Serier | Guides

Disse film og serier skal du streame i august 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
31. juli 2024
Josephine Park i anden sæson af 'Skruk' på Netflix
Josephine Park i anden sæson af 'Skruk' på Netflix / Foto: Netflix

Del artikel

Vores journalist Claus Nygaard Petersen har finkæmmet månedens premiereplaner fra streamingtjenesterne og fundet frem til de film og serier, du skal se i august.

Sportsommeren 2024 fortsætter. Efter EM i fodbold kom Tour de France, og nu har vi taget hul på OL. Men er du ikke til sport, er der skam også andre ting at streame i august måned.

Der er både drama, komedie, romance, krimi, gys, kultur og alt derimellem, og titlerne er listet i den rækkefølge, som de har premiere i løbet af måneden.

The Responder sæson 2

De fleste husker Marin Freeman som Sherlock Holmes' retskafne assistent John Watson fra Sherlock eller den godmodige hobbit Bilbo Baggins fra Hobbitten-filmene.

En af karrierens fremmeste roller er dog som politibetjenten Chris Carson i The Responder. Som voldsparat ordenshåndhæver med en eksistentiel livskrise er han den britiske pendant til Tony Soprano, bare mere temperamentsfuld og følelsesmæssigt skadet.

Sæson 2 begynder seks måneder efter afslutningen på den første. Chris har stadig de udmagrende nattevagter, som han vil gøre alt for at slippe for. Ellers flytter konen Kate (MyAnna Buring), som han er separeret fra, til London med deres datter.

Da han får stillet i sigte, at det kan ske, hvis han hjælper med en narkosag, skyr Chris ingen midler. Danske Jeanette Nordahl er instruktør på de to første afsnit af anden sæson, hvor alle afsnit er skrevet af serieskaber Tony Schumacher.

The Responder sæson 2 kan ses fra 2. august hos DRTV.

The Umbrella Academy sæson 4

Igennem tre sæsoner har vi fulgt de seks adoptivsøskende Viktor (Elliot Page), Luther (Tom Hooper), Diego (David Castañada), Allison (Emmy Raver-Lampman), Klaus (Robert Sheehan) og Five (Aidan Gallagher), mens de har reddet verden på kryds og tværs af forskellige tidsperioder i Netflix’ The Umbrella Academy.

Sidst vi så dem, havde de alle mistet deres superkræfter og gik hver deres veje efter at have reddet verden fra fuldkommen udslettelse. Dog så vi til sidst, at det var en verden, hvor deres hensynsløse adoptivfar Reginald Hargreeves’ (Colm Feore) navn prydede næsten samtlige bygninger i byen.

Som teasertraileren til fjerde sæson afslører, finder søskendeflokken sammen igen. Og det ser ud til, at det bliver præcis lige så vanvittig og hjerteskærende en afslutning på serien, som vi har været vant til igennem The Umbrella Academy.

The Umbrella Academy sæson 4 kan ses fra 8. august hos Netflix.

Pørni/Pernille sæson 4

Efter tre sæsoner hos Viaplay rykker den underholdende komediedramaserie Pørni over til Netflix.

Omdrejningspunktet er stadig serieskaber og hovedrolleindehaver Henriette Steenstrups Pernille, kaldet Pørni. Med to børn, en nevø og en excentrisk far under sit ansvarsområde har socialarbejderen rigeligt på sin tallerken.

Og det tegner til, at serien fortsætter i samme velkendte spor. I sæsonens første trailer spørger Pørni sin datter om, hvad en ’pick-me-girl’ er, og det får hun så at vide med den ligefremhed, som kun en teenagepige kan levere.

Pørni/Pernille sæson 4 kan ses fra 8. august hos Netflix.

The Instigators

Matt Damon bliver genforenet med The Bourne Identity-instruktøren Doug Liman til heist-krimikomedien The Instigators.

Damon spiller Rory, der sammen med røverkollegaen Cobby (Casey Affleck) efter et fejlslagent røveri må flygte fra lovens lange arm. Med på slæb tager de Rorys terapeut, doktor Donna Rivera (Hong Chau), med sig, mens de har både politi og kriminelle lige i hælene.

Udover Damon, Affleck og Chau finder vi vidunderlige karakterskuespillere som Paul Walter Hauser, Michael Stuhlbarg, Ving Rhames, Alfred Molina, Toby Jones og Ron Rerlman på rollelisten. Desuden medvirker musikeren Jack Harlow i en mindre rolle som den kriminelle Scalvo.

The Instigators kan ses fra 9. august hos Apple TV+.

Industry sæson 3

En af de bedste dramaserier, som du formentlig endnu ikke har set, er Max-serien Industry. Heri følger vi en række unge finansfolk i London, mens de forsøger, alt hvad de kan og mere til, at nå til tops i den hensynsløse profession, hvor penge styrer alt.

Til tredje sæson føjes to prominente skuespillere til rollelisten. Game of Thrones-stjernen Kit Harington som chefen for tech-selskabet Lumi, Sir Henry Muck, og Barry-skuespilleren Sarah Goldberg spiller en portefølje-manager hos investeringsfirmaet FutureDawn.

Det er stadig de unge investorer Yasmin (Marisa Abela), Robert (Harry Lawtey), Eric (Ken Leung) og Harper (Myha’la), der er hovedpersonerne i den stærke dramaserie, som snildt kan mildne dine værste Succession-abstinenser.

Industry sæson 3 kan ses fra 11. august hos Max.

Bad Monkey

Serieskaber Bill Lawrence har skabt nogle af de mest bingeværdige serier gennem de seneste 20 år. Spin City, Scrubs, Cougar Town og ikke mindst Apple TV+-serierne Shrinking og Ted Lasso.

Det gode samarbejde med streamingtjenesten fortsætter med krimikomedieserien Bad Monkey, som er baseret på Carl Hiaasens roman af samme navn.

Andrew Yancy (Vince Vaughn) er en tidligere politiefterforsker, som nu er restaurantinspektør. Da en afhugget arm bliver fundet af en turist, bliver han hvirvlet ind i en verden af kriminalitet, grådighed og korruption.

Bad Monkey kan ses fra 14. august hos Apple TV+.

Prinsesser fra blokken – 8 år senere

Prinsesser fra blokken 8 år senere
'Prinsesser fra blokken: 8 år senere'
Foto: DRTV

Da den første udgave af Eva Marie Rødbros Prinsseser fra blokken ramte skærmene tilbage i 2016, blev dokumentarserien omgående en kæmpe succes.

Nu er det så tid til at se, hvad status er med den rå boligbloks prinsesser otte år efter, vi sidst var i deres selskab.

Voksenlivet kalder, men er de klar til at forlade teenagelivets eskapistiske rum af fester, stoffer og flygtige bekendtskaber?

Prinsesser fra blokken – 8 år senere kan ses fra 14. august på DRTV.

Daughters

Fædre og døtre har et helt særligt bånd.

For fire unge piger er der dog et særligt et af slagsen. Deres fædre sidder i fængsel, men takket være nonprofit-organisationen Girls for a Changes program ’Date with Dad’, opstår der en unik mulighed for styrke de familiære bånd under de ellers svære omstændigheder.

I Natalie Rae og Angela Pattons Sundance-vinder Daughters følger vi de fire unger pige, som gør klar til den store dag. Fædrene skal gennemgå en række terapisessioner, før de får lov til at iføre sig flot tøj og kan give både dem selv, men ikke mindst deres døtre et varigt minde for livet.

Daughters kan ses fra 14. august hos Netflix.

Emily in Paris sæson 4 del 1

Stik imod konspirationsteorierne var det ikke Emily Cooper (Lily Collins), der stod bag åbningsceremonien til OL i Paris.

Selv om det ellers ofte er sådan en lettere usandsynlig opgave, den amerikanske seriefigur ender med at få. Imellem de mange store PR-opgaver er der også det med kærligheden og de mange romantiske fristelser, som byernes by byder på.

Efter at Camille (Camille Razat) og Alfie (Lucien Laviscount) har sagt au revoir til forholdene med henholdsvis Gabriel (Lucas Bravo) og Emily, er der intet, der står i vejen for, at de to sidstnævnte kan finde sammen. Men så ville jo ikke være en romantisk dramaserie, hvis det var så lige til.

Emily in Paris sæson 4 del 1 kan ses fra 15. august hos Netflix.

The Union

Månedens stjerneduo som umage par i en Netflixfilm er denne gang Mark Wahlberg og Halle Berry i et plot, der dufter lidt henad Apple TV+-floppet Ghosted.

Wahlberg spiller bygningsarbejderen Mike, der bliver kastet hovedkulds ud i spionverden af high school-kæresten Roxanne (Halle Berry).

At dømme ud fra traileren ligner det en af de efterhånden klassiske streaming-actionfilm, hvor det meste af budgettet er gået til skuespillernes lønninger og actionscenerne. Når det er veludført, er det til gengæld en af de mere underholdende måder at tilbringe små to timer i streamingland, med hjernen halvt slået fra.

The Union kan ses fra 16. august hos Netflix.

Operarejsen: Akt 3

Operarejsen 3
Allan Gravgaard Madsen, Frederik Cilius og Rasmus Bruun i 'Operarejsen 3'
Foto: Frederik Bygballe/A&M Productions

Endelig er den bedste trio siden De Tre Musketerer tilbage til at uddanne og berige alt og alle om det skønne ved opera.

Alan Gravgaard Madsen, Frederik Cillius og Rasmus Bruun har til tredje akt skiftet det europæiske kontinent ud med det nordamerikanske.

I jagten på ny inspiration, hvor det skal blive større og vildere, smutter trioen over Atlanten og drager på roadtrip igennem USA. Det indebærer blandt andet et besøg på Frederiks gamle musikskole i Indiana og at bo i et hobbithus og en husbåd – højst sandsynligt til Allans utilfredshed.

Operarejsen: Akt 3 kan ses fra 18. august på DRTV.

Skruk sæson 2

En af 2022’s helt store serieoplever var Netflix-komedieserien Skruk, hvor Josephine Park var en uovertruffen oplevelse i hovedrollen som fertilitetslægen Nanna, der inseminerede sig selv med ekskæresten Mathias’ (Simon Sears) sæd.

Her i anden sæson følger vi så Nanna i alle forældreskabets herlige og nederen facetter.

Som teaserklippet for eksempel afslører, findes der næppe noget mere træls end en mødregruppe, hvor man low-key hader alle de andre, fordi de er samtlige forfærdelige klichéer af moderne forældre.

Skruk sæson 2 kan ses fra 22. august hos Netflix.

Pachinko sæson 2

Første sæson af Apple TV+-serien Pachinko var en af de bedste serier i 2022.

Adaptationen af Min Jin Lees fremragende bestsellerroman om en koreansk familie fortalt over flere generationer ramte plet med den fængende historie, de fremragende karakterer og de fuldstændig outstanding skuespilpræstationer.

Anden sæson er centreret omkring to tidslinjer, 1945 og 1989, hvor de forskellige familiemedlemmer står overfor skelsættende begivenheder i deres liv.

Pachinko sæson 2 kan ses fra 23. august hos Apple TV+.

Only Murders in the Building sæson 4

Cozy crime-serien over dem alle de senere år har uden sammenligning været den mesterligt charmerende Only Murders in the Building.

Veteranerne Steve Martin og Martin Short stod sammen med Selena Gomez for serielands herligste detektivtrio i form af den afdankede skuespiller Charles-Haden Savage, den feterede og højtråbende instruktør Oliver Putnam og kunstneren Mabel Mora.

Trioen, som står bag den navnkundige podcast i serien, skal i denne omgang opklare mordet på Charles' stuntdouble Sazz (Jane Lynch), der blev skudt i sidste afsnit af tredje sæson. Det bringer gruppen ind i filmbranchen, hvor der desuden bliver lavet en film om de tre.

Blandt gæsteskuespillerne i denne sæson er (igen) Meryl Streep, Eva Longoria, Eugene Levy, Zach Galifianakis, Kumail Nanjiani og Melissa McCarthy.

Only Murders in the Building sæson 4 kan ses fra 27. august hos Disney+.

Kaos

Hvad der på papiret lyder som rendyrket gakket komedie i Netflixserien Kaos, bliver måske en overraskende dyster omgang.

Jeff Goldblum som guden Zeus har, med skuespillerens mange excentriske præstationer de senere år in mente, quirky-komedie skrevet over det hele. Men når serien så har forfatteren af The End of the F***ing World, Charlie Covell, som afsender, giver den morbide teasertrailer langt mere mening.

Kaos er en moderne fortolkning af den græske mytologi. Zeus (Goldblum) er usikker på sin magtposition, og menneskerne begynder at gøre oprør mod de autoritære guder.

Kaos kan ses fra 29. august hos Netflix.

Terminator Zero

Animationsserier har fået et flot løft i løbet af de sidste 10 år, hvor mange har fået blikket op for, at de ikke bare er for børn.

Især Netflix har været gode til at søsætte serier tiltænkt et voksent publikum. Castlevania og He-Man-serien Masters of the Universe er to af de fremmeste eksempler på den seriøse tilgang, og det nyeste skud på stammen er Terminator Zero.

Som titlen antyder, handler det om kampen mellem mennesker og maskiner. I Japan er programmøren Malcolm Lee (André Holland) i gang med at skabe en AI, der skal konkurrere mod Skynet-systemet.

Dommedag lurer lige om hjørnet, og snart bliver videnskabsmanden og hans familie jagtet af en Terminator (Timothy Olyphant) og en modstandssoldat (Sonoya Mizuno), der både skal forhindre Terminatoren i at dræbe Malcolm, men også forhindre AI’en Kokoro (Rosario Dawson) i at gå online.

Terminator Zero kan ses fra 29. august hos Netflix.

Ringenes herre: Magtringene sæson 2

Prime Videos store prestigeserie inspireret af J.R.R. Tolkiens Ringenes herre-univers er klar med sin anden sæson, hvor den skræmmende hærfører og troldmand Sauron (Charlie Vickers) for alvor går i gang med at opbygge sin hær.

Mørket trænger sig på, og de godes sammenhold bliver udfordret. Magtbalancen i Midgård er derfor i alvorlig fare for at tippe over til Sauron og hans allierede.

Anden sæson byder desuden på den første optræden fra den elskede karakterer Tom Bombadel (Rory Kinnear), og mon ikke der er flere overraskelser på vej.

Ringenes herre: Magtringene sæson 2 kan ses fra 29. august hos Prime Video.

The Deliverance

Lee Daniels bragede igennem med det hjerteskærende drama Precious tilbage i 2009. Siden da har han været en stærk stemme, både med egne produktioner og som producent for andres projekter.

Netflixfilmen The Deliverance er instruktørens første gyserfilm og ser ud til at kunne give nogle gode, gedigne gys.

Filmen handler om Ebony (Andra Day), der bor med sin familie i et tilsyneladende normalt hus i Indiana. Mystiske ting begynder at ske, og snart er både hun og nabolaget overbevist om, at huset er en portal til Helvede.

På rollelisten finder vi også Glenn Close, Stranger Things-stjernen Caleb McLaughlin og Mo’Nique, som vandt en Oscar for sin frygtindgydende præstation i Precious.

The Deliverance kan ses fra 29. august hos Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides

Mest læste