32 (sæson 4)
Xee
Premiere: 5. januar kl. 19.00
32 er den fjerde sæson af den prisvindende danske serie om Julie og Jesper, der nu er blevet – som titlen antyder – 32 år.
Serien handler om Julie og Jesper, der ser deres venner blive gift, få børn og flytte ud af byen, og det er Jesper og Julie på ingen måde klar til. De føler sig stadig meget unge, og mødes ofte for at finde vej gennem singlelivet. Det er bare ikke altid helt så nemt at overbevise andre eller for den sags skyld sig selv om, at man slet ikke har en 30-årskrise, og at 30’erne altså er de nye 20’ere.
Box 21
Viaplay
Premiere: 17. januar
Box 21 er den første af fire Roslund og Hellström-bøger, der bliver omsat til drama på Viaplay.
Leonard Terfelt (Broen, Wallander) har hovedrollen som kriminalkommisær Ewart Grens. Derudover ses Edda Magnusson i én af de centrale roller.
I Box 21 fortælles der historien om Lidia og Alina, to unge piger fra Rumænien, som drømmer om et bedre liv. Pigerne bliver narret til Sverige med et løfte om et bedre job, men de ender i sexslaveri. Pigerne giver imidlertid ikke op, men kæmper videre og drømmer om hævn over mændene, der stjal deres liv fra dem.
Familien Löwander (sæson 3)
Viaplay
Premiere: 31. januar
I den tredje sæson af det svenske familiedrama er vi nået til de svingende 60’ere og 70’ere, hvor de nye samfundsstrukturer sætter deres præg på familien Lowander og på udviklingen af deres restaurant.
Ungdommen træder frem og sætter dagsordenen, den politiske agenda fylder bybilledet og kommer helt tæt på – og forsøget på at følge med tiden sår splid imellem familiemedlemmerne.
Badehotellet (sæson 7)
TV2 Play
Premiere: 27. januar
Den 27. januar slår Amanda dørene op til Andersens Badehotel. Denne gang optræder hun som hotellets forpagter, alt imens hendes ven Philip kokkererer i køkkenet.
Året hedder 1940 og Danmark er besat. Alligevel tropper hotellets sædvanlige gæster op med forventninger til en rolig sommer ved Vesterhavet. Men sådan bliver det ikke. Tyske nazister gør deres indtog, og Fru Frigh, Hr. Weyse, Fru Fjeldsø og resten af gæsterne må beslutte, om de skal give Værnemagten den kolde skulder, eller om de gør klogest i at samarbejde.
LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Forhøret
LÆS OGSÅ: Aktuelle serier på HBO Nordic