TV | Nyheder

'Prinsesser fra blokken' vender tilbage på skærmen efter 8 år

Af
Signe Bjørg Granberg
6. august 2024
'Prinsesser fra blokken – otte år senere'
'Prinsesser fra blokken – otte år senere' følger fire af kvinderne fra det oprindelige cast / Foto: DR

Del artikel

Der er gået otte år, siden vi mødte de hardcore "prinsesser" første gang i DR's dokumentarserie. Kvinderne forsøger nu at blive voksne og klare sig selv – men hvordan gør man egentlig det, når man aldrig har lært det?

Der blev ikke sparet på selvbruner, kunstige negle og den rå attitude, da vi første gang mødte de såkaldte prinsesser fra blokken i DR's følgedokumentarserie fra 2016.

Her otte år senere vender fire af pigerne tilbage i en ny sæson af det populære program, og der er sket lidt siden sidst.

Hvor det i 2016 handlede om at feste og flygte fra et liv med mange udfordringer, handler den nye sæson om, hvor pigerne er i dag. Er de kommet videre fra perioden med det heftige festliv, eller kæmper de stadig med nogle af de voldsomme ting, der skete i deres barn- og ungdom?

Erik Struve, Chef for Bred kultur og Fakta hos DR, fortæller, at det har været vigtigt for DR og holdet bag programmet at følge op med pigerne og vise, hvor de er i dag:

– Da vi sendte Prinsesser fra blokken i 2016, kom en gruppe unge danske kvinder fra et hårdt miljø, der findes i flere danske større byer, på skærmen for første gang. De fik en stemme og fik lov til at fortælle deres historier. Vi synes, det er relevant og vigtigt, at de får lov til at fortælle, hvordan de historier fortsatte, nu hvor de står et andet sted i livet og skal klare sig som voksne.

Dokumentarserien er instrueret af Eva Marie Rødbro, der har arbejdet med prinsesserne i mere end 12 år, fortæller hun:

– Jeg startede arbejdet med prinsesserne helt tilbage i 2012, hvor Simona, der også er med i de nye afsnit, og jeg mødtes for første gang. For mig har det været, og er det stadig, et vigtigt projekt, som jeg har investeret rigtig meget i – også personligt. Jeg har med serien forsøgt at give kvinderne mulighed for at bruge de stemmer, de allerede har, og samtidig skabe en fortælling, hvor de kan genkende sig selv – med både deres styrker og mere sårbare sider.

Prinsesser fra blokken – otte år senere får premiere på DR1 og DRTV 14. august.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Nyheder

Mest læste