Anmeldelse: Der mangler også spænding i bog to fra 'Lars Kepler'-duoen

At titlen på duoen Alex Ahndorils – et ”pseudonym” for forfatterparret Alexandra og Alexander Ahndorils (Lars Kepler-bøgerne) nye hygge-whodunit skulle vise sig at være selvprofetisk, lå ikke umiddelbart i kortene, da krimien skulle læses.

Men som titlen siger, Jeg lukker øjnene og beder, er det vitterligt følelsen, man sidder med undervejs.

For anden bog i forfatternes Nøgle-serie er til tider så frustrerende læsning, at der ikke er andet at gøre end falde på knæ og bede til de højere magter om, at sproget bliver mindre David Caruso i CSI-Miami-tåkrummende og handlingen knapt så forudsigelig.

Alligevel er anden bog en klar forbedring i forhold til den forrige, Jeg skal finde nøglen, der mest af alt mindede om en pamflet-version af Mænd der hader kvinder.

Vores detektivhelt Julia Stark har knapt nok haft tid til at hvile på laurbærrene, før den næste sag melder sin ankomst. Skuespilleren Bianca Salo er bange for, at hun har en stalker. Ikke bare en hvilken som helst en af slagsen. Hun frygter nemlig, at det er hendes afdøde forlovede, den brasilianske diplomat Nicolas.

Angsten har så solidt greb i hende, at hun ikke tør tage hjem om aftenen, da hun ringer til Julia fra det teater, hvor hun er pt. er i gang med et stykke. Privatdetektiven lover derfor at overnatte, og det er den nat, hvor bogens knap første 50 siders handling foregår.

En god og rolig introduktion, hvor vi får hele settingen på plads og et lille indblik i, hvilket persongalleri vi kommer til at møde i resten af historien. Men efter den lovende start, forfalder resten af Jeg lukker øjnene og beder til mange af de irriterende problemer, som var at finde i Jeg skal finde nøglen.

Krimi i tomgang

Konceptet i Nøgle-bøgerne er meget ligetil: Julia Stark får en sag i starten af bøgerne, og derefter bruger hun resten af tiden på at finde frem til, hvem end gerningsmanden er i den pågældende sag, samtidig med at hun forsøger at genfinde romancen med sin ex, politimanden Sidney.

Konsekvent slutter det med, at hun samler alle de mistænkte og herefter forklarer, hvordan hun har fundet frem til skurken. Det er ren Agatha Christie-whodunit, bare uden den samme finesse.

At Ahndoril-duoen har skævet til klassikerne, er der ingen tvivl om, men vi er tydeligvis stadig på et stadie, hvor de famler efter den stil, der skal give Nøgle-bøgerne eksistensberettigelse, og hvad der gør dem unikke i forhold til lignende litteratur.

Julia er egentlig en ganske spændende karakter. Efter at have overlevet et flytstyrt som teenager, i hvilket hendes far, mor og to søskende samt alle andre ombord mistede livet, er hun plaget af en forkrøblende PTSD og fysiske skavanker, inklusiv ar over hele kroppen.

Derfor er det også pudsigt, at vi skal helt frem til bog to for at høre historien fra hende. I den første bog kunne man selv samle puslespillet omkring, hvad der var sket med Julia, uden at det blev italesat eksplicit. Men mange af årsagerne til, hvad der rumsterer i hendes indre, bliver stadig holdt ude i armslængde.

Det lugter langt væk, at man har tænkt sig at sprede de oplysninger ud over så mange bøger som muligt, og hver bog slutter med en cliffhanger, så man er nødt til at læse videre.

Den slags hører sig mere hjemme i en tv-serie, og derfor kan det undre, at Netflix har valgt at gå i gang med en film-adaptation af første bog, Jeg skal finde nøglen, fremfor en serie. Omvendt ville det også være at koge suppe på udkogte ben, da første bog kun er på 269 sider.

Bedre end 1’eren

Mere volumen er der i Jeg lukker øjnene og beder med hele 303!

Og bogen har også mere spænding end den forrige. De forskellige mennesker omkring teateret er mere interessante og med kant – inklusiv en ældre skuespiller med glubsk appetit på stoffer og smukke kvindelige kollegaer, som virker til at være slet skjult baseret på den skandaleombruste svenske skuespiller Mikael Persbrandt.

Til gengæld er Julia og Sidneys relation stadig en 'et skridt frem og to tilbage'-omgang. Det er lige vel sæbeopera-teatralsk og minder mest om den slags romance-noveller, man finder til en 10’er ved bogudsalg i den lokale Føtex.

Mysterie-delen med hvem, der er Bianca Solos stalker, er også en gang ebbe og flod. Bedst som der rent faktisk bliver opbygget noget spænding og drama, bliver det punkteret (typisk) af noget Julia og Sidney-lirumlarum.

Sidney-karakteren er en krykke, som holder Julia-figuren tilbage. Fingrene er krydset for, at han snart må lade livet i historiefremdriftens tegn eller bliver parkeret på den parkeringsplads, hvor alle detektivers ekser ryger hen.

Opklaringsarbejdet i puslespilskrimien er lige på. Hvis der er et spor eller en person, som er vigtig, er man ikke i tvivl, fordi navnet bliver nævnt tilpas mange gange til, at man ikke kan være i tvivl om, at det er vigtigt.

At der er gået inflation i cozy crime, er der ingen tvivl om. Derfor er det vigtigt, at vi som læsere siger fra overfor det middelmådige. Det er ikke for meget forlangt at blive beriget med kvalitet, når man investerer flere timer i et værk.

Og indtil videre formår Nøgle-serien ikke at hive sig op ad middelmådighedens endeløse hav.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: