Anmeldelse: I familieforestillingen ‘Ronja Røverdatter’ er alt ved det gamle

Astrid Lindgrens fantastiske historier er kendt og elsket af mange, og historien om røverkongens datter er absolut ingen undtagelse. Den er fortolket igen og igen på både scene og film, senest i en flot anlagt Netflix-serie. På Folketeatret er det Sebastians musicaludgave fra 1991, der er sat op.

Akkurat som hos Lindgren følger vi Røverkongen Mattis’ datter Ronja, der bliver født på en bragende uvejrsnat. Som Ronja vokser op, har hun svært ved at tilpasse sig røverlivet og søger ud i skoven, hvor hun stifter bekendtskab med alskens overnaturlige væsner. Her møder hun også Birk, der er søn af den rivaliserende røverkonge, Borka, og som hun med tiden bliver bedste venner med.

Alt ved det gamle

I instruktør Mads M. Nielsens opsætning er alt, med andre ord, som det plejer – på godt og ondt. Selvom man har omdøbt Lindgrens “grådværge” til det mere politisk korrekte “grålinger”, så er det heller ikke mere 2024, end at alle røverne stadig kun er mænd.

Man har holdt fast i Lindgrens insisteren på at præsentere børn for svære emner som døden på ganske nøgtern, men smuk vis, og gudskelov for det. Det er på den måde en utroligt nostalgisk oplevelse, for det føles som at se de familieforestillinger, jeg selv så som barn i 90’erne, og dem slog ingen sig på.

Det skal helt sikkert nok underholde både store og små. På den mindre gode side kan et ufarligt bud som dette dog også lugte lidt af kedsomhed og mangel på valg og kreativitet.

Gråt i gråt

Også Nadia Nabil Korsbæks scenografi føles som en sikker børneforestilling fra engang. Der er desværre ikke meget magisk årstidsskov at forelske sig i i det gennemgående grå look. Det er borg og klipper, der ser ud til at være lavet i papmaché, og det lysende grønlige pladevats-mos, der er pyntet sporadisk med, leder ikke heller ikke just tankerne væk fra skolekomedie.

Selvom nogle af skovens farlige pelsede væsner er kommet på fjernstyrede hjul og suser rundt på scenen, så ændrer det ikke på, at det virker visuelt bedaget. Det er en skam med en forestilling, der ellers på papiret giver rig mulighed for lege løs med det moderne teaters muligheder, som for alvor kunne indhylle børnene i teatrets magi og gøre øjnene store.

Røverkongens vidunderlige datter

Monica Isa Andersen forstår dog at fortrylle, og hun må siges at være et fund til rollen som Ronja. Selvom hun i øjeblikke balancerer på grænsen til Disney-sødme i replik og dådyrøjne-udtryk, klarer hun sig overordnet igennem som en viljestærk og eventyrlysten, men også troværdigt følsom røverdatter.

Hun har en vidunderligt smittende energi, og så brillerer hun ikke mindst med sin vidtspændende og sikre sangstemme. Det sker især i samspillet med den hamrende charmerende debutant Sigurd Thomasen, da de for alvor folder deres vokale kunnen ud og løfter forestillingens energiniveau i ’Din skov, min skov’, hvor Ronja og Birk først strides og siden bliver venner.

Sebastians musik lever

Generelt er det store stemmer, der præger forestillingen og giver forrygende liv til Sebastians ikoniske musik. Det fungerer over hele linjen - lige fra fjollede røverpruttesange over Charlotte Guldbergs inderlige bud på ’Ulvesangen’ til Rasmus Fruergaards kuldegysningsfremkaldende ’Mattissong’.

Det er også i sangene, at skuespillet er bedst, for uden om dem synes det spilmæssige ambitionsniveau generelt ikke at række længere end til det forventede. Ingen er dårlige, men det brager heller ikke rigtig.

Det løfter sig primært hos Jakob Højlev Jørgensen som den finurlige og storpruttende olding Skalde-Per, der får både børn og voksne til at grine højt, og hos Ari Alexander, der som den eneste synes at komme med et nogenlunde nyt og personligt bud på sin rolle som røverkongen Borka.

Langt for de mindste

Det er med god grund, at historien om Ronja netop er udkommet som tv-serie, for det er faktisk en omfangsrig historie, der strækker sig over lang tid. Den kræver, at instruktøren holder tungen lige i munden for at dosere univers og historie præcist, og i denne iscenesættelse rammer det ikke altid plet.

Der skøjtes lige vel hurtigt over dele af handlingen, måske fordi der er meget, der skal nås, og samtidig bruger vi lang tid i røverborgen med mange af de samme røverfjollerier. En lidt skarpere nedskæringskniv havde ikke nødvendigvis skadet, for med en spilletid på over to timer med pause bliver det en lang omgang for de yngste publikummer (aldersgrænsen er 6 år).

Med det sagt er ’Ronja Røverdatter’ på Folketeatret udmærket underholdning, og der er ingen fare for, at den vil afskrække nogen fremtidige teaterpublikummer, og det må siges at være en afgørende og vigtig kvalitet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: