
Cannes Film Festival siger nej tak til nøgenhed på den røde løber

Da den årlige filmfestival i Cannes - filmenes og ikke mindst et af årets højdepunkter for den røde løber - blev skudt i gang tirsdag den 13. maj, var der nye boller på suppen, hvad angik de celebre gæsters påklædning.
Filmfestivalen, som er kendt for at tiltrække alt fra de ypperste A-liste skuespillere samt modeller, it-girls og andet godtfolk, er også blevet en showcase for overdådige skrud - og ofte meget blottet hud. Men sådan er det ikke mere.
Fra i år har filmfestivalen nemlig indført nye retningslinjer for påklædningen på den røde løber, og de ‘naked dresses’, der er blevet comme il faut til den franske festival er nu forbudt.
“Af anstændighedsårsager er nøgenhed ikke tilladt på den røde løber eller i et hvilket som helst andet område af festivalen," står der nu i den officielle dresscode til Cannes Film Festival.
Det må være nedslående nyheder for de vante gæster som Bella Hadid, Gigi Hadid, Irina Shayk, Hari Nef, Ngoc Trinh, Didi Stone, Kendall Jenner, Leila Depina og Natascha Poly, der alle har leveret mindst ét naked dress-look på den røde løber i anledning af den prominente festival.

Men nøgenhed er ikke det eneste, der er nedlagt forbud imod.
Dresscoden er yderligere blevet opdateret således, at kjoler med meget lange slæb heller ikke er tilladte, eftersom de kan skabe kø på den røde løber - og det understreges, at festivalen har indsat særligt personale ved indgangen til den røde løber, der har mandat til at afvise alle gæster, der ikke er klædt på i henhold til de opdaterede retningslinjer.
Det bliver dog interessant at se de nye regler håndhævet de facto, eftersom de største tilhængere af netop generøse mængder hud på den røde løber i mange tilfælde også er på kontrakt med festivalens største sponsorer, herunder mærker som L’Oréal, Kering og Chopard. Mon et ansigt for et stort sponsorbrand faktisk kan afvises, hvis hun (eller han) viser lidt for meget hud? Vi får se.
I mellemtiden tager vi et blik ned ad mindernes vej med de bedste naked-dress looks fra Cannes Film Festival i tidens løb.
Ilona Staller, 1988
Mila Jovovich, 1997
Victoria Abril, 1997
Cameron Diaz, 2002
Jourdan Dunn, 2015
Kendall Jenner, 2016
Bella Hadid, 2016
Ngoc Trinh, 2019
Winnie Harlow, 2019
Bella Hadid, 2021
Didi Stone, 2022
Hari Nef, 2023
Irina Shayk, 2023
Leila Depina, 2023
Bella Hadid, 2024
Natasha Poly, 2024
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: