Elias Sadaq arbejder for hårdt: “Jeg får tunnelsyn og kommer til at skubbe folk væk fra mig”

Solen skinner i baggården ved Blaagaard Teater. Det samme gør signetringen på Elias Sadaqs finger for ikke at tale om hans ordforråd, der umærkeligt får flettet ord som ‘eskapisme’ ind i samtaler om alt fra popkultur til Reddit.

Således er det tydeligt, at ord udgør hele eksistensgrundlaget for Elias Sadaq. Udover et drevent og behageligt aarhusiansk taler digteren og dramatikeren med et sjældent nærvær, uanset om spørgsmålene handler om guilty pleasures eller verdenslitteratur.

Med et udslået krøllet og skinnende hår, der ville gøre selv Diana Ross mere end misundelig, sidder han så her i gården ved teatret, hvor hans digtsamling ‘Djinn’ bliver vakt til live på scenen dette efterår.

Derfor arbejder han i øjeblikket på højtryk for at omsætte digtene til dramaturgi.

‘Djinn’ handler om at være queer, brun og muslim. Om at lære at elske sig selv. Digtsamlingen trækker tråde til forfatterens eget liv, der har været alt andet end ukompliceret. Blandt andet fordi han har vedholdt, at han som menneske sagtens kan rumme både sin tro og sin seksualitet.

Selvfølgelig.

Vi byder Elias Sadaq hjerteligt velkommen i ‘Status’, hvor han blandt meget andet fortæller om sin forkærlighed for svømmehaller, hummus og et helt særligt sted på Frederiksberg. Og ikke mindst historien om dengang han mødte Frank Ocean i Latinerkvarteret i Aarhus.

Hvad er det første, du læser hver dag?

Jeg er lidt ærgerlig over at sige min telefon. Men det første, jeg gør, er at gå på Reddit og scrolle feedet igennem. Jeg har kurateret min Reddit-profil i forhold til mine interesser, så jeg følger eksempelvis en SubReddit, der handler om Nintendo Switch, en, hvor brugerne diskuterer musik og albums, og så følger jeg også en, der hedder ‘Faux Moi’, der også diskuterer popkultur, men på en lidt mere gay måde. For mig er Reddit næsten lidt eskapistisk, fordi det hverken handler om politik eller nyheder.

Hvad er din favoritavis?

Weekendavisen. Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor man abonnerede på aviser overhovedet, men jeg har på en eller anden måde altid været fan af Weekendavisen. Selvom jeg ofte er uenig i det, de skriver, er jeg virkelig fan af måden, de formidler det på. Det er en smuk avis, når man folder den ud, og den dækker kulturen rigtig godt.

Hvad er den vigtigste bog, du nogensinde har læst?

‘Hundrede års ensomhed’ af Gabriel García Márquez. Jeg læste den første gang, da jeg var omkring 15 år. En dag kom min mor hjem med en stak bøger, fordi hun havde været nede ved bibliotekaren og spørge efter bøger til hendes læseglade søn, altså mig. ‘Hundrede års ensomhed’ var med i stakken, og den gjorde et virkelig stort indtryk på mig. Jeg følte, at det var verdenslitteratur, og jeg kunne genkende alle de magiske virkemidler, der mindede mig om mine bedsteforældre i Marokko, hvor man også dyrker magi i de små landsbyer som sådan en hverdagsting. Og så betød det bare noget for mig, at min mor gav mig bogen, selvom hun ikke selv havde de ressourcer og kulturelle kapitaler.

Hvad er din største last?

Dem har jeg mange af. Men min største… arh, det lyder lidt corny at sige, men det er alligevel nok, at jeg arbejder for hårdt, at jeg er selvkritisk og aldrig helt tilfreds. Selvom det også er en styrke – et drive – så er det også en last, fordi jeg får tunnelsyn og kommer til at skubbe folk væk fra mig. Hvor meget vil man ofre, når man laver kunst? På den ene side har jeg en idé om, at jeg er villig til at ofre alt for det, jeg laver, men det betyder også, at jeg går glip af noget med mine nære relationer.

Hvad gør du så for at finde ro?

Svømmer. Jeg gør det i en time to-tre gange om ugen og har virkelig bare noget med svømmehaller. Jeg er meget fascineret af arkitekturen. Når man svømmer, kan man kun lave den ene ting. Man kan ikke second screene eller høre en podcast. Mit eneste fokus er min vejrtrækning og mine tanker. Det lyder måske skørt, men jeg har skrevet vildt mange af mine digte, når jeg har svømmet. Jeg har bygget dem op inde i hovedet.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Chokolade. Min yndlings er en mælkechokolade fra Lindt. Eller en med havsalt.

Hvad spiser du så rigtig tit?

Hummus. Til alt nærmest.

Hvad er din underlige besættelse?

Det er jo nok poesi. Nogle gange kan det eksempelvis være svært at finde bøger, der er udgået. Jeg er cyklet de mærkeligste steder hen for at finde en meget lille specifik pamflet af en bog.

Hvad for en kunstner har du senest lyttet til?

FKA Twigs. Hun har lige udgivet et album, der hedder ‘EUSEXUA’, og det har jeg virkelig lyttet meget til. Jeg føler mig stærk, når jeg hører det.

Hvilken film eller serie kan du se igen og igen?

Lige nu ser jeg for eksempel ‘Steven Universe’ for måske tredje gang. Den er skrevet og animeret af en kunstner, der hedder Rebecca Sugar. Udover at serien er virkelig smuk, rummer den også en virkelig, virkelig fin tematik om queerness, men på en meget subtil måde. Den er bygget op omkring de her antropomorfiske ædelstene, der smelter sammen og bliver til intetkøn.

Hvad for en ting gør dit liv lettere?

Min kæreste. Han er jo ikke en ting, men han bakker mig helt vildt meget op i mit arbejde. Kører mig til mine oplæsninger, sidder blandt publikum, og så har han været en virkelig stor opbakning under min uddannelse. Han lægger altid øre til, også selvom han måske ikke kan hjælpe med fagligheden, og den tryghed i partnerskabet og kærligheden gør mit liv lettere. At man er et hold.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

Min gode veninde og kollega, Amina Elmi. Jeg er inspireret af den måde, hun skriver på, men også hendes overskud og varme. Jeg bliver også meget inspireret af dramatiker Maria Bjørn. Hun skriver med en kæmpestor omsorg og forståelse for andre mennesker.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Sasaa. En afrikansk restaurant på Nørrebro. Det er så hjemmelavet, og det minder mig bare om mit hjem. Og jeg er sikker på, at jeg er mæt og glad, når jeg er gået derfra. Det er virkelig vigtigt for mig. Jeg ved ikke, om det er jyden eller marokkaneren i mig.

Hvad er dit yndlingssted i byen?

Frederiksberg Have. Da jeg var en lille jyde, der kom til København for første gang, tænkte jeg bare: “What! Findes det her sted midt i byen!”, der gik bare påfugle rundt, og det undrede mig meget, at de kunne få lov til det, uden at nogen ville prøve at fange dem. Jeg er vokset op i et alment boligbyggeri, så der var bare noget magisk ved den smukke have, hvor man kan se årstiderne skifte. Når jeg går ture der i dag, lader jeg mig fylde med storhedsvanvid og går og drømmer om alt det, jeg skal skrive.

Hvad gør du for lidt?

Jeg får lidt dårlig samvittighed af at sige det højt, men jeg bruger hundrede procent for lidt tid med min familie og mine venner. Bare sidde på en café med dem og nyde livet. Det er jo nok det der med, at man tager det lidt for givet, at de bare altid er der. Det vil jeg gerne ændre på.

Hvad er dit motto?

Jeg siger ofte: “Det er, hvad det er.” Det er meget banalt, men jeg synes også bare, det siger det hele.

Hvilken podcast lytter du til?

I ti år har jeg lyttet religiøst til den amerikanske podcast, der hedder ‘The Read’. Det er to komikere, Kid Fury og Crissle West, der er værter. De snakker om popkultur og har også en læserbrevkasse. Den sidste sekvens i podcasten hedder så ‘the read’, som er et queer-begreb, der indikerer, at man sætter nogen på plads. De forholder sig altså til noget i samfundet, som de er utilfredse med, eller som de synes er uretfærdigt. De er begge afroamerikanere og queer, så de har oplevet meget modstand og giver deres frustrationer luft, men samtidig er det hele også meget komisk. De skaber virkelig et trygt rum, hvor man kan tale om alt, og den podcast har på en eller anden måde været med til at opdrage mig.

Hvad er dit happy place på internettet?

Der er opstået den her nye genre på YouTube, der hedder video essays, hvor der er nogen, der virkelig dykker ned i et emne. Det kan være en halvanden time lang video, der handler om maskulinitetskultur, eller om hvad der egentlig skete med Ash fra Pokémon, da han blev voksen.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

Min første tanke er Frank Ocean. Jeg har endda hilst på ham engang i Aarhus. Han skulle spille på Northside, det var nok i 2012, og jeg var på vej hjem fra arbejde på cykel, da jeg så en kæmpe bil i Mejlgade i Latinerkvarteret, der ligesom bare ikke hørte til. Og så sad Frank Ocean bare inde bag ruden. Jeg var så starstruck. Det er første gang, jeg har oplevet, at jeg virkelig ikke var mig selv. Jeg gik over til vinduet som en anden manisk fan og fik sagt til ham, hvor meget hans musik betød for mig. Jeg tror, han sagde: “Thank you,” og nikkede anerkendende. Men jeg tog ikke en selfie med ham.

Hvad var din seneste søgning på Google?

Aarhus Teater, min læge og South Harbour Café.

Hvad vil du ønske, flere kendte til?

Jeg ville ønske, at flere folk kendte til, hvad en dramatiker egentlig er. Hvis du spørger folk, hvem deres yndlingsforfatter er, vil de hurtigt kunne nævne nogle stykker. Det samme kan de ikke med dramatikere. Det er på ingen måde, fordi de er ikke er interesserede – der er bare ikke ligeså stor synlighed, når det kommer til dramatik. Jeg ville ønske, at dramatik var mere relevant i en samfundskontekst, fordi det giver folk muligheden for at kaste et blik på andre menneskers liv. Det giver os en mulighed for at spejle os, men også en mulighed for at forstå andre menneskers verdener. I min digtsamling ‘Djinn’ er hovedkarakteren queer, muslim og besat af en djinn (en slags ånd, red.), og det er måske de allerfæreste, der kan relatere til det specifikke, men de fleste kan relatere til det universelle i kampen om at lære at elske sig selv.

Hvad er det sidste, du gør hver dag?

Min kæreste og jeg læser højt for hinanden. Lige nu læser vi ‘Narnia’.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: