Anmeldelse: ‘Tivolirevyen’ føles som Temu-udgaven af ’Live Fra Bremen’

Komiker Linda P har overtaget posten som kreativ chef på Tivolirevyen, efter revy-ikonet Lisbeth Dahl sidste år takkede af. Og det så da også spændende og lovende ud, da Tivoli offentliggjorde, at Thomas Warberg, Kurt Ravn og Søs Egelind skulle gøre hende selskab på scenen i årets revy.

Midt i april kom det dog frem, at Egelind havde trukket sig “grundet forskellige forventninger til produktionen”. Hvad det præcist dækkede over, overlod alle parter til mystikken, hvorfor de mere sladrevorne spekulationer om, hvorvidt det handlede om stridigheder eller materialets kvalitet, fik lov at rulle. Nu har vi så selv fået syn for revyens indhold, og på bagkant af det kunne man fristes til at tro, at sidstnævnte måske har haft betydning for beslutningen.

Point for forsøget

For der er meget lidt, der rent faktisk fungerer i årets Tivolirevy. Egentlig er jeg vild med tanken om Linda P som ny kreativ chef. Revyen har længe trængt til fornyelse, og det har ofte undret mig, at de moderne komikere/satirikere og revyen ikke fik mere gavn af hinanden.

Førstnævnte kunne måske bidrage med noget af den tæft, fornyelse og moderne humorforståelse, som revygenren har syntes at savne. Potentialet fejler altså intet, og der er da også noget ‘friskt’ over den mere standuppede måde, mange af teksterne og jokesene er skrevet på.

Sammen med især Linda P’s uanfægtelige talent for at lave sjove karakterer med polypper og tung dialekt, er det da også ofte det parameter, der er udslagsgivende for de grin, der trods alt udløses undervejs.

Indhold uden substans

Det er dog ikke nok til at redde teksterne, der halter gevaldigt. Dels virker de vældig ufærdige og kommer aldrig rigtigt i mål eller får lavet det famøse afsluttende svirp, der for alvor kan sætte en satirisk tekst lige i skabet.

Faktisk har de generelt lidt svært ved at runde af og trækkes for det meste i unødvendigt langdrag med gentagelser af pointer – i et tilfælde i form af en hel sang, som afrunder på en clickbait-tekst, der blot gentager de få pointer, der lige er blevet leveret i den talte sketch.

Mest graverende er det dog, at teksterne ikke rigtig handler om noget. Måske lidt lavthængende banaliteter, men aldrig nogen samfundsrelevante fællesreferencer. Det kan gå an med enkelte indslag, der blot er båret af en ekstremt sjov karakter og idé, som Kurt Ravns “I falder bare ind” velgørenhedsindsamler, der, bevæbnet med et sæt maracas, undervurderer sværhedsgraden af sin egen publikumsinvolvering.

Men når de ikke er placeret i øvrig substans, bliver det samlede udtryk enormt vattet.

Ikke en revy

Derfor er det godt nok også en stramning at kalde Tivolirevyen 2025 for en revy. En revy skal gerne kunne se på sin samtid, det seneste år eller de mest aktuelle emner. Måske endda spidde magthaverne og tendenserne lidt og give os anledning til i et midlertidigt pusterum at grine af tidens vanvid.

Den opgave fraskriver Tivolirevyen sig totalt, selvom de ikke er sene til at få nævnt, at det står voldsomt til i verden, for så at kaste sig ud i en tom sketch uden større formål. De få gange, der rent faktisk peges på tendenser i tiden, som f.eks. klimaaktivister eller clickbait-overskrifter, gør den ikke så meget mere end at pege på de allerbredeste og langtidsaktuelle fællesreferencer. Den gør sig ikke umage med at sige noget med det, men fortæller os blot, at det findes.

Det føles som påklistrede temaer på virkelig haltende sketches, hvor der er satset på, at fjollede karakterer kan hive den hjem. Det kan de bare ikke, for man må kunne forvente mere for billetprisen, end hvad der virker som de kasserede, halvfærdige figurer, som komikerne aldrig fik med i diverse TV-sketch-shows.

Er revy-mærkatet afgørende for, at en forestilling som denne kan fungere? Slet ikke. Havde det øvrige fungeret, kunne man måske se gennem fingre med fejlkategoriseringen. Men som sketch-show er det desværre ikke mindre-krampagtigt og vækker mindelser om det hedengangne ’Live Fra Bremen’, hvis man havde bestilt det fra TEMU.

Syngende mellemlægspapir

Instruktør Mads M. Nielsen har nemlig truffet nogle meget mærkværdige valg i iscenesættelsen, som det er meget svært at finde mening med. Formidable Xenia Lach-Nielsen er hyret ind som sanger, og selvom hun er udstyret med en imponerende stemme, der kan få dig til at glemme det meste omkring dig, så yder brugen af hende ikke hendes talent retfærdighed.

Hun er placeret som syngende mellemlægspapir, der agerer overgang mellem de forskellige indslag, hvilket måske kunne fungere, hvis sangene sagde noget om det øvrige. Men her er det bare tilfældigt udvalgte sange som ’Hit The Road Jack’ og ’One Way Or Another’, der skal underholde publikum uden nærmere forklaring.

At hun tilmed skal være klædt i 60’er-spadserdragt, en tarvelig paryk og et konstant flirtende udtryk gør det ikke bedre, og det trækker udtrykket endnu mere i bagudskuende og boomer-agtig retning, end det allerede er tilfældet.

Er det panikløsninger?

Jeg bruger det meste af den (heldigvis) relativt korte spilletid på at undre mig over de valg, der er taget uden dog at kunne komme på en fornuftig forklaring. Hvad har man dog tænkt med brugen af sangeren og bandet, der ellers spiller virkelig godt?

Hvorfor skal Thomas Warberg pludselig lave 15 minutters klassisk standup midt i anden akt? Er det en panikløsning? Hvorfor siger de alle replikker så stift og kunstigt? Hvorfor har de ikke gjort sig mere umage for at skrive noget skarpere? Det burde da kunne lade sig gøre med den talentmasse, der udgør årets revy.

Det kræver mere end bare at sætte navne på, hvis revyen skal fornyes og forynges gennem brug af standup-komikerne. Det kræver også en vilje til rent faktisk at ville sige noget og en langt bedre og skarpere iscenesættelse og tekstmasse, end hvad her er tilfældet. Som forestilling og revy er det desværre meget mislykket.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: