Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Som i himlen’ begejstrer trods forfærdelig lyd i Operaen

Af
Line Kirsten Nikolajsen
20. november 2023
som i himlen det kongelige teater anmeldelse
Lars Arvad, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Nadin Reiness, Mathias Hartmann Niclasen og Betty Glosted i 'Som i himlen' / Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Del artikel

Musicalopsætningen af den svenske hitfilm på Det Kongelige Teater vinder på sin charme og kant, men trækkes ned af ét kæmpestort problem.

Som i himlen

Teater: Det Kongelige Teater Operaen
Spilleperiode: 18. november 28. december 2023
Genre: Musical
Instruktør: Edward af Sillén (instruktør ved genopsætning: Johanna Hybinette)
Dramatisering: Kay Pollak og Carin Pollak
Medvirkende: Carsten Svendsen, Sicilia Gadborg, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Jesper Lundgaard, Troels Malling, Cecilie Stenspil, Nicoline Siff Møller, Betty Glosted, m.fl.
Spilletid: 2 timer og 45 min. (inkl. pause)

Jeg græd som pisket, da jeg så den Oscar-nominerede film Som i himlen fra 2004 første gang. Derfor kunne det ikke andet end at begejstre en musicalpige som mig, da Det Kongelige Teater offentliggjorde musicaludgaven som en del af sæsonens program.

Der er dog ikke mange tårer at spore i øjenkrogen på mig, da jeg forlader Operaen efter premieren på det danske bud på hitmusicalen fra Sverige. Godt nok har jeg klappet og hujet højt under fremkaldelsen, for det har været en god oplevelse, men glæden over Som i himlen spoleres af et stort og grumt problem.

Horribel lyd

Lyden er rent ud sagt forfærdelig. I første del af forestillingen er det næsten umuligt at høre, hvad der bliver sunget, og skuespillernes forstærkede lyd harmonerer slet ikke med det store orkesters. Når de endelig trænger lidt igennem, lyder det, som om de taler inde fra en blikdåse, og hos de mest højtråbende skuespillere får man både deres naturlige lyd og højttalerlyden i en forskudt pærevælling.

som i himlen det kongelige teater anmeldelse
Kristian Rossen og Maria Lucia Heiberg Rosenberg
Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Jeg kunne komme med mange ukvalificerede bud på, hvad der rent teknisk går galt, men jeg vil i stedet nøjes med hovedrystende at undre mig over, at man ikke har sørget for at få styr på noget så grundlæggende og afgørende, når man, som landets største teater, beslutter sig for at lave musical.

Det bliver lidt bedre undervejs, men jeg priser mig lykkelig over, at jeg på forhånd kender fortællingen om stjernedirigenten Daniel Daréus, der, efter at være blevet erklæret dødssyg, beslutter sig for at rejse tilbage til sin lille flække af en hjemby for at leve sin sidste tid der. Dem, der ikke har haft fornøjelsen af filmen, må hjælpes af de irriterende overtekster, der forstyrrer øjet forestillingen igennem.

Charmerende landsbytosser

Puha – med sådan en gang opkast som indledning kan det jo være svært at forstå, hvorfor forestillingen så alligevel lander på fire hjerter. Det gør den, fordi det gode trods alt er så godt, at det kan trække gevaldigt op. Som i himlen er nemlig i udgangspunktet en virkelig dejlig musical, som her bliver spillet af et hold stjernedygtige skuespillere.

Da den vrede og indadvendte Daniel vender hjem til den temmelig religiøse bonderøvsby, møder han hurtigt det lokale kor. En broget flok, der overtaler ham til at blive deres korleder og gøre dem gode, hvilket scenisk udmønter sig i en vidunderlig collage, hvor koret finder deres tone, og Daniel langsomt bløder op.

som i himlen det kongelige teater anmeldelse
Nicoline Siff Møller, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Kristian Rossen, Laura Thomsen og Silas Santin
Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Her mærker man især, hvor godt fat i karakterne skuespillerne har. Der er en del komik at hente i sådan en flok lillebyfolk, og Troels Malling får da også vredet det meste ud af hans frembrusende købmand, Arne, der er hamrende ambitiøs på korets vegne, men i farten får trampet andre ufølsomt over tæerne.

Nicoline Siff Møller er også herligt sjov og detaljeorienteret som den konservative og støvede Siv, der næsten ikke kan være i sig selv af bare opstemthed og benovelse over stjernedirigentens nærvær. Fælles for hele flokken er, at de balancerer humoren flot og ikke malker den unødigt. Det holder sig i det charmerende, skæve og respektfulde, så karaktererne aldrig bliver parodier, men troværdige eksistenser, man får lyst til at gå til kor med.

Sangere med kant

I en del af de bærende roller har man castet skuespillere, der kan synge og ikke er uddannede musicalperformere. Skal jeg generalisere lidt, giver det skuespillet en smule mere dybde og sangene lidt mere kant, hvilket klæder en bjælkehytte-musical som denne, hvor jazzhands og de store showudskejelser er erstattet af det mere nære og virkelighedstro.

En af dem er Carsten Svendsen, der leverer et solidt bud på Daniel. Vi tror på hans knudemand, der tynges af social usikkerhed og sorgen over hans mors tidlige død, og vi smelter med ham, da han, i mødet med koret, mærker kærlighed til mere end bare musikken igen.

Han forelsker sig i den evigt omsorgsfulde sweetheart Lena, og det er svært ikke at gøre det samme fra publikumsrækkerne, for Sicilia Gadborg er så uimodståeligt bedårende og indtagende i rollen. Et ubegribeligt godt match til karakteren. Selv om Gadborg egentlig er uddannet musicalperformer, før hun uddannede sig som skuespiller, har hendes vellydende stemme en atypisk musicalklang, som klæder dette uprætentiøse univers godt.

som i himlen det kongelige teater anmeldelse
'Som i himlen'
Foto: Camilla Winther / Det Kongelige Teater

Lidt musical-lir er der dog at hente hos det vokale kraftværk Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der spiller Gabriella, som gennem koret finder styrken til at forlade sin mand, der tæver hende. Det ødelægger dog ikke forestillingens intimitet, for hun er så relativt alene om den store overlegne musicalstemme, at musicalens ubestridte hit Gabriellas Sang kun gavnes af hendes kræfter og står tilbage som et kuldegysfremkaldende musikalsk højdepunkt.

Materialet holder

Forestillingen har et godt grundmateriale med sig fra filmen og har klaret forvandlingen til musical aldeles heldigt. Filmens troværdige sødme er bevaret, og det fornægter sig ikke, at Sverige har en stærk tradition for at skrive god popmusik.

Selv om jeg kunne have ønsket mig en smule mere fra den folkemusikalske skuffe for at forstærke atmosfæren og nærheden, er det svært at beklage sig over et velspillende og enormt orkester. Det er lækkert og giver mening i forhold til historien om stjernedirigenten, men storheden forhindrer også musicalen i for alvor at krybe ind under huden og trække tårer. Ikke kun musikalsk, men også scenisk.

Operaen synes at være for stor en scene til så intim en historie, og jeg forestiller mig, at det kunne have haft væsentligt mere slagkraft og virkning på mindre plads, for potentialet, materialet og de spilmæssige kræfter er der.

Del artikel

Læs mere omTeaterMusical

Andre Kultur | Anmeldelser

Mest læste