Anmeldelse: Vi er to minutter i sæbeopera med BBC-krimien ’Blackshore’

Hun er iført sort læderjakke og stramme cowboybukser, og facaden er hård. Men hendes store øjne har et vemodigt og udmattet blik, som vidner om de traumer, der ligger lige under overfladen.

DI (Detective Inspector) Fia Lucy skal lede efterforskningen af en forsvunden kvinde i den lille landsby Blackwater. Egentlig arbejder hun i Dublin, men hendes voldsomme temperament har haft så store konsekvenser, at hun som straf er blevet sendt tilbage til sin fødeby.

Samfundet gemmer på historier om grumme forbrydelser, og særligt traumet fra en mere end 20 år gammel sag, hvor en ung pige forsvandt, ekkoer stadig. Visuelt i den grå tone, som har lagt sig over billederne.

Lucys fortid rummer en mørk tragedie, som hun samtidig med den nye sag forsøger at opklare. Fortid og nutid væver sig på den måde ind i hinanden.

Udover Lucy følger vi nogle af de mennesker, som bor i landsbyen. For eksempel forældrene, hvis datter har været forsvundet i 20 år.

Lisa Dwan er detektiven Fia Lucy. Vi har tidligere set hende i irske BBC-krimi 'Bloodlands' (2021) og 'Top Boy' (2011). Hun er en dygtig skuespiller, hvilket hun især demonstrerede i ’Bloodlands’.

I ’Blackhore’ mærker man uden tvivl et stærkt engagement i karakteren. Og i de første afsnit er hendes spil velafbalanceret. Men efterhånden, som serien skrider frem, kommer der noget stærkt påtaget præstationen. Hendes ansigtsmimik, særligt hendes meget store øjne, bruges overdrevet teatralsk, og det bliver anstrengende – nærmest skingert.

Dramatiske menneskeskæbner

’Blackshore’ kører efter en klassisk krimiskabelon. En forbrydelse er blevet begået, og opklaringen af sagen fungerer som katalysator for afdækningen af hemmeligheder, som afsløres undervejs.

I de bedste krimier er det mindre vigtigt, hvem der har begået mordet. Størst betydning har de menneskelige dramaer, som sagen hvirvler op. I centrum af historien står en detektiv, som skal opklare sagen, og deres liv bliver en del af fortællingen.

Hovedværker i traditionen tæller britiske ’Inspector Morse’ (1987) og danske ’Forbrydelsen’ (2007), som begge benytter sig af denne model.

Mange krimier kredser om de samme emner, men det gør ikke noget. Så længe karaktererne har dybde, er velspillede og manuskriptet velskrevet.

’Blackshore’ behandler mange af de klassiske krimitemaer som sorg, traumer, voldtægt og ægteskabelige konflikter. Eviggyldige og betydningsfulde temaer, der giver historien et naturligt potientale.

Men her bliver det omfangsrige og komplekse stof trist nok ikke indfriet. For serien lider under den klichéfyldte måde, man behandler karakterens problematikker og temaerne på, og det forstyrrer fordybelsen.

I stedet for at dykke ned i de psykologiske mekanismer bliver vi på overfladen. Replikkerne påpeger det åbenlyse og virker derfor overflødige. Sker det få gange er det ligegyldigt, men her er det et gennemgående mønster – en måde at fortælle historien på.

Musikken har samme effekt. Ens egne følelser får ikke tid til at opstå, før toner demonstrativt manipulerer med, hvad man skal føle. Sæbeoperaen ligger ligefor og blokerer for den ægthed som de seriøse emner, serien tager op, har fortjent at blive behandlet med.

Minderne åbenbarer sig

Når man så alligevel stedvist bliver suget ind i universet, skyldes det fortællingen om Fias egen fortid. Hendes historie bliver primært fortalt i korte intense erindringsglimt, der bliver materialiseret, når hovedpersonen går på opdagelse i sin egen fortid og besøger centrale steder fra barndommen.

Tilsvarende i hendes mareridt. Minderne åbenbarer sig for hendes øjne i visuelt fængende, stemningsfulde billeder domineret af stærkt lys og konturer, der bliver opløst. Samlet giver det billederne et forvrænget skær.

Også en række sekvenser i en lille campingvogn skiller sig ud. Stedets trange plads skaber en intens klaustrofobisk sfære, og fotografens stærke brug af lys og skygge skaber den intensitet, som man ellers savner i det meste af serien.

Desværre er de få lyspunkter ikke nok til at redde serien, som samlet set er en hul oplevelse. Den hæver sig ikke op over de mange gennemsnitlige krimier, der bliver sprøjtet ud, fordi genren er så populær.

Er du nysgerrig efter at se en fængslende irsk krimi, er der dog håb. Her følger tre anbefalinger: Se ’Line of Duty’ (2012), en dramatisk beretning om korruption i politiet. Eller uhyggelige ’The Fall’ (2013), hvor Gillian Anderson jager en seriemorder i Belfast. Endelig er der intense ’Bloodlands’ (2021), hvor urolighederne i det nordlige Irland stadig hjemsøger nutiden.

Alle de tre serier kryber ind under huden og gør et uudsletteligt indtryk. Ærgerligt, at ’Blackshore’ ikke er sådan en oplevelse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: