Anmeldelse: Temperaturen når aldrig feberhøjder i den nye opsætning af ’Saturday Night Fever’

Der er salg i nostalgien. I hvert fald hvis man skal tro de kommercielle musicalproducenter, der efterhånden har lagt musicalscene til mangt en populær film fra fortiden.

Hos musicalproducenten One & Only Musicals har både Flashdance, Dirty Dancing, Grease og senest Matador f.eks. været på plakaten. Det samme har den populære 70’er-diskofilm Saturday Night Fever (der gjorde John Travolta berømt) allerede en gang før i 2017, og nu mener de altså, at det er blevet tid til et gensyn med den og med Silas Holst som konge af dansegulvet.

En tynd historie

Silas Holst spiller den unge newyorker Tony Manero, der fordriver tiden i 70’ernes Brooklyn som butiksmedarbejder. Han lever dog mest for weekenderne, hvor han slår sig løs på dansegulvet og glemmer den problemfyldte hverdag på diskotek Odyssey.

Virkeligheden kan dog ikke danses væk, og det bliver tydeligt for ham, da han melder sig til en dansekonkurrence og finder en ny og anderledes dansepartner, Stephanie Mangano (Josefine Tvermoes), der giver ham håb om en vej ud af trængslerne.

Men lige så stærke danseben, der sidder på Tony, lige så tyndbenet er historien omkring ham. For i musicalen er det festen og dansen, der er i fokus, mens dramaet og de dybere karakterhistorier ikke er noget, der vægtes synderligt.

Sangene er ujævnt drysset ud over forestillingen og finder aldrig rigtig deres gennemgående plads andet end som feststartere. Det er vældig udramatisk og temmelig fladt, selv om historien gerne vil vidt omkring.

Jappet tempo

Som det af og til sker, når film laves til teater, bliver tempoet og antallet af sceneskift lige heftigt nok i forsøget på at få så meget af filmen med som muligt. Den nogenlunde smidige scenografi løser det egentlig rimeligt, men dramaturgisk bliver det jappet.

Således bliver det også næsten ufrivilligt komisk, når de mange skift markeres af forestillingens to sangere, Line Krogholm og Ilang Lumholt, der dukker op i nogle underlige bure i siden af scenen for at lave lidt kort fraseringsblær over de store hits.

Det virker som et resultat af den kommercielle musicals altoverskyggende frygt for stilhed, så det ender i et hæsblæsende show, der er så forhippet på at underholde, at det tilsidesætter teaterkunsten.

Hvad laver de?

Lige præcis de to sangere vækker generelt undren. For selv om de synger Bee Gees’ hits lækkert og med stort overskud, er det underligt, at de i det hele taget skal være med som ekstra sangere, der ellers ikke indgår i historien.

For de øvrige karakterer synger også selv, og selv om der er langt imellem de helt store vokale præstationer, kan de faktisk godt.

Især Søren Torpegaard Lund, der som altid synger guddommeligt på sit store solonummer Tragedy, selv om han skal fremføre den i en hæslig højskolekoreografi, hvor de øvrige spillere holder ham fast for at synliggøre den modstand, hans karakter bokser med.

I ensemblet er der også stærke sangere, hvilket Alberte Kyst og Tobias Arentoft kort får lov at demonstrere. Så hvorfor ikke lade dem synge det hele? Hvorfor ikke flette sangene lidt mere helstøbt ind i fortællingen og lade dem være karakterernes og ensemblets?

Hvorfor skal der to ekstra sangere på, som efterlader Silas Holst og Josefine Tvermoes akavet tomhændede og næsten mimende på forscenen, mens nogle andre synger for dem, når nu de kort forinden har bevist, at de udmærket kan selv?

Diskofesten lever

Hvad man ikke får af kvalitet i musicalens grundmateriale og historie, får man til gengæld på diskofest og skarpe dansere. Bee Gees-numre som Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love holder stadig og er umådeligt svære ikke at lade sig rive med af, når de spilles så sikkert og svingende, som bandet gør det her.

Man får lyst til at tage til fest på diskotek Odyssey og indgå i de velsmurte koreografier, der både byder på tidssvarende disko-moves, electric boogie og pludselig også lidt voguing, selv om det vel ret beset hører sig 80’ernes ballrooms til. Men skidt pyt – jeg tager det gerne med, når det leveres af så karismatiske dansere som her.

Silas Holst takker af – næsten

One & Only Musicals har solgt forestillingen på at være Silas Holsts næstsidste danseforestilling. Det er altså ikke sidste chance for at se den populære musicalstjerne. Vi kan regne med én danseforestilling mere og sikkert flere fremtidige forestillinger uden dans.

Ved premieren på Saturday Night Fever får man da også den tanke, at det nok er meget godt med en udløbsdato på de store danseroller. Dels har Silas Holst efterhånden spillet sin del af unge førsteelskere med pomadehår, og det er efterhånden lidt komisk, at han med sine 41 år skal spille teenager.

En udfordring, der bestemt ikke bliver mindre synlig af, at man har castet yngre og sprødere dansere og musicalperformere i ensemblet. Det er heller ikke den mest overskudsagtige Silas Holst, der står på scenen ved premieren.

Holst har for længst bevist, at han har sin berettigelse på musicalscenen. Han er god. Men han virker mere træt og forpustet end sædvanlig og kæmper f.eks. med at skulle synge Night Fever ovenpå et stort dansenummer.

Man kan kun håbe, både for os og for Holst, at afrundingen af dansekarrieren giver anledning til andre og mere alderssvarende roller, der giver ham lov til at bevise, at hans udmærkede vokal og gode fornemmelse for naturlig repliklevering og komisk timing kan bruges i andet end Travolta-smarte drengeroller.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: