Kultur | Nyheder

Marina Bouras: ”Jeg rejser gerne hertil for at se teater"

Af
Louise Kidde Sauntved
17. september 2024
Marina Bouras interview Vogter
Foto: PR

Del artikel

Ugens profil er skuespiller Marina Bouras, der netop nu er aktuel i Gustav Möllers fængselsfilm 'Vogter'.

Hvad var din seneste kulturoplevelse?

– Jeg har lige været på Arken Museum og se udstillingen Anish Kapoor – Unseen, med den britisk/indiske kunstner Anish Kapoor, der med sine skulpturer og installationer undersøger fraværet og tomheden. Han har et unikt blik for former, materialer og farver – især hans helt unikke sorte farve, som han har skabt og patenteret, så kun han må bruge den. Den farve er ret vild, den absorberer lyset mere end andre sorte farver, og man vil bare gerne ind i den. Hans værker er meget sanselige og åbner op for nye måder at opleve verden på. Udstillingen er der til 20 oktober – så det er bare om at komme af sted

Hvad skal en god kulturoplevelse kunne?

– Den skal kunne udfordre vores kulturelle værdier som traditioner, sprog, normer og overbevisninger. Den skal gerne have enten en emotionel, intellektuel, social eller kreativ betydning, der kan skabe dialog, sætte et aftryk og betyde noget for nogen.

Hvem vil du helst opleve kultur med?

– Med min mand, en ven eller mine børn – alt afhængigt af oplevelsen. Fælles for dem alle er dog, at vores mulighed for at dele oplevelsen giver os en efterfølgende mulighed for at gå i dialog omkring den og dele vores refleksioner og perspektiver – og dermed berige hinanden.

Kort om Marina Bouras

Kendt fra:
En lang række roller på dansk film, tv og teater.

Aktuel med:
Filmen Vogter, der netop har fået biografpremiere, og teaterstykket I tilfælde afDet Kongelige Teater, der får premiere 19. september.

Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

– Åh, der er mange, især teateroplevelser. En af dem er, da Nationalscenen i Grækenland spillede Elektra af Sofokles i Thanos Papakonstandinous iscenesættelse og med Niki Psychogious fantastiske scenografi, da den spillede på Epidaurus i Grækenland, som er det store antikke teater, hvor der kan sidde ca. 15.000 publikummer. Alt gik op i en højere enhed den aften. Skuespillet, scenografien, dramaturgien, musikken, instruktionen, vejret, stedet, publikum – og alle 15.000 mennesker stod op og klappede længe, da forestillingen var færdig. En anden er, da jeg så Since She, en danse-/teater- forestilling, af den græske instruktør, koreograf og billedmager Dimitris Papaioannou, produceret af Tanztheater Wuppertal Pina Bausch, i Athen. De billeder og stemninger de skaber, og den måde, de bruger deres kroppe og genstande på, er helt eminent. En helt tredje er, da jeg en forårsdag sad på et dejligt tæppe i Frederiksberg have med min mand, og vi læste Charles Bukowskis romaner højt for hinanden.

Hvilken by er din yndlingskulturby?

– De fleste storbyer har noget, jeg gerne rejser efter for at opleve. Berlin, Stockholm, Paris, – men Athen er nok den, jeg er mest i – også af familiære årsager. Athen tiltrækker mange store internationale teaterforestillinger, koncerter og billedkunstnere, og samtidig er der er en meget levende undergrund, som tilsammen er med til at skabe et rigt og mangfoldigt kulturudbud.

Hvilke kulturoplevelser glæder du dig til?

– Jeg er i gang med prøverne på I tilfælde af Howard Barker på Det Kongelige Teater, instrueret af Henrik Grimbäck, og vi har premiere 19. september. Howard Barkers poetiske og groteske univers består af 10 intense scener om mennesker, der kæmper med at få kontrol over deres tilværelse, mens de presses til det yderste og tvinges til at blive konfronteret med menneskelighedens afgrund. Han undersøger, hvad der er tilbage af menneskeligheden, når fundamentet under civilisationen krakelerer? Det glæder jeg mig til at være en del af, og jeg håber, I vil komme og se med.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Nyheder