Kultur | Nyheder

Vi Elsker Serier står bag ny kulturpris med Afshin Firouzi som vært

Af
Signe Bjørg Granberg
9. april 2025
Det Vi Elsker Prisen
Skuespiller Afshin Firouzi er vært ved Det Vi Elsker Prisen 2025 / Foto: Kristina Pedersen

Del artikel

Danmarks nye kulturpris, Det Vi Elsker Prisen, hylder de fortællinger, der samler os på tværs af film, serier, tv, bøger og teater. Den storstilede prisuddeling løber af stablen den 4. juni i Store VEGA.

Med skuespiller Afshin Firouzi ved roret hylder Vi Elsker Serier ved en helt ny prisuddeling det bedste inden for film, serier, tv, bøger og teater. Kort sagt: Alt det, vi elsker.

Den nye kulturpris, Det Vi Elsker Prisen, løber af stablen den 4. juni ved et storstilet show i Store VEGA i København.

Publikum, branchen og samarbejdspartnere kan se frem til en aften, hvor årets banebrydende kulturelle fyrtårne, der har inspireret og underholdt os alle sammen, hyldes. I alt bliver der uddelt 11 priser.

Med Det Vi Elsker Prisen ønsker Vi Elsker Serier at hylde og skabe fællesskab omkring alt det, vi elsker:

- Vi lever i en verden i konstant forandring, hvor den ene breaking news efter den anden præger vores hverdag. Derfor søger mange af os tilflugt i film, serier, tv, teater og bøger – både som underholdning og som en kilde til refleksion. Men det har aldrig været sværere at navigere i det enorme udbud af indhold, og derfor ønsker vi med Det Vi Elsker Prisen at hylde og skabe fællesskab omkring alt det, vi elsker, fortæller Carina Nørgaard Schou, chefredaktør på Vi Elsker Serier.

Det Vi Elsker Prisen
Afshin Firouzi er vært ved 'Det Vi Elsker Prisen'. Her sammen med Vi Elsker Seriers chefredaktør, Carina Nørgaard Schou.
Foto: Kristina Pedersen

Aftenens vært, Afshin Firouzi, fik sit store gennembrud i 2024, da han spillede Assad i biografsuccessen 'Den grænseløse'. I øjeblikket er han aktuel med sin første hovedrolle i actionthrilleren 'Hele vejen', hvor flere anmeldere har rost hans præstation.

- Jeg er beæret over at få muligheden for at føre publikum gennem Det Vi Elsker Prisen i 2025. Jeg glæder mig til en festlig aften i Store VEGA, hvor vi sammen hylder det bedste underholdning fra det forgangne år, der har samlet os danskere, skabt samtaler og givet nye minder, lyder det fra Afshin Firouzi.

Det Vi Elsker Prisen
Afshin Firouzi er årets vært på 'Det Vi Elsker Prisen'
Foto: Kristina Pedersen

Det Vi Elsker Prisen uddeler følgende priser: Bedste serie, Bedste film, Bedste forestilling, Bedste krimi, Bedste TV, Bedste hovedrolle - serie, Bedste hovedrolle - film, Bedste instruktør, Bedste birolle - serie, Bedste birolle - film og en Talentpris.

De nominerede i de 11 kategorier bliver afsløret på et senere tidspunkt inden uddelingen den 4. juni.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Nyheder