Anmeldelse: Alex Garlands ’Civil War’ er en uafrystelig og mesterlig antikrigsfilm

Der er noget grundlæggende urovækkende ved præmissen i Alex Garlands science fiction-krigsfilm.

I en ukendt nær fremtid står en lettere fascistoid amerikansk præsident (en herligt slesk Nick Offerman) overfor sit embedes største udfordring. I sin tredje præsidentperiode – forfatningen i dens nuværende form tillader kun en person at blive valgt to gange – har han opløst det amerikanske forbundspoliti, FBI, og sikkert også bedrevet andre magtbegærlige gerninger, som til sidst har sendt USA ud i en altødelæggende borgerkrig.

Præsidentens loyalister er oppe imod tre fraktioner: En koalition bestående af Californien og Texas kaldet Veststyrkerne, Florida-alliancen med en masse sydstater og så New People’s Army, en socialistisk/småkommunistisk sammenslutning af nordvestlige stater. Derudover er der også flere små militante grupper, som støtter den første, anden eller tredje eller opererer ud fra en helt fjerde agenda.

Kort sagt, landet er opløst i borgerkrig, og det er dét, journalister som fotografen Lee Smith (Kirsten Dunst) forsøger at dokumentere.

Sammen med den fandenivoldske kollega, Joel (Wagner Moura), den aldrende skribent fra The New York Times, Sammy (Stephen McKinley Henderson), og fotografspiren Jessie (Cailee Spaeny) drager de mod frontlinjen i Charlottesville og hovedstaden Washington D.C.

Lee og Joel pønser på at få et interview med præsidenten, inden han enten går af frivilligt eller bliver afsat med vold og magt. Vejen dertil er dog alt andet end ligetil, og ildkampe og bevæbnede psykopater lurer omkring ethvert hjørne i det store amerikanske land.

Civil War er en frygtelig, mesterlig dystopi, og det er perfekt!

Medmenneskelighedens fallitbo

Instruktør og manuskriptforfatter Alex Garland har hele vejen igennem karrieren beskæftiget sig med eksistens, og hvad det vil sige at være menneske – tydeligst eksemplificeret i Ex Machina.

Det er også i høj gad til stede i Civil War, hvor krigens dehumaniserende væsen bliver blotlagt, vendt og drejet.

Ekstremet – borgerkrig – har skubbet tidligere naboer ud i at være fjender. Nationen som samlingspunkt er væk, og i stedet skyder man på alt og alle, der skyder på en. Det handler om at overleve, og hvis du bliver skudt på, skyder du tilbage for at dræbe, og så er det ligegyldigt, hvilken fraktion vedkommende repræsenterer.

Dræb, eller bliv dræbt, for at parafrasere en skarpskytte i filmen.

Som krigsfotograf har Lee set sin portion af konflikter, som det effektivt i Civil War bliver vist igennem mareridtsagtige flashbacks. Folk, der bliver skudt og brændt levende, er fast inventar for hendes indre øje. Det har, naturligvis, givet hende en kølighed og et overblik, der fungerer godt i pressede situationer.

Modsat er Jessie stadig meget ny og naiv i den brutale profession, hvor man skal være tilpas dumdristig for at få de bedste skud i kassen.

Det er også sådan, Lee redder Jessie i starten, da road trippet mod Washington er gået i gang. Da de skal tanke benzin på en tankstation, har de svært bevæbnede ejere af stedet fanget og hængt to mænd op i armene i et udendørs vaskeområde.

Lee aflurer hurtigt den potentielt farlige situation og afmonterer den effektivt ved at spørge om en af de lettere afstumpede fangevogtere vil have sit billede taget sammen med de gennemtævede fanger. Hvis man som publikum får associationer til Abu Ghraib og lignende umenneskelige forhold, er det næppe et tilfælde fra Garlands side.

En til filmhistorien

Og sådan fortsætter det igennem Civil War. Bedst som man tror, at der er håb for menneskeheden, dukker der noget ondt og brutalt op og smadrer illusionen til ukendelighed.

Udover de ”rigtige hære” er der også flere militser i spil. En af dem er anført er en racistisk unavngiven mand med røde solbriller (Jesse Plemons).

Plemons – i øvrigt gift med Kirsten Dunst – fik sit store gennembrud med en lignende stoisk sociopatisk type i form af håndlangeren Todd i Breaking Bad.

Det er roen i måden, han spørger dem hver især, hvor de er fra, der skræmmer. Så snart, der er noget, som lugter af ikke at være amerikansk, besegler han deres skæbne med en kugle. Det er den slags småracistiske personer, som trives i en krig, hvor samfundets normale regler og normer er sat ud af spil. Der er ikke noget eller nogen, som kan tryne dem eller holde dem i ave, og den slags skal udnyttes maksimalt.

Måske skal gamle fjendskaber også gøres op med dødbringende eftertrykkelighed, og der er intet som en krigszone til den slags.

Kirsten Dunst leverer karrierens hidtil bedste præstation som krigsfotografen med funktionel PTSD. Det er ikke så meget replikkerne, hun siger, snarere måden hun formidler det konstant desillusionerede blik, som Lee har. Hver en fiber i kroppen er slidt op efter mange års grusomme traumer og kører nu på automatpilot. Gennem mødet med Jessie forsvinder noget af den rustning, Lee ellers har opbygget – den slags er som regel altid farligt.

Spaeny fortsætter med at vise ekstremt lovende takter for fremtiden efter sidste års store rolle som den navnkundige barnebrud i Priscilla. Moura og McKinley Henderson glimrer også med deres indsats og fuldender de forskellige perspektiver på menneskelighed og aspekter af journalistik.

Med nogle imponerende billeder – en køretur igennem et ildinferno i en skov er både smuk og uhyggelig – takket være fotograf Rob Hardy (Ex Machina, Annihilation) og som altid stemningsfuldt score fra duoen Ben Salisbury og Geoff Barrow, er der ikke en finger at sætte på hverken det visuelle og auditive.

Kampscenerne er neglebidende intense, volden er stump, brutal og ødelæggende. Hvad enten det er ude i det store amerikanske landskab med grønne enge og plæner, så langt øjet kan skue, eller inde i New York, hvor terrorbomber ikke skelner mellem sine ofre, er der smæk på. Ikke mindst når hovedstaden skal indtages, og forskellige vartegn bliver brugt som dække, og det næste øjeblik bliver pulveriseret af tung ammunition.

Alex Garland har med Civil War begået et magnum opus af en antikrigsfilm, der kommer til at indgå i filmhistorien på lige fod med forbillederne Paths of Glory og den uafrystelige Come and See.

Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kraftig kandidat til årets film. Civil War er mesterlig og fænomenal.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: