Film | Nyheder

Leonardo DiCaprio er vidunderligt manisk i traileren for Paul Thomas Andersons 'One Battle After Another'

Af
Signe Bjørg Granberg
28. marts 2025
 'One Battle After Another'
Leonardo DiCaprio spiller hovedrollen i den nye Paul Thomas Andersson-film 'One Battle After Another' / Foto: Planet Photos/Warnerbros/Ritzau Scanpix

Del artikel

Manden bag 'Boogie Nights' og 'There Will Be Blood' er snart klar med et nyt actiondrama, der har Leonardo DiCaprio, Benicio Del Toro og Sean Penn på rollelisten.

Den har været omgærdet med en del mystik, Paul Thomas Andersons nye film 'One Battle After Another'.

Og selv efter at have set den første trailer for filmen, er man stadigvæk en lille smule i tvivl om, hvad der er på spil.

Vi ved så meget, at hovedrollen, Bob Ferguson, bliver spillet af Leonardo DiCaprio, og at Bobs datter tilsyneladende er forsvundet.

Ud fra den korte beskrivelse af filmen, der er sendt ud, kan vi også konkludere, at vi følger en gruppe af tidligere revolutionære, som efter 16 år bliver genforenet for netop at redde Bobs datter fra en gammel, fælles fjende.

Foruden DiCaprio, der allerede i traileren spiller på alle tangenter af sit alsidige talent, medvirker også Benicio Del Toro, Sean Penn, Teyana Taylor, Chase Infiniti, Regina Hall og Alana Haim.

'One Battle After Another' er Paul Thomas Andersons 10. film, og blandt hans tidligere hits er de Oscar-nominerede 'Boogie Nights', 'Licorice Pizza', 'Inherent Vice', 'Magnolia', 'Phantom Thread' og 'There Will Be Blood'. Sidstnævnte vandt to Oscar-statuetter for Bedste mandlige hovedrolle (Daniel Day-Lewis) og Bedste fotografering.

'One Battle After Another' får dansk biografpremiere 25. september.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder