Film | Nyheder

Se første trailer for 'Vogter' med Sidse Babett Knudsen, Dar Salim og Sebastian Bull

Af
Signe Bjørg Granberg
27. juni 2024
Vogter
Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull spiller hovedrollerne i den nye danske film 'Vogter' / Foto: Nordisk Film

Del artikel

Den nye fængselsfilm er instrueret af Gustav Möller, der også stod bag filmen 'Den skyldige' fra 2018. Og ud fra traileren at dømme byder 'Vogter' på lige så intenst drama som den forrige film.

Vogter handler om den idealistiske fængselsbetjent Eva (Sidse Babett Knudsen), der bliver fanget i sit livs dilemma, da den unge mand Mikkel (Sebastian Bull), der er dømt for mordet på hendes søn, anbringes i det fængsel, hvor hun arbejder.

Uden at afsløre sin hemmelighed beder Eva om at blive flyttet til den unge mands afdeling, og så starter et nervepirrende drama, hvor Evas retsfølelse sætter både hendes moral og fremtid på spil.

Foruden Babett og Bull er Dar Salim, Marina Bouras, Jacob Lohmann, Olaf Johannessen, Siir Tilif og Rami Zayat også at finde på rollelisten.

Gustav Möller har instrueret filmen, og manuskriptet har han skrevet sammen med Emil Nygaard Albertsen, som han også arbejdede sammen med på Den Skyldige.

Vogter fik en flot modtagelse ved verdenspremieren i hovedkonkurrencen på Berlin filmfestivalen tidligere på året, og det danske publikum kan glæde sig til at se filmen i biograferne herhjemme fra 12. september.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder