Premieren på 'Dune: Del 2' rykkes til 2024
Denis Villeneuves efterfølger til Dune, der dækker den anden del af science fiction-mesterværket, er blevet udskudt til 2024. Der har floreret rygter om dette i en stund, men nu har Warner Bros. endelig meldt officielt ud, at det bliver til virkelighed.
Det er ikke grundet problemer på settet, en lang klippeproces eller langvarige genoptagelser, men den igangværende skuespillerstrejke, der er årsag til omrokeringen.
Som det står lige nu under strejken, må filmens stjerner, der er medlemmer af den amerikanske skuespillerfagforening SAG-AFTRA, ikke deltage i nogen former for promoveringer af de film, de har medvirket i. Interviews, paneler osv. er en stor del af en blockbusterfilms markedsføringskampagne, så studiet har set sig nødsaget til at rykke premieren fra den ellers planlagte dato, der hed 3. november.
Dune: Del 2 er ikke den første film, der er blevet påvirket af strejken. Film som Kraven the Hunter med Aaron Taylor-Johnson er også blevet rykket, og flere andre er blevet rykket rundt. Det er ikke til at vide, hvor mange flere film, der vil blive påvirket. Det kommer formentlig i sidste ende an på, hvornår strejken ophører.
Premieredatoen er i USA rykket til 15. marts 2024, og eftersom premieren i Danmark som regel ligger en dag før, anslås det, at den danske premiere på Dune: Del 2 nu hedder 14. marts 2024.