William Friedkin, instruktøren bag 'The Exorcist' og 'The French Connection', er død
Sammen med andre filmskabere som Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, Steven Spielberg og George Lucas var William Friedkin med til at ændre det amerikanske filmlandskab i 70'erne.
Friedkins bidrag tilbage i 70'erne kom i to genrer, der har lidt afstand til hinanden. Hans store gennembrud var politithrilleren The French Connection i 1971, der indbragte fem Oscars, endda én til Friedkin som bedste instruktør. Han næste film blev en af de mere indflydelsesrige i filmhistorien. Den legendariske gyser The Exorcist udkom i 1973, og blev et kæmpe fænomen. Den indtjente mere end 420 millioner dollars ved billetlugerne. Hvis man tager højde for inflation, er det 2.942.515.175 dollars, eller lige knap tre milliarder.
Hans sidste film The Caine Mutiny Court-Martial med Kiefer Sutherland og nyligt afdøde Lance Reddick har premiere om lidt under en måned ved Venedig Film Festival.
Dødsårsagen er hjertesvigt og lungebetændelse fortæller hans kone, Sherry Lansing, til The New York Times. Han blev 87 år.
En af kronjuvelerne i hans samling, The Exorcist, har i år sit 50-års jubilæum, og i den anledning bliver den udgivet i 4K for første gang. Det vil være muligt at se filmen enkelte steder i biografen i Danmark i den kommende tid. Biffen Nordkraft i Aalborg viser filmen 15. august, og FORMAT Biograf i Ballerup viser filmen 12. september. Du kan med fordel holde øje med din lokale biograf og se, om den skulle komme på programmet.