Anmeldelse: 'Hijack' er spænding på første klasse

Idris Elba spiller Sam Nelson, der er på vej hjem til London fra Dubai på en omtrent syv timer lang flyvetur. Han håber at kunne vinde sin ekskone tilbage, selv om hun ikke vil have noget med ham at gøre. Da en gruppe af flykaprere overtager flyet og holder alle passagererne som gidsler, får vi at vide, at Sam er en forhandler i topklasse, som firmaer hyrer til de sværeste forhandlinger.

Sam sætter hurtigt sig selv i den varme stol og vil gøre alt for, at flyet og passagererne kommer helskindede frem til London. Det er dog ikke så lige til. For ikke nok med at han skal forholde sig til, hvad der umiddelbart virker som terrorister, så skal han også holde styr på de passagerer, der gerne vil tage sagen i egen hånd.

På jorden begynder flere parter langsomt at fatte mistanke om, at alt ikke er, som det bør være på flyet. Herfra stiger og stiger spændingen som et fly, der letter.

Tiden flyver afsted

I markedsføringen af Hijack bliver der gjort en del ud af, at serien foregår i ’realtid’, som man kender det fra f.eks. 24 timer. Det har dog ikke en særlig fremtrædende karakter. Der er hverken nogen ’ticking clock’ eller anden form for markør, der konstant minder seeren om, hvor lang tid der er gået.

Det er alligevel underordnet, for tiden flyver simpelthen afsted. Allerede 20 minutter inde i første afsnit er kapringen i gang, og derfra gives der ikke slip.

I orkanens øje er Sam, der spilles fænomenalt af Idris Elba, der har så stærk en tilstedeværelse, at alle andre blegner til sammenligning. Sam er observant, kølig og agerer rutineret selv under det stærkeste pres. Man får uden ord fornemmelsen af, at hans tanker kører med 100 kilometer i timen.

For hans vedkommende er kapringen en stor forhandling. Hvad er det modparten vil have? Hvordan skal de håndteres? Hvad ved jeg om dem, og kan noget af det bruges imod dem? At se ham opsnuse disse oplysninger og bruge dem tager nærmest form af en blanding af et parti skak og en runde texas Hold’em med livet som indsats.

Ind til benet

Hijack er en meget spartansk serie. Der er et meget fokuseret og singulært mål: at få flyet sikkert ned på jorden. Stort set alt omhandler dette - både på flyet og nede på jorden, hvor lufthavnspersonale, antiterrorenheder og højtstående politikere gør, hvad de kan fra deres side for at få styr på situationen.

Det er ikke en serie, hvor vi dykker langt ned i karaktererne. Faktisk ved vi stort set intet om dem ud over deres erhverv. Seriens fokus taget i betragtning trækker det heller ikke serien ned. Det gør det til gengæld, når serien enkelte gange prøver at presse noget sentimentalitet af sig, og det falder til jorden som et flystyrt.

Hverdagens helte

Hvis der endelig er noget tematisk, som Hijack vil presse igennem, er det vigtigheden ved hverdagens helte. Gang på gang ser vi, at det er de lufthavnsansatte, der lægger mærke til, at noget er galt og går i dybden med alle anormaliteter.

Imens ser vi de højere stillede lufthavnsansatte og politikere, der i første omgang sætter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er et problem, og derefter bruger lige så meget tid på at placere et ansvar som på at løse problemet.

Uden at gå i detaljer har serien en lidt overgjort slutning, der føles en tand unødvendig. Det giver et lidt påduttet klimaks, men tager ikke fra den spænding og fremragende opbygning, der har været undervejs.

Man står tilbage og bliver nærmest tilfangetaget som passagererne på flyet. Man vil bare have afsnit efter afsnit i de håndterbare 45-minutters bidder, de kommer i. Og det er en af de gange, hvor man kan dirre af irritation over, at der kun kommer ét afsnit om ugen.