Anmeldelse: Er du gal, hvor kan de synge i musicalen ’We Will Rock You’

’We Will Rock You’ på Dominion Theatre i London var en af de første store London-musicals jeg så. Her spillede den i imponerende 12 år, før den lukkede i 2014. Jeg var fuldstændig blæst bagover af, hvor storslået og energifyldt det var. Totalt opslugt af musikken og historien, omend sidstnævnte måske ikke er den stærkeste nogensinde. Men det fungerede.

Siden har jeg set musicalen adskillige gange og måtte konstatere, at man kommer langt på kvalitetsbarometret ved alene at kunne synge og fremføre Queens ikoniske numre. Det kan de i den grad også i Tivoli i Lion Musicals’ opdaterede versionering af ’We Will Rock You’, men her er det desværre ikke nok til at dække over, hvor meget resten halter.

Fremtiden er hot pink

Med lad os komme tilbage til kritikken og starte med at gøre det klart, hvad det er for en versionering, instruktør Nikolaj Cederholm byder det danske publikum anno 2025.

Vi befinder os stadig i fremtiden, hvor jorden nu hedder iPlanet, og herskeren Killer Queen har forbudt al ikke-digitalt musik. Alle i verden hører det samme musik, går i det samme tøj og tænker det samme. Men under overfladen vokser modstanden i rebelgruppen, The Bohemians, der kæmper for retten til at være anderledes og genkomsten af rockmusikken.

Allerede fra start står det klart, at vi har bevæget os væk fra det rockede, overvejende mørke og læderprægede look, der ellers ofte har kendetegnet musicalens originale æstetik.

Her har fremtidsdystopien ændret kulør og er blevet hot pink og Tik-Tok’et. Det er Nicki Minaj og Katy Perry med et godt skvæt cirkus-core oven i. Det har både sine fordele og ulemper. Idéen er god nok, hvis forestillingen i højere grad skal matche nutidens glatte AI-digitale skærmunivers, men det er svært ikke at savne en smule mere rock’n’roll til at komplimentere Queens lydunivers.

I kontrast til det bliver de glitrende bodysuits og rebellernes cirkuslook næsten fjollet, lidt højskolet og på grænsen til det søgte.

Imponerende stærke sangere

Til gengæld er skuespillerne en ubetinget fordel for værket. Er du gal, hvor kan de synge, og de gør det alle, som gjaldt det deres liv. Debutant og hovedrolleindehaver Thomas Bluhme er muligvis lidt grøn i spillet som den unge, særlige rebel Galileo Figaro, men han synger til gengæld med Freddy Mercury-værdig klang.

Laura Wildt er som karakteren Oz en sand energieksplosion, der virkelig serverer show og fornemt demonstrerer, hvordan hendes næsten countryknækkede lidt atypiske musicalstemme gør sig særligt godt i store rocknumre.

Og så skal evigt gode Nanna Rossen selvfølgelig også fremhæves som den kvindelige hovedrolle, Scaramouche. Karakteren virker til at have lidt gevaldigt under en instruktørmæssig frasortering, men Rossen gør, hvad hun kan, med det hun har. Vigtigst af alt synger hun dog, så man ærgrer sig over, at hun ikke synger meget mere, end hvad tilfældet er.

Slay, Killer Queen, Slay!

Allermest igennem brager dog Lea Thiim Harder som den ondsindede og mordlystne Killer Queen. Hendes totale stemmekontrol muliggør en imponerende smidig vekslen mellem fyldig va va voom og Disney-prinsesset lyst, der gør hende herligt troværdigt psykopatisk. Hun er ganske enkelt et pletskud i rollen, og måske forestillingens allerstørste attraktion.

Med det sagt bærer alle forestillingens medvirkende dog værket flot frem, selvom materialet, de står med, er mangelfuldt. De fremstår måske ikke som de allerskarpeste dansere, men er trods alt tilgiveligt jævne i Nellie Bethel Raineys koreografier. Når de til gengæld åbner munden for at synge, giver det kuldegysninger helt ad lårene og får en til at glemme tid og sted.

Ironisk strakt arm

Og med det er vi tilbage ved kritikken, for forestillingen som helhed kan ikke følge trop med sangerne. Dramatiker Line Knutzon har oversat og opdateret dialogen, og hendes lommekrøllede og hyperspecifikke stil mærkes især i forestillingens humor.

Bohemian-lederen (her spillet af Jimmy Jørgensen), der oprindeligt har heddet både Pop og Buddy, hedder i denne udgave det meget Knutzonske “Buddy Holly… fra Vejle”. Personligt er jeg vild med Knutzon og synes, hendes finurligheder klæder musicals, der ellers er berygtede for deres meget storladne facon.

Og det er da også tydeligt, at Knutzon og Cederholm har villet lave en sjov musical og lagt vægt på det gakkede. Det overdøver dog desværre også historien, som det ellers virker til, at der har været ambitioner om skulle sige noget om vores nutidige forhold til skærme og distancering fra virkeligheden.

Det træder bare aldrig tydeligt frem, fordi den overdrevne brug af fjol nærmere ender med at holde historien ud i ironisk strakt arm, og det bliver det ikke godt af.

Et overfladisk resumé

Sådan ender det måske især også, fordi der er sakset så hårdt i historien, at den er endnu tyndere end sædvanligt. Fortællingen står fragmenteret tilbage, og etableringerne halter i en sådan grad, at det ikke just kan være nemt for nye ’We Will Rock You’-publikummer at følge det sci-fi-univers, historien udspiller sig i, eller karaktererne i det hele taget.

Deres buer er nemlig også skåret ind til det overfladiske, hvorfor Galileo og Scaramouches (ellers ret centrale) kærlighedshistorie f.eks. virker helt mærkværdig og utroværdig. Pludselig er de kærester, uden at vi har fået så meget som snerten af optakt til det.

Nikolaj Cederholm synes ikke at være gået særligt helhjertet ind i historien, men nærmere til at være gået til det med en tanke om, at folk alligevel bare kommer for musikken.

Men når nu det er en musical og ikke en teaterkoncert, som Cederholm ellers er mester til, så vil jeg gerne have en helstøbt fortælling og ikke et overfladisk resumé mellem numrene.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: