Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Bag skærmen i datingshowet lurer alle kvinders værste frygt

Af
Louise Kidde Sauntved
27. november 2024
Anmeldelse af 'Woman of the Hour'
Anna Kendrick i 'Woman of the Hour' / Foto: UIP

Del artikel

Skuespilleren Anna Kendrick debuterer som instruktør og spiller selv hovedrollen i ‘Woman of the Hour’ om et skæbnesvangert datingshow med en seriemorder som mulig kandidat.

Woman of the Hour

Premieredato: 28. november 2024 i biograferne
Genre: Drama
Instruktør: Anna Kendrick
Manuskriptforfatter: Ian McDonald
Medvirkende: Anna Kendrick, Daniel Zovatto
Land: USA
Spilletid: 1 time og 35 minutter

Anna Kendrick har for længst etableret sig som en skuespiller, der både er leveringsdygtig i det store drama og rappe replikker. Begge dele får hun god brug for i Woman of the Hour, hvor hun, ud over at spille den ene hovedrolle, også springer ud som debuterende spillefilmsinstruktør.

Woman of the Hour er baseret på den virkelige historie om seriemorderen Rodney Alcala, der i 1978 stillede op som deltager i tv-programmet ’The Dating Show’, hvor er kvinde blev bedt om at vælge mellem tre mulige dates, skjult bag en skærm. Han vandt daten, der dog aldrig blev til noget, da kvinden, den håbefulde skuespiller Cheryl Bradshaw, fik en dårlig fornemmelse omkring ham og takkede nej til at gå ud med ham, da kameraerne igen var slukkede.

Og heldigt for hende, for Rodney Alcala havde på det tidspunkt allerede dræbt et ukendt antal kvinder og var slet ikke færdig med sin blodrus. Det blev han først, da han blev anholdt i 1979 og efterfølgende dømt for otte mord, selvom efterforskerne mente, at han muligvis stod bag så mange som 130!

En værdig modstander

Woman of the Hour fortæller størstedelen af historien fra Cheryl Bradshaws vinkel. Vi får hele hendes baggrundshistorie om, hvordan hun kæmper for at slå igennem som skuespiller, og til sidst siger ja til at deltage i et datingprogram mod betaling. Ikke i håb om at finde en mand, men om at få noget opmærksomhed, der kan give hende gode roller.

Derfor vælger hun også, i et par underholdende scener, at se stort på de kedelige spørgsmål, hun har fået udstukket af showets producer, og i stedet komme med sine egne, meget skarpere spørgsmål, der får hylet alle andre end Rodney Alcala ud af den. Han genkender til gengæld en værdig modstander, når han ser hende.

Fylder for meget

Anna Kendricks portræt af Cheryl er sådan set både interessant og underholdende, men det fylder også alt for meget i filmen. Indtil hun har gennemført talkshowet og efterfølgende takket nej til flere dates. Så er hun væk. Hendes rolle er udspillet. Og hvad så nu?

Som publikum efterlades man med en lidt rodløs følelse af, at hele ens anker i fortællingen er forsvundet. Tanken er ellers god nok, nemlig at sætte et virkeligt ansigt på en kvinde, der kunne være blevet et offer.

Men i realiteten fungerer det ikke optimalt, at hun fylder så meget, når hun er en så lille, nærmest perifer, brik i den langt større fortælling om seriemord og kvinders angst. Hun er, så at sige, en af mange. Hvilket bliver understreget af, at filmen springer frem og tilbage i tid i fremstillingen af Rodney Alcalas mange skæbnesvangre møder, så de mange, mange brutale mord til sidst bliver til en grød af triste skæbner, før, nu og i fremtiden, mens Rodney Alcala selv stiger i graderne som efterspurgt fotograf - med en portfolio fuld af portrætter af nu døde kvinder! Uretfærdigheden er slående.

Man sidder lidt tilbage med en følelse af, at Woman of the Hour trods en grundlæggende god historie og gode skuespillere mangler det rigtigt gode manuskript, der kunne få det hele til at gå op i en højere enhed. I stedet for at føles som to film, der aldrig helt finder sammen.

Forvirringen om, hvem denne her film egentlig handler om til trods, er Woman of the Hour dog ganske tankevækkende. Det er tydeligt, at Anna Kendrick er passioneret omkring emnet: Hvor skrøbeligt det kan være at være kvinde. I et samfund, hvor mænd - stadig - dominerer på arbejdsmarkedet, eller i hvert fald gerne vil give det indtryk. I mediebilledet, hvor fokus – stadig – er på kvinders udseende. Og ikke mindst i datinggamet, hvor kvinder – stadig – ikke kan føle sig helt trygge, før de har lært en mand bedre at kende, end hvad en enkelt date, eller i det her tilfælde en enkelt omgang i et underholdningsshow, kan vise.

Gyldig dengang og nu

Og ja, stadig. For Woman of the Hour foregår i 1978, men kunne i virkeligheden lige så godt foregå i dag. En af de mest vellykkede scener viser Cheryl, der, efter at have takket nej til endnu en date med Alcala, forsøger at nå hen til sin bil på en tom parkeringsplads, mens han følger hende i skyggerne som et rovdyr på spring.

Den er isnende uhyggelig. Og nok desværre også sørgeligt genkendelig for mange. Man får i hvert fald fornemmelsen af, at Anna Kendrick har været lige der, i Cheryls alt for højhælede og upraktiske sko, som hun aldrig ville kunne løbe fra ham i.

I en anden god scene, der faktisk er en frit opfundet til filmen, prøver en kvinde at advare produceren af datingshowet om, at en af deres deltagere er farlig, men bliver sendt fra det ene tomme kontor til det andet som et meget tydeligt symbol på, hvor kafkask svært det kan være at få nogen til at lytte, når man bare er en kvinde med en rigtig dårlig fornemmelse, men ingen beviser.

På sin side er Daniel Zovatto utroligt god som Alcala. Hans charme er overbevisende, og når han på et splitsekund skifter til dræberens kolde blik, føler man nærmest kvindernes panik. Nu troede de lige, han var en af de gode! Vi kommer dog aldrig ind under huden på ham.

Anna Kendricks, og filmens, formål er ikke at fortælle, hvem Rodney Alcala var, eller hvad der fik ham til at handle, som han gjorde. I virkeligheden er han bare et symbol på kvinders værste frygt. Den sorte skygge på parkeringspladsen. Lyden af fodtrin bag os i mørket.

At han faktisk fandtes, og dræbte et ukendt antal kvinder over en uhyggelig lang række år, er med til at sige ‘Jo, der er faktisk noget at være bange for. Det kan der i hvert fald være’.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser