Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: Forestillingen 'EKS' er perfekt ubehageligt klaustrofobisk

Af
Line Kirsten Søderberg Nikolajsen
30. januar 2025
Anmeldelse af 'EKS' på Det Kongelige Teater
Mikkel Arndt, Julie Agnete Vang og Marie Bach Hansen i 'EKS' / Foto: Emilia Therese / Det Kongelige Teater

Del artikel

Marie Bach Hansens præstation er i sig selv en billet værd i dette tyske kammerspil på Det Kongelige Teater.

EKS

Spilleperiode: 25/01 - 01/03 - 2025 (Herefter på turné i hele landet frem til 10/04-2025)
Teater: Det Kongelige Teater
Genre: Drama
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi: Jonas Fly
Dramatiker: Marius von Mayenburg
Medvirkende: Marie Bach Hansen, Mikkel Arndt og Julie Agnete Vang
Spilletid: 2 timer og 15 min inkl. pause

“EN ELLER ANDEN, FORLAD DEN STUE MED DET SAMME!” tænker jeg desperat efter ganske kort tid. Konflikten ulmer fra første minut i tyske Marius von Mayenburgs skuespil, da Daniel (Mikkel Arndt) kommer hjem til hans og Sibylles (Marie Bach Hansen) moderne arkitektlejlighed i jordfarver og beton, hvor alt står snorlige, kun forstyrret af deres to børns legetøj, der flyder i stuen.

Ordene fyger passivt aggressivt afsted fra et stift latterliggørende smil, der forsøger at placere skylden for spændingerne hos den anden. Hun er blodtørstig og søger dramaet i hvert et ord, han siger. Han er først afværgende og blød, men viser så pludselig tænder og giver igen.

Da hans eks (Julie Agnete Vang) pludselig ringer og fortæller, at hun er gået fra sin kæreste og vil komme forbi og overnatte, ved vi, at det herfra kun kan blive grusomt, og at publikum er fanget i konflikten og må stå ubehagelighederne igennem med karaktererne de kommende timer, indtil alt er ødelagt.

En moderne helvedes nat

Er man nogenlunde velbevandret i teatret, er der ikke langt til sammenligningen med Edward Albees nyklassiker ‘Hvem er bange for Virginia Woolf’ der for nyligt spillede på Teatret ved Sorte Hest med Iben Hjejle i hovedrollen.

Nogen vil måske også kende den som filmklassiker fra 1966 med Elizabeth Taylor. Her er der nemlig også tale om en helvedes nat med et ægtepar i magtkamp. Fornedringen af hinanden. Sammenbruddet af glansbilledet. En udefrakommende tredjepart, der antænder et flammende bål. Ligheden er slående, og det ville være nemt at undre sig over, hvorfor det skulle være nødvendigt med så lig en modernisering af et allerede storslået værk.

Men drivkraften bag den ægteskabelige konflikt er dog alligevel forskellig. For selvom angrebne og afhængigheden af hinanden er en fællesnævner, bunder den hos Albee i en sær og afgrundsdyb kærlighed, hvor den hos Mayenburg er af mere økonomisk og praktisk art. Kærligheden mellem Sibylle og Daniel synes nemlig smuldret hen i jalousi og spydighed.

Smerteligt genkendeligt

Der er noget herligt genkendeligt og samtidig dybt ubehageligt over replikkernes realisme. Bedst som grinet slipper mine læber, over hvor absurde deres skænderier er, stivner det også i den smertelige erkendelse af at have hørt mig selv agere på præcis samme måde, når det lille overskudsmanglende menneske i mig har fået lov at føre ordet.

Det er vel også heri en stor del af kvaliteten ved det virkelighedsnære kammerspil ligger. Udover potentialet til at fungere som vindue ind til den menneskelige psykologi er det nemlig også et spejl foran publikum, der måske nok får dem til at grine, men forhåbentligt også reflektere over egen adfærd.

Det lykkes Mayenburg netop med i sin tekst, fordi han rammer det universelle i den smalle og intime dialog. Replikken kan godt blive lige vel kunstig og stiv momentvis – om det skyldes originalen eller oversættelsen fra tysk er svært at vurdere.

De steder, hvor tekstarbejdet ikke helt slår til, har Thomas Bendixen dog kløgtigt instrueret det mere naturligt gennem mimik og intonation, og det er tydeligt, hvor hamrende dygtig en personinstruktør han er, og i hvor høj grad han mestrer den præcision, der skal til for at gøre et værk hverdagsligt livsnært.

Første akt i tomgang

Det er da også afgørende, at skuespillet fungerer. Selve teksten og dialogen er nemlig ikke altid helt stærk nok til at kunne bære den varighed, den spændes ud over. Særligt første akt trækker i langdrag og savner handlingsmæssig udvikling.

Efter et par volter af Sibylle og Daniels mildest talt udfordrede kommunikation med hinanden, tænker jeg, “Okay, we get it, de skændes dumt over latterlige ting, hvad så mere?”.

Der er ikke meget kronologisk fremdrift eller psykologisk udvikling hos karaktererne at fodre vores nysgerrighed med, i forhold til hvorfor forholdet er skredet sådan, og hvorfor de mon opfører sig, som de gør.

Der sker heldigvis mere på den anden side af pausen, men tomgangsfølelsen, der har indfundet sig, er svær at slippe. Derfor er det også heldigt, at det stærke hold skuespillere rent faktisk formår at holde værket nogenlunde fri af kedsomheden på trods.

Skuespillet bærer værket

Altid gode Mikkel Arndt rager publikums solidaritet til sig med sine ludende og kuede stakkels mand-skuldre, for derefter at kaste det hele på gulvet igen, da hans karakter knækker over i det egoistisk vatpikkede og afslører sig selv som den mindst sympatiindgydende af de tre.

Blødheden viser sig at være forstenet for længst og er nu ren facade for ikke at virke som den mest forfærdelige. Måden, hvorpå han gør Daniel troværdig med sin gode fornemmelse for den naturlige repliklevering, er simpelthen fremragende.

Det samme kan siges om Julie Agnete Vang, der skriger “here comes trouble” alene med det væsen, hun besjæler eksen Franziska med. For selvom der på overfladen er noget uskyldsrent over hendes mere drømmende natur, og den naive følsomhed, Vang spiller hende frem med, så passer hendes spraglede mondering og lakskinnende tigerstribede taske ikke ind i Sibylle og Daniels stringente lejlighed, der lugter langt væk af first-world problem, velhavende middelklasse.

Perfekt provokerende Marie Bach Hansen

Allermest rørende er dog Marie Bach Hansen. Karakteren er på grænsen til det endimensionelle i den konstante jagt på sin mands smertetærskel i første akt, men som historien udfolder sig, viser hun sig at være langt den mest interessante figur, der får forklaret og forsvaret sin utilstedelige adfærd med et brændende mindreværd, der er drevet at en evigt tilstedeværende (og berettiget) jalousi.

Den har drevet hende ud i en ustandselige, hånlig søgen efter grænsen og skæringspunktet for, hvor han vil forlade hende, så jalousien kan hviske “hvad sagde jeg?”.

Det er den eneste måde, hun kan overdøve den ydmygelse, hun konstant føler og bibeholde en vis form for kontrol. Det langsomme sammenbrud, Marie Bach Hansen så flot får personificeret i Sibylle, er i sig selv en billet værd.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Anmeldelser