'Hijack' med Idris Elba vender tilbage med en ny sæson
Første sæson af Hijack blev en af de mest populære serier på Apple TV+ sidste år. Her møder vi Idris Elbas karakter Sam Nelson, der er på vej hjem til London fra Dubai, da en gruppe flykaprere overtager flyet og holder alle passagererne som gidsler.
Men som man hurtigt finder ud af, er Sam ikke bare en almindelig passager, men til gengæld en topklasse-forhandler, og han giver flykaprerne kamp til stregen for at få flyet og alle dets passagerer helskindet ned på jorden igen.
En af seriens forcer er, at den foregår i en form for realtid – det vil sige, at man som seer følger intenst med i de ca. syv timer, som flyet er i luften, hvilket følger sæsonens episoder.
Hvad anden sæson byder på plotmæssigt, vil seriens executive producer og hovedrolleindehaver, Idris Elba, ikke ud med endnu, men han lover fuld knald på spændingen:
– Jeg blev chokeret over publikums overvældende respons på den første sæson. Hvilken ny situation, Sam Nelson står over for denne gang, er tophemmelig, men jeg kan godt love, at vi vender tilbage med lige så meget spænding som sidst!
Hvornår anden sæson af Hijack lander på Apple TV+, ved vi ikke endnu, men indtil det sker, kan man jo se eller gense den første, spændende sæson.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: