Cannes Film Festivalen er både himmel og helvede
Det er det samme hvert år, når den står på Cannes Film Festival. Et logistisk mareridt af hundedyre boliger, opskruede restaurantpriser og evige køer til hver eneste filmscreening. Et sandt helvede, medmindre man ynder at gå i gåsegang ned ad Croisetten med tusindvis af turister, journalister og filmfolk.
Men så er der også den anden side af Cannes. Den, der kan få et filmhjerte til at hoppe af glæde og forventning, for festivalen byder hvert år på nye film af instruktører, der allerede er udråbt til verdens bedste, og af ukendte talenter, der ud af det blå markerer sig som interessante nye stemmer.
Det er det samme hvert år og så alligevel ikke, for nogle år er bedre end andre. Og i år tegner et virkeligt stærkt program sig, alene ved hovedkonkurrencefilmene. Hvor der i øvrigt er hele to danske film med. Den ene, Pigen med nålen, er ganske vist instrueret af en svensker, Magnus von Horn, men har flest danske penge i finansieringen og danske filmfolk på holdet.
Trine Dyrholm, Vic Carmen Sonne og Besir Zeciri er skuespillerne foran kameraet. Den anden er The Apprentice om den unge Trump, med Sebastian Stan og Jeremy Strong på rollelisten. Filmen er instrueret af Ali Abbasi (Holy Spider, Grænse), der er uddannet fra Den Danske Filmskole og har dansk pas.
De to danske film er dog i hård konkurrence, og her er nogle af de film i hovedkonkurrencen, jeg glæder mig mest til at se:
Megalopolis af Francis Ford Coppola
Der er ingen tvivl om, at Francis Ford Coppola har lavet nogle af filmhistoriens mest markante værker, men det kan gå begge veje med denne nye film. Dels har han ikke kunnet finde finansiering, så han har selv postet over 100 mio. dollars af egen lomme i projektet. Dels har han heller ikke kunnet finde en distributør, men måske hjælper Cannes på dét problem. Det er tegn, der indikerer, at filmen har problemer, og at ingen tror på dens kommercielle potentiale. Om den så er kunst, er spørgsmålet, jeg glæder mig til at få svaret på.
Der vides ikke meget om historien andet end, at Adam Driver spiller en arkitekt, der ude i fremtiden skal genopbygge New York efter en katastrofe. Udover Driver er der en imponerende besætning af skuespillere: Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Dustin Hoffman, Jon Voigt og Laurence Fishburne for bare at nævne nogle få.
Bird af Andrea Arnold
Siden jeg så Red Road (i øvrigt en film, der havde Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen som med-manuskriptforfattere) har jeg været fan af Andrea Arnold. Film som Fish Tank og American Honey kan varmt anbefales.
Nu er Arnold klar med Bird om drengen Bailey, hvis far ikke har tid til ham. Faren Bug bliver spillet af Barry Keoghan. Andrea Arnold elsker at fortælle om utilpassede skæbner og forstår at fortælle dem med nærvær, så Bird står højt på listen over film, jeg glæder mig til at se.
Kinds of Kindness af Yorgos Lanthimos
Yorgos Lanthimos har stået i spidsen for den revival, græsk film har oplevet de senere år. ‘Greek Weird Wave’, som den er blevet kaldt. Ikke mindst på grund af hans Dogtooth, der gjorde et kæmpe indtryk på mig, da jeg så den første gang.
Siden har han opnået stor succes uden for Grækenland, senest med Poor Things. I sin nye film arbejder han for tredje gang sammen med Emma Stone, og udover hende kan også Jesse Plemons, Willem Dafoe, Joe Alwyn, Hunter Schafer, Hong Chau og Margaret Qualley ses. Forhåbentligt bliver det lige så mærkeligt, som det plejer i Lanthimos’ film.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i maj 2024
The Shrouds af David Cronenberg
Kongen af body-horror er tilbage med en film, der lyder skræmmende og fascinerende. En rigmand, Karsh, har opfundet en maskine, der kan få forbindelse til de døde inde i deres kister. Hvad der kommer ud af den historie, ser jeg virkelig frem til at finde ud af.
I rollen som Karsh er det Vincent Kassel, der brillerer, og han får hjælp af Diana Kruger, Guy Pearce og islandske Ingvar Sigurdsson. Sigurdsson er åbenbart begyndt få gang i en international karriere. Han kunne senest ses i Zack Snyders Rebel Moon.
Emilia Peréz af Jacques Audiard
Med film som Profeten og Smagen af rust og ben har Jacques Audiard gjort sig til en af de mest spændende franske instruktører i dag. Med Emilia Peréz fortæller han endnu en gang en anderledes historie.
Hovedpersonen er den mexicanske advokat Rita, der en dag bliver bedt om hjælp fra en frygtet kartelboss. Han vil gerne forsvinde. Ved at blive til kvinde. I tidens diskussion om transkøn-identiteter bliver filmen et interessant bud, og jeg er ret spændt på, hvordan Audiard vil fortælle den historie. På skuespillisten står navne som Zoë Saldaña, Selena Gomez og Édgar Ramírez.
Parthenope af Paolo Sorrentino
Paolo Sorrentino er en darling i filmkunst-kredse og med god grund. Med film som Den store skønhed, Youth, Il divo, This Must Be the Place og serier som The Young Pope og The New Pope er han uomtvisteligt et af de største italienske instruktørnavne i dag. Hans film rummer udover stilfuld æstetik også melankolsk eksistentialisme. Om Parthenope vides ikke meget andet end, at en kvinde har det samme navn som hendes by. Ikke meget at gå efter. Men Gary Oldman spiller den mandlige hovedrolle, og det er nok for mig.
Disse film og serier skal du streame i maj 2024
Anora af Sean Baker
Hans hovedpersoner er ikke altid sympatiske, men de er til gengæld meget menneskelige. Det har Sean Baker vist i film som Red Rocket, The Florida Project og Tangerine.
Som altid hos Baker er det ukendte skuespillere, der er med, hvilket forstærker den dokumentariske og socialrealistiske følelse i hans fortællinger. I Anora er Anora en sexarbejder, vi følger fra New York til Las Vegas. Et erhverv, der kan føre mange ting med sig. Kedeligt bliver det nok næppe.
Oh, Canada af Paul Schrader
Paul Schrader er manden, der meget berømt skrev manuskriptet til Taxi Driver og sidenhen selv har instrueret bl.a. American Gigolo, Cat People og First Reformed.
Hans nye film handler om Leonard Fife, der udover at være blandt de 60.000 amerikanere, der deserterede og emigrerede til Canada for ikke at blive sendt til Vietnamkrigen, senere blev en legendarisk dokumentarfilminstruktør.
Filmen er baseret på Russel Banks bog, Foregone, og har Richard Gere i hovedrollen som den ældre Fife og Jacob Elordi som den yngre Fife. Derudover er Uma Thurman og Michael Imperioli (The Sopranos, The White Lotus) på rollelisten.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: