Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: Det Kongelige Teaters opsætning af ‘Pinocchio’ er en nærmest perfekt familieforestilling

Af
Lars Knudsen
18. november 2024
Anmeldelse af Pinocchio på Det Kongelige Teater
Foto: Emilia Therese / Det Kongelige Teater

Del artikel

Alt fungerer i denne opsætning af ‘Pinocchio’, der er intet mindre end ægte teatermagi.  

Pinocchio

Premieredato: 15. november 2024
Teater: Det Kongelige Teater
Genre: Eventyr, teater, familie
Manuskript: Lee Hall
Oversættelse: Niels Brunse
Instruktør: Sara Cronberg
Medvirkende: Matthew Rawcliff, Nielse Ellegaard, Anne Plauborg, Andreas Jebro Marie Dalsgaard, Sigurd Holmen le Dous, Alvin Olid Bursøe, Amalie Bergholdt Hansen,
Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle
Musik: Toni Martin Dobrzanski
Dukkeinstruktør: Rolf Søborg Hansen
Spilletid: 1 time og 45 minutter uden pause

Siden Disney tilbage i 1940 havde premiere på eventyret om trædukken, der gerne ville være en rigtig dreng, har Pinocchio været en uundgåelig del af den vestlige populærkultur. Den er blevet lavet i børne- og voksenvenlige versioner, som både ballet, teater og film.

På Det Kongelige Teater har man gjort den til en uforglemmelig familieforestilling, der rammer bredere og dybere end nogen anden Pinocchio-fortælling, og samtidig byder den på ægte teatermagi.

En forkælet lille møgdukke

Sara Cronberg går i sin opsætning direkte til det sted i historien, hvor legetøjsskaberen Gepetto, der spilles af en vidunderlig velcastet Niels Ellegaard, sidder ensomt blandt sit fascinerende legetøj, da han pludselig får den idé, at han vil bygge en dukke, så han ikke længere er så ensom.

Med et vandgevær og en plasticskovl som dukkens ben, er Gepetto ikke helt tilfreds med sin seneste kreation. Men den blå fe, der spilles af både Anne Plauborg og Andreas Jebro, får ondt af Gepetto og giver på magisk vis liv til dukken, der som bekendt får navnet Pinocchio.

Plauborg og Jebro agerer både dukkefører, lægger stemme til Pinocchio og er på samme tid hans samvittighed. I starten kan det virke en smule forvirrende, når de to skuespillere taler med hinanden og sig selv. Men lynhurtigt er man med på præmissen, og så er det en sand fornøjelse at overvære deres enorme overskud og spilleglæde, mens de giver Pinocchio liv.

Men Pinocchio viser sig at være alt andet end et ønskebarn. Han gider ikke i skole, og får han ikke sin vilje, skaber han sig, til han gør. Kort sagt er han en rigtig lille møgdukke. Da Pinocchio senere er skyld i, at Gepetto bliver anholdt af politiet, kommer han for alvor i fedtefadet. Men da den blå fe forsøger at hjælpe ham, er han bare ligeglad og beder feen om at forsvinde.

Dermed forsvinder også hans førlighed, hvilket resulterer i en ulykke, hvor hans plastikben bliver brændt af. Da Gepetto vender hjem, lover Pinocchio, at han nok skal være en god dukke, gøre hvad han får besked på og ikke mindst gå i skole – hvis bare han kan få sine ben tilbage.

Eminent brug af scenens dimensioner

Pinocchio har nu fået et par velfungerende ben, og på hans vej til skolen sker der noget magisk på Skuespilhusets store scene. Pinocchio spilles nu af danseren Matthew Rawcliff iført dukkehoved, så han stadig ligner dukken fra tidligere, mens Plauborg og Jebro fortsat er hans stemme.

Teatermagien kommer fra brugen af scenens dimensioner, hvor man ved hjælp af simple virkemidler bruger både bagtæppe og de mange sidetæpper til at lade verden omkring Pinocchio åbne sig, fra han tager sit første skridt alene ud fra det lille legetøjsværksted.

Pinocchio kommer på ærlig vis i besiddelse af nogle guldmønter, som han vil bruge til at hjælpe sin far. Men på vejen hjem møder han Ræven og Katten (Sigurd Holmen le Dous og Marie Dalsgaard). De to vil meget gerne have fingre i de mange guldmønter og narrer Pinocchio til at begrave dem på en magisk mark under påskud af, at de vil vokse til et pengetræ, der vil gøre ham millionær.

Den naive Pinocchio ser ingen grund til, at hans to nye bekendtskaber skal lyve, så han gør, som de siger, og mister sin formue og dermed muligheden for at hjælpe Gepetto. I sin desperation graver Pinocchio efter guldmønterne, og igen bliver scenen brugt på eminent vis, og mens han graver, forsvinder han ned i scenegulvet. Som barn må det være en visuel spektakulær oplevelse at overvære.

Men sceneteknikerne bliver ved med at overgå sig selv. Da Gepetto drager ud for at finde Pinocchio og ender på en lille båd omringet af vand, danner scenografien pludselig rammen for det store skvulpende hav. Og da de to som bekendt mødes igen, er det i maven på en kæmpe hval, hvor scenetæpperne på magisk vis illustrerer hvalens vejrtrækninger.

Pinocchio er ægte teatermagi, der ikke kan forklares – det skal opleves.

Dukkernes dobbelthed giver moralen dybde

At gøre Pinocchio til delvist dukketeater er selvsagt et oplagt valg. Alligevel formår Sara Cronberg at bruge dukkerne i forestillingen til at skabe en dybde, der gør forestillingen til en oplevelse for både børn og voksne.

Katten og Ræven forsøger som nævnt at narre Pinocchio, og til netop dette gør de brug af dukker, der forestiller et venligt ældre ægtepar, som er dem, Pinocchio ser. Det at Ræven og Katten er onde, men bruger deres bevidsthed om det gode til at snyde, viser en kompleksitet i moralen om, at ondskab sjældent er endimensionel. Og at fortælle det på så elegant vis, som det er tilfældet her, er i sidste ende det, der gør Pinocchio til en enestående fortælling, der er lærerig for både børn og voksne.

En anden lille genistreg er de skift, der bruges til at vise Pinocchio som henholdsvis selvsikker dukke på vej på eventyr og jaget vildt. Ved førstnævnte er der Rawcliff, der med elegant lethed og imponerende kropskontrol giver Pinocchio liv. Når dukken tager over, er han et let bytte for blandt andet Ræven og Katten, der nådesløst fanger Pinocchio, og i slutningen af første akt hænger den hjælpeløse dukke – ja, du læste rigtigt.

Pinocchio er ikke kun for børn. Der er både surrealisme, voksenhumor og dystre undertoner i denne mesterlige forestilling.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Anmeldelser