Store film, der kommer på SkyShowtime i 2023
Der er en håndfuld nye film, som står til at udkomme på SkyShowtime i 2023, og der er både noget for hele familien, men også en film, som er klart mere for de voksne. De fleste titler har du formentligt allerede hørt om. Spørgsmålet er så selvfølgelig, om de er værd at se. Bliv klogere her.
Bliv opdateret på alt om film lige her!
The Infernal Machine
Biografpremiere: 23. september 2022
Genrer: Mysterie, thriller
Sprog: Engelsk
The Infernal Machine handler om en tilbagetrukken og kontroversiel forfatter, der har valgt at isolere sig fra resten af verden. Han tvinges dog ud af sit skjul, da han begynder at modtage fanmails fra en fremmed person, der kender lidt for meget til forfatterens fortid. I hovedrollen har vi Guy Pearce (Memento, L. A. Confidential, The Hurt Locker), og filmen er instrueret af Andrew Hunt, der tidligere har været primært beskæftiget med kortfilm.
På trods af en ret spændende præmis, så rangerer filmen i øjeblikket ret lavt inde på IMDB - dog kun med få tusinde stemmer. Så det kan ændre sig. Lyder det alligevel som noget for dig, så giv filmen et skud. Så kan du altid gå ind og afgive din stemme efterfølgende. Udover Guy Pearce medvirker blandt andre også Alice Eve (Before We Go, Star Trek Into Darkness, Men in Black 3).
The Infernal Machine kan streames nu på SkyShowtime.
The Bad Guys
Biografpremiere: 12. maj 2022
Genrer: Animation, eventyr, komedie, krimi, familie
Sprog: Engelsk og spansk
Den første af to animationsfilm, der udkommer på SkyShowtime i denne måned. The Bad Guys handler om en gruppe kriminelle, der på bedste Ocean’s 11-maner supplerer hinanden med deres forskellige evner og færdigheder. Ét kup går dog ikke helt som planlagt, og gruppen bliver tvunget til at ændre deres levevis for at undgå en fængselsstraf.
Læs også: Top 5: De bedste danske film nogensinde
Undervejs opdager gruppens leder, Mr. Wolf, stemmelagt af Sam Rockwell (Moon, Jojo Rabbit, Seven Psychopaths), at livet som lovlydig borger måske ikke er så slemt, som først antaget. Foruden Sam Rockwell bliver filmens figurer stemmelagt af blandt andre Marc Maron, Awkwafina, Craig Robinson og Richard Ayoade.
The Bad Guys kan streames på SkyShowtime fra 13. januar.
Jurassic World: Dominion
Biografpremiere: 9. juni 2022
Genrer: Action, adventure, science fiction, thriller
Sprog: Engelsk
Den store blockbuster-titel i denne måned er den seneste film Jurassic Park-franchisen, der nu tæller i alt seks film. Jurassic World: Dominion fik en hård medfart, da filmen havde premiere sidste år, selvom det faktisk lykkedes at få det originale cast fra den første film samlet og klar til at medvirke igen; Sam Neill som palæontologen Alan Grant, Laura Dern som Ellie Sattler, der ved alt om forhistoriske planter og Jeff Goldblum som matematikeren Ian Malcolm.
Hovedrollerne spilles dog fortsat af Chris Pratts (Guardians of the Galaxy) Owen Grady og Bryce Dallas Howards (Niceville, Black Mirror) Claire Dearing. Plottet i filmen er unødigt komplekst og svært at skitsere. Dog har filmen stærke tråde til den foregående film, Jurassic World: Fallen Kingdom, hvor vi møder den unge Maise Lockwood (Isabella Sermon), som bor sammen med Sir Benjamin Lockwood (James Crowell), der er John Hammonds (Richard Attenborough) tidligere forretningspartner - manden bag den første dinosaur-park.
Læs også: De 10 bedste film fra 90’erne, du kan streame lige nu
Vores råd: Find popcornene frem, og tag filmen for, hvad den er - tænk ikke for meget over den. Og hey, der er masser af dinosaurer med!
Jurassic World: Dominion kan streames på SkyShowtime i løbet af 2023.
Minions: The Rise of Gru
Biografpremiere: 30. juni 2022
Genrer: Animation, komedie, eventyr, krimi, familie, science fiction
Sprog: Engelsk
Minions: The Rise of Gru finder sted otte år efter den første Minions-film, der sjovt nok også udkom tilbage i 2015. Her må de tre minions, Kevin, Stuart og Bob, lære kung-fu for at redde deres nye boss, Gru (stemmelagt af Steve Carell), som er blevet kidnappet af den onde superskurk, Wild Knuckles (stemmelagt af Alan Arkin).
Hvis du var fan af den tidligere Minions-film eller Despicable Me 1-3, så er Minions: The Rise of Gru formentligt et sikkert hit. Både stemmerne og holdet bag går igen fra flere af de foregående produktioner, og både stilen såvel som humoren er den samme som tidligere. Hvis det ikke generer dig, er den et oplagt bud til den næste filmaften sammen med resten af familien.
Minions: The Rise of Gru kan streames på SkyShowtime i løbet af 2023.
Nope
Biografpremiere: 22. juli 2022
Genrer: Horror, mysterie, thriller, science fiction
Sprog: Engelsk
Er du ude efter en film, der i hvert fald ikke skal ses sammen med børn, er Nope lige noget for dig. Filmen er instrueret af Jordan Peele (Key and Peele, Keanu, Wendell & Wild), der også står bag Us (2019) og Get Out (2017). Nope foregår på en ranch ude på prærien, hvor OJ Haywoods (Daniel Kaluuya) far pludselig falder død om, efter at han bliver ramt af et mystisk objekt, der er faldt ned fra himlen.
Læs også: Årets top-10: De bedste film fra 2022
OJ ønsker efterfølgende at blive klogere på, hvad det er, der er sket, og prøver blandt andet at filme de underlige himmelfænomener på ranchen sammen med dokumentaristen Antlers Holst (Michael Wincott). Her gør de sig en opdagelse, som de dog langt fra var forberedte på. En solid præmis til en film, der helt sikkert byder på et par overraskelser undervejs. Udover Daniel Kaluuya medvirker blandt andre Steven Yeun (The Walking Dead) og Keke Palmer (Lightyear, Hustlers, Alice).
Nope kan streames på SkyShowtime i løbet af 2023.