'Bastarden' er årets danske Oscar-bud. Men er det den rette kandidat?

Efteråret er i filmverdenen også kendt som indledningen til ‘award season’. Det er her, man for alvor lancerer de film, man gerne vil sætte i spil til at blive betragtet som kandidater til Oscar-prisen - rosinen i pølseenden af alle prisuddelinger, den store finale, som hele verden kigger med på.

Stærk filmkultur

For i kategorien ‘Best International Feature Film (som skal være overvejende i et ikke-engelsk sprog) kan alle lande sende én film ind for at være med i konkurrencen. En kategori, Danmark historisk har en god statistik i. Efter Frankrig, der har været nomineret 41 gange og vundet 12 gange, Italien, der har været nomineret 32 gange og har 14 film, der har vundet, og Japan, der har hentet førstepladsen hjem 5 gange, er vi på en delt fjerdeplads sammen med Spanien. På trods af vores lille størrelse. Det er ret godt gået og vidner om en stærk filmkultur herhjemme.

De tre danske shortlistede film

2. oktober er der deadline for, hvilken film Danmark vil sende af sted. Til at bestemme dét sidder et lille udvalg under Det Danske Filminstitut - med bl.a. medlemmer fra Producentforeningen og Danske Filmkritikere (ikke mig) - der forinden laver en shortliste på tre film, de voterer imellem. De tre blev annonceret for halvanden måned siden.

I år er det Anders Walters Når befrielsen kommer, der går rigtig godt i de danske biografer. Lea Globs kunstnerportræt i dokumentarfilmen Apolonia, Apolonia og så Nikolaj Arcels Bastarden med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Og det er just blevet afsløret, at det er Bastarden, der er valgt.

Hvilke kriterier kigger man på?

Shortlisten var tre gode valg. På hver deres måde. For udover at vurdere ud fra oplagte ting som, hvorvidt instruktør eller skuespillere er kendte ansigter, om filmens historie eller tematikker ligger godt til hvad ‘the Academy’ (der har mange internationale medlemmer) kan lide, er der også andre faktorer, der spiller ind.

Man kigger f.eks. på, om en film har et godt festivalliv, som man kalder det. Altså er på programmet på nogle af de største filmfestivaler, så de ad den vej får opmærksomhed, omtale og frem for alt bliver set.

Bastarden er det danske Oscar-bud

Set med de briller, er Bastarden, der nu er valgt som Danmarks Oscar-bud, den oplagte film. Den havde verdenspremiere på Venedig Film Festivalen og blev pænt modtaget. Jeg har selv set den, og det ér en god film. Klassisk medrivende filmfortælling med virkeligt stærke skuespilpræstationer af Mads Mikkelsen, Amanda Collin og Simon Bennebjerg.

MEN, jeg tillader mig her at betvivle det kloge i det valg, og det er der flere grunde til.

Har Bastarden en chance?

For det første er der selve genren. Kostume eller periodefilm er traditionelt set ikke særligt populære i denne Oscar-kategori. Medmindre de har kant. Her kan Bastarden ikke være helt med, med sin historie om en fattig kaptajn, der ser en mulighed for et bedre liv ved at betvinge heden og kommer i karambolage med den lokale adelsherre. En klassekamp, jo, men så fjern fra nutiden, at den ikke føles som en kommentar, der kan tolkes som et politisk statement eller budskab.

Oscar får diversitetskrav

Er det nu også nødvendigt, at en film har en polemisk kant, tænker du måske. Og det er det ikke nødvendigvis, men det hjælper. Især set i lyset af, at næste års Oscar-uddeling bliver den første, hvor de nye regler om diversitet træder i kraft (krav om diversitet enten foran eller bagved kameraet eller i filmens historie/tematik).

Reglerne gælder ganske vist kun hovedkategorierne som Bedste film, instruktør, skuespillere og manuskript, men det ville være mærkeligt, hvis kravene ikke åndsmæssigt smitter af på en kategori som ‘International Feature’, når diversitetsreglerne er til for at højne og fremme bevidstheden om mangfoldig repræsentation i hele filmbranchen.

Hvad er Bastarden oppe imod?

Både med og uden de briller er der også andre film, der står stærkere end Bastarden. En af de helt store frontrunners er UK-filmen The Zone of Interest af Jonathan Glazer. En rystende film om at bo klos op ad en koncentrationslejr og alligevel få en hverdag til at køre. At gøre sig blind for det uhyrlige. Det er en film, som man aldrig glemmer.

I det hele taget er en del store instruktørnavne klar med film, der også er eminente. Wim Wenders’ Perfect Days, der følger en toiletrengører i Tokyo. Finske Aki Kaurismäkis charmerende Fallen Leaves. Matteo Garrones Io Capitano fra Italien. J.A Bayonas film fra Spanien, Society of Snow. Tyrkiske Nuri Bilge Ceylans About Dry Grass.

Frankrig har ikke valgt den mest oplagte, Anatomy of a Fall, der vandt Guldpalmen på årets Cannes Film Festival, og som er instrueret af en kvindelig instruktør, Justine Triet. I stedet har franskmændene valgt The Taste of Things (Pot au Feu) af Tran Anh Hung, der kender Oscar-gamet fra Duften af den grønne papaja tilbage i 1994.

Men Anatomy of a Fall bliver alligevel kørt i stilling til Oscar, for filmens amerikanske distributionsfirma, Neon, har besluttet at køre kampagne på filmen - de er allerede i gang - i kategorierne Bedste film, instruktør, kvindelig skuespiller (Sandra Hüller) og manuskript.

Hvad skulle have været det danske Oscar-bud?

I det udbud af film kommer Bastarden ganske enkelt til at drukne, og mit gæt er, at den ikke engang vil blive nomineret. I bagklogskabens bedrevidende lys, vil jeg vove den påstand, at vi ville have haft større chancer med Apolonia, Apolonia.

Ja, det er ganske vist en dokumentarfilm, der heller ikke har en stor tradition i denne kategori - måske fordi dokumentarfilm har sin egen pris. Men det sker, at dokumentarfilm når frem til en af pladserne blandt de fem nominerede. Det er vores egen Flugt et godt eksempel på.

I år ville vi heller ikke være de eneste, der sender en dokumentarfilm. Norge har valgt Songs of Earth som deres kandidat. Ukraine sender 20 Days in Mariupol og Estland Smoke Sauna Sisterhood af Anna Hints.

Kvindelig kunstner eller hvid erobrer?

Udover at være et både rørende og nært portræt af den karismatiske Apolonia, glimrer Apolonia, Apolonia også ved at være historien om en kvindelig kunstner, der finder sit ståsted her i verden. Instrueret af en kvinde, Lea Glob. På den måde rummer filmen nogle kønspolitiske tematikker, der på mange måder falder i hak med diversitetsreglerne. Og den skiller sig i den henseende mere ud fra mængden, end Bastarden vil gøre.

Men valget faldt på den mest oplagte kandidat, om en hvid mand, der vil erobre land. Lad os se, hvor langt den kommer i 2024.