Anmeldelse: Eventyrteatret har skabt en farvestrålende nyfortolkning af den klassiske fortælling om 'Pinocchio', der så gerne vil være en ægte dreng

Første gang verden stiftede bekendtskab med trædukken Pinocchio var helt tilbage i 1883 i Carlo Collodis italienske børnebog The Adventures of Pinocchio. Siden da er historien om den lille dukkedreng blevet fortalt et utal af gange.

Med mere end 150 på bagen er det måske på tide at nytænke den elskede fortælling.

Den opgave har instruktørduoen Kim og Jeff Schjerlund taget på sig, og i samarbejde med Eventyrteatret har de skabt en version, der foregår i en fremtid, hvor kunstig intelligens næsten er lige så ægte som ægte intelligens.

Og det er de sluppet ret godt fra.

Ny fortælling, næsten samme morale

Computergeniet Gepetto (Tue Alleslev Lange) er knust over at have mistet sin søn. Han beslutter sig derfor for at bygge sig en ny søn ud af computerreservedele fra sit værksted. Efter at have koblet sønnen til sin computer lader det desværre til at projektet mislykkes. Gepetto begynder at græde og fælder en tåre, der ender i computeren og dermed i den nybyggede dreng, som vækkes til live med en smule menneskesjæl.

Efter lidt computerrelaterede overvejelser ender Gepetto med at give drengen navnet Pinocchio (Jens Dons Christensen), der med det samme udviser enorm nysgerrig på livet og alt, hvad det indebærer. Han bliver derfor sendt i skole, så han kan lære alle de vigtige ting. Han må dog under ingen omstændigheder fortælle de andre børn, at han er en kunstig intelligens (I.K.)

Indtil videre er der ikke meget nyt, og fortællingen kommer fra start, så de helt små ikke har nogle problemer med at følge med.

Da Pinocchio begynder i skole, går det op for ham, at han ikke kan lyve, men kun forholde sig til fakta, han henter fra internettet, som han er koblet til. Det er godt, hvis man skal lære noget. Knap så godt, hvis man vil være et rigtigt menneske med venner, erfarer han.

Det får Gepetto til at installere en ny samvittighedssoftware – med navnet Jesper (Romeo Lundholm Dahl) – i Pinocchio. De to bliver hurtigt knyttet til hinanden, og venskabssangen Min nye software er startskuddet på det farverige eventyr, duoen skal ud på.

Pinocchio skal blandt andet lære at lyve, så Jesper introducerer ham for fire typer løgne: Blå, Hvid, Pink og Glimmer, der viser sig at være gavnlige i forskellige situationer.

Kæmpe spilleglæde

Mens Pinocchio og Jesper forsøger at navigere i livet med de forskellige typer løgne, bliver vi introduceret for legetøjssælgeren Ærlige Bente (Clara Dragssted Hansen), der er i gang med en lancering af sit nyeste legetøj: en menneskelignende robot. Det fanger med det samme Pinocchios interesse, at der er en, der ligner ham.

Ærlige Bente overtaler Pinocchio til, at de i samarbejde skal udvikle den perfekte K.I.-ven. Herfra udvikler Eventyrteatrets Pinocchio sig til sin egen fortælling, der løsriver sig fra den, vi kender. Og det er på godt og ondt.

På sin legetøjsfabrik har Ærlige Bente sine tidligere K.I.’ere i kælderen. De er alle baseret på kendte tv-serier og underholdningsprogrammer som blandt andet Vild med dans og Den store bagedyst.

Det er svært at se, hvad denne drejning skal bruges til udover at skabe festlige, farverige og genkendelige populærkulturelle referencer – det lykkedes også til fulde, og børnene elsker det. Desværre er det lidt på bekostning af den dannelsesrejse, der er så stor en del af den kendte fortælling.

Pinocchio og Jesper opdager bagerobotter, hvis eneste mål i livet er at bage. Derudover møder de danserobotterne, der udelukkende danser for underholdningens skyld.

Det er både flot og underholdende at se bagerne i deres kagelignende kostumer og danserne i deres glitteroutfit, mens de synger og danser med en passion og glæde, der smitter af på hele salen. Generelt er der ikke en finger at sætte på det visuelle, hvor især kostumedesigner Christine Brincker har gjort at fantastisk og farvestrålende stykke arbejde.

Det er i det hele taget en sand fornøjelse at opleve de mere end 100 passionerede børn og unge, der alle udstråler en enorm spilleglæde. Men det er selv sagt nærmest umuligt at undgå, at en stor del af dem er mere med som pynt end som en afgørende del af historien.

En tydelig (dobbelt)morale

Der er masser af talent at hente i Eventyrteatrets enorme cast, men især valget af Jens Dons Christensen til rollen som Pinocchio er spot on. Det er ikke kun i det elektroniske kostume, der gør, at han skiller sig ud fra sine ægte venner.

Med en imponerende kropskontrol bevæger han sig ubesværet rundt, så man hele tiden fornemmer, at han er lidt off. Og i jagten på at blive et rigtigt menneske, der ikke er afhængig af computerteknologi, mærker man en sårbarhed, der bunder i godt skuespil.

Pinocchio-karakteren indkapsler i sig selv forestillingens morale ret fint og tydeligt, og da han skal igennem den endelige test, går det op for ham, at det, der er ægte, er vores samvittighed, morale og lyst til at være kreative. Det er det, der former os som mennesker.

Og når de i det store finalenummer Gi’r dig liv synger om, at vi skal slukke vores skærme og danse noget mere, for det vil give os ægte liv, bliver moralen slået fast med syvtommersøm: livet er det, der foregår, når vi ikke er klistret til vores telefoner og bruger tid på nettet.

Det klinger bare lidt hult, når jeg efter forestillingen hører programsælgerne forklare børnene, at man med sin mobiltelefon kan scanne en QR-kode inde i programmet og dermed få en masse information om forestillingen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: