TV | Anmeldelser

Anmeldelse: Man skal være en kold skid for ikke at blive berørt af ’Velkommen til frontlinjen’

Af
Claus Nygaard Petersen
20. september 2024
Velkommen til frontlinjen anmeldelse
'Velkommen til frontlinjen' / Foto: DR

Del artikel

DR-dokumentarserien om den danske krigsindsats de seneste 30 år er en rørende fortælling fra folkene, der var der, og dem, der har mistet.

Velkommen til frontlinjen

Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 22. september 2024
Genre: Dokumentar
Instruktør: Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen, Amalie Sally Hovøre
Land: Danmark
Antal afsnit: 6

Jeg mødte Jesper tilbage i 2011.

Vi sad begge og slavede over diverse matematikopgaver på det lokale VUC i Hillerød. Snakke om film, serier og andet popkulturelt gejl fyldte til tider mere end opgaveløsningen.

Som så meget andet i livet blev kontakten mere sporadisk for så til sidst langsomt at forsvinde helt. Derfor er overraskelsen stor, da jeg i første afsnit af DR's dokumentarserie Velkommen til frontlinjen ser Jespers karakteristiske store røde skæg tone frem på skærmen.

Jeg kender godt Jespers historie, men alligevel er den ekstremt rørende at høre igen på den måde, som den bliver fortalt i Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Sally Hovøres rystende genfortælling af den danske krigsindsats de seneste 30 år.

Velkommen til frontlinjen anmeldelse
'Velkommen til frontlinjen'
Foto: DR

Gennem interviews med danske soldater, pårørende, journalister og ikke mindst dem, som soldaterne kæmpede imod, tegner instruktørerne et billede af en nation, der havde viljen til at gøre gode ting, men langt henad af vejen ikke havde erfaringen eller materiellet til at lykkes med missionerne.

Og så er der hele den politiske del, hvor personlig motivation og ambition muligvis har spillet en rolle, når det kommer til dømmekraften hos de øverste beslutningstagere.

I centrum for det hele er folkene på jorden. Soldaterne. Dem, der skal skabe forandringen, freden og en bedre fremtid.

Men for hvilken pris, og hvornår er målet nået?

Velkommen til frontlinjen anmeldelse
'Velkommen til frontlinjen'
Foto: Per Fredrik Skiöld

Kammerater i krig

Som ankerfortælling igennem de fleste af Velkommen til frontlinjens seks afsnit hører vi Anders Storruds historie.

Han er med helt tilbage fra midt-90'erne, hvor de danske soldater i FN’s fredsbevarende indsats i det tidligere Jugoslavien flere gange befinder sig i faretruende situationer, fordi deres mandat og udstyr er håbløst underlegent i forhold til de stridende parters.

Allerede i første afsnit får man fornemmelsen af, at Anders Storrud ikke klarer den. I et kort glimt fra et senere afsnit bliver hans skæbne halvt afsløret. Vejen til det afsnit bliver dog formidabelt iscenesat, så personen bliver flot og nuanceret skildret. Og man skal sgu være en kold skid for ikke at blive berørt, når alt bliver åbenbaret.

Velkommen til frontlinjen anmeldelse
Anders Storrud i 'Velkommen til frontlinjen'
Foto: Kim Jacobsen

Moren Liv er hans livsvidne, som giver et godt indblik i, hvordan sønnen ændrer sig med årene. Præcis som mennesker forandrer sig, har moderne krigsførelse også ændret sig.

Skiftet fra at kæmpe mod konventionelle hære til oprørs- og guerillakrigere, der ikke bærer letgenkendelige uniformer, så man ved, hvem fjenden er, er skelsættende på mange måder.

Skellet mellem fjendtlig kombattant og civil bliver sværere at skele imellem for dem, der skal trykke på aftrækkeren.

Det sker med 11. september, hvor Danmark for første gang i over 100 år bliver en del af en aktiv krig.

I dokumentaren ses skellet også tydeligt. Hvor der tidligere har været elementer af let glæde imellem al krigens ubehag, overtager alvoren.

Velkommen til frontlinjen anmeldelse
'Velkommen til frontlinjen'
Foto: Lars Skree

I de mange interviews bliver smilene færre og færre.

Interviewopstillingerne klæder seriens måde at fortælle historien på. En simpel opstilling, hvor de forskellige personer sidder midt foran kameraet, mens baggrunden er let sløret, sørger for, at fokus er på deres ord og historie.

Kombineret med et hav af arkivmateriale, herunder nyhedsklip, private optagelser og ikke mindst dem fra soldaternes hjelmkameraer. Der kommer vi som seere uhyggeligt tæt på og så alligevel ikke.

For de hårdeste historier er dem, som kun eksisterer gennem ordene fra de folk, som var der.

Respekt for værket og menneskerne

Balkan, Afghanistan, Irak og så Afghanistan igen.

Krigens tiltagende brutalitet bliver flot skildret i Velkommen til frontlinjen. Fordi fokus er på den danske indsats, er der visse ting, som ikke indgår, hvis ikke det har direkte relevans for den vinkel.

Derfor skal man ikke se dokumentarserien som den store historiske opsummering af krigene. Det er med de rød-hvide briller på, at historien fortælles.

Velkommen til frontlinjen anmeldelse
'Velkommen til frontlinjen'
Foto: Per Fredrik Skiöld

Håndværket fejler bestemt ikke noget. Det er dokumentarisme i topklasse, og interviews spiller fortræffeligt sammen med billedsiden.

På et tidspunkt forklarer en person, at ingen bryder sig om, at fremmede trænger ind i ens hjem. Selv dyrene gør oprør, hvorefter vi netop ser en larmende høne stæse på tværs af en deling soldater, der forsøger at forcere det svært gennemtrængelige landskab i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Ja, det er knapt så subtilt, men tænk over, hvor lang tid og energi, der er gået med at matche de situationer med hinanden. Det er fremragende klippearbejde og en beundringsværdig sans for detaljer, som kræver respekt.

Der er dog en ting ved dokumentarserien, som vækker undren. Selv om serien bugner af kapaciteter, der kan give kontekst, som for eksempel den tidligere forsvarschef, Jesper Helsø, og den Cavling-vindende journalist, Charlotte Aagaard, er der alligevel et bemærkelsesværdigt fravær i persongalleriet: politikerne.

Velkommen til frontlinjen anmeldelse
'Velkommen til frontlinjen'
Foto: Per Fredrik Skiöld

De medvirker ganske vist i nyhedsklip, hvor den ene mere bombastiske udmelding bliver leveret med selvsikker overbevisning. Men de mangler alligevel til at forklare, hvorfor de gjorde som de gjorde. Chancerne for, at beslutningstagerne, hvoraf visse stadig har meget aktive karrierer, er nok forsvindende lille.

I den forstand, mangler de det mod, som Anders, Jesper og alle de andre udsendte igennem tiden har haft.

Velkommen til frontlinjen står både som en hyldest til dem, der har været ude i marken, men også som en løftet pegefinger til de magtpersoner, der har svigtet dem.

Serien er must-see for at forstå dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Både igennem de seneste 30 år, men også nu, hvor chancen for en ny og destruktiv krig konstant ligger og lurer mod øst. Forhåbentlig kommer der ikke et kapitel til, så serien skal genbesøges om 10 år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Anmeldelser

Mest læste