeg ikke lige så detaljeorienteret. Det er igen det med nærværet. Det får du ikke, hvis du forbereder, hvordan du skal spille alt. Jeg godt kan lide at være grundig og perfektionistisk i forberedelsen, men så handler det om at give slip på det, når man så spiller.

"Det er det bedste tv, der er lavet!"

Anders: Jeg tror, det må være The Office. Den engelske. Det er det bedste tv, der er lavet! Amerikanerne skulle aldrig have lavet den. Den engelske er simpelthen bare så i orden på alle punkter. Det må være min favorit. Den må jeg bare gøre knæfald for. The Office er modig og alt muligt på én gang. Det er bare et mesterværk.

Marie har til gengæld lidt sværere ved kun at vælge én:

Marie: Jeg tror, det handler om, hvordan jeg selv har det, når jeg ser serier. Hvad er det lige for en serie, jeg har brug for i det øjeblik, jeg skal vælge en? Girls har jeg set to gange, og der hulkede jeg med snot i ansigtet og grinte rigtig meget. Det må betyde, at den er god. Og jeg blev virkelig fan af Adam Driver efterfølgende. Jeg synes, han er en fed skuespiller. Det er én af mine yndlings.

Marie er dog slet ikke i tvivl om, hvilke karakterer hun skulle vælge, hvis der var frit valg på alle rulletekster:

Marie: Jeg er kæmpe Tarantino-fan. Der er mange af hans mandlige karakterer jeg ville have lyst til at spille, hvis jeg var en mand, men af hans kvindelige karakterer, er der jo The Bride i Kill Bill er jo en vild karakter. Jeg elsker, når de står i det køkken og slås med de knive, og så kommer datteren ind ... Det er lidt tegneserie-agtigt. Og det er vildt på en måde, som jeg savner i dansk film. Jeg synes også, Uma Thurman er fed i Pulp Fiction. Jeg ville også gerne være Francis McDormand i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Hun er vanvittig god. Jeg er også kæmpe Robert De Niro-fan. Hvordan kan man smile og se sur ud på samme tid? Han har den der energi og et glimt i øjet, som jeg ville ønske, jeg havde. Al Pacino er jeg også kæmpe fan af. Han er så fed i Scent of a Woman (dansk titel: En duft af en kvinde).

Selvom Anders også er begejstret for Al Pacino, kigger han en anden vej, hvis han kunne have spillet eller skrevet en hvilken som helst karakter fra film- og seriehistorien:

Anders: Jeg har et par stykker: Ari Gold fra Entourage. Den karakter ville jeg gerne have spillet. Eller Bill 'The Butcher' Cutting fra Gangs of New York. Og hvis jeg skulle have skrevet noget, og i øvrigt også spillet, så ville det være Bill Murrays rolle, Phil, i Groundhog Day (dansk titel: En ny dag truer). Det er den bedste komedie, der er lavet, synes jeg. Nogensinde!

"Jeg er ikke mester i julefilm"

Marie: Jeg er ikke mester i julefilm. Men da jeg var barn, så jeg rigtig meget Harry Potter, fordi de film har det der mørke univers med mange stearinlys. Og det store juletræ. Og nogle små væsener, der lidt ligner nisser. Det har jo intet med jul at gøre, men det er bare lidt juleagtigt.

Lidt mere juleri har der dog været hjemme hos Anders:

Anders: I gamle dage mødtes vi nogle venner og så Adams Sandlers Eight Crazy Nights – hans animationsfilm, der er enormt julet, hvor han selv er tegnet som hovedperson. Den er ret sjov. Og rørende. Og god. Det var sådan en, jeg købte i en trådkurv, fordi der stod Adam Sandler på. 20 kr. kostede den. Ellers har vi også set Alene Hjemme. Det er altså også en god film. Stadigvæk.

Alle otte afsnit af Kamikaze kan ses på HBO Max.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Max i december 2021

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Kamikaze' er meget mere end blot den første danske HBO Max-serie