Woody Allen viser med sin 50. film, at han er den ubestridte mester inden for sit felt

Der vil uden tvivl være dem, der af princip ikke vil sætte sig i biografsædet for at se Woody Allens seneste film. Da filmen blev vist på filmfestivalen i Venedig sidste år, blev den røde løber plaget af aktivister, der insisterede på, at den nu 87-årige filmskaber skulle boykottes på grund af hans – lad os bare sige – spegede forhold til ekskonen Mia Farrow og dennes adoptivdatter.

På den ene side står man med anklager om seksuelt misbrug, på den anden side står man med anklager om hjernevaskning. Resultatet? Det er… kompliceret. Og selvom mange var af den overbevisning, at Woody Allen endegyldigt blev persona non grata i Hollywood, efter HBO-dokumenteren ‘Allen v. Farrow’ udkom i 2021, har han overlevet og nu formået at lave sin film nummer 50.

Uanset hvor man måtte stå i hans private misere (som i øvrigt har varet i utallige år), så bør Woody Allens kreative arbejde som filmskaber tale for sig selv i ‘Lykketræf’, der er hans bedste film i mange år.

Filmen hedder egentlig ‘Coup de Chance’, og det er Allens første film på fransk. I sig selv er det jo ingen ulempe, når man gerne vil lave en romantisk krimikomedie, at alle replikkerne er franske – og det gør da heller ikke noget dårligt for den henførende stemning, at filmen stort set udelukkende udspiller sig i byernes by, Paris.

Mere Allen’sk bliver det næppe

‘Lykketræf’ handler om den 30-årige kvinde Fanny (Lou de Laâge), der tilfældigvis støder ind i en gammel kammerat fra gymnasiet, Alain (Niels Schneider), der er i Paris for at skrive en bog (i hånden vel at mærke, som en rigtig forfatter). Selvom Fanny er gift med overklasseløget Jean (Melvil Poupaud) og bor i en fornem lejlighed med sildebensparket og husholderske, slår det hele hurtigt gnister mellem de to gamle bekendte.

Alain har – viser det sig – altid været hemmeligt forelsket i Fanny, men vekslede aldrig et ord med hende, før nu, hvor han altså prøver at overbevise hende om, at deres møde er et stort, ja, lykketræf. Først overbeviser han hende om, at de skal mødes til en frokost i en park, så mødes de til en til, og efter ikke så længe står han og laver spaghetti bolognese til hende i sin bohemede kvistlejlighed, hvilket Fanny selvsagt ikke kan stå for. Og bum. Deres hede affære er en realitet.

Det sker, alt imens Fanny går og keder sig i sit parforhold og går til kedelige fornemme middagsselskaber som trofækone for sin mand, der omgiver sig med mennesker, hun ikke kan lide.

“De er overfladiske og rige og taler kun om penge,” som hun siger på et tidspunkt.

“Er du lykkelig i dit forhold,” spørger Alain.

“Det troede jeg, men nu er jeg i tvivl,” svarer hun. Mere Allen’sk bliver det næppe.

Jazzet detektivdrama

Jean er på én gang dybt forelsket i sin kone og dybt neurotisk, og derfor fornemmer han også, at der er ugler i mosen. Fanny bliver mere og mere distræt og fraværende og kan ikke helt forklare, hvor og med hvem hun har spist frokost.

Det får den konsekvens, at Jean hyrer en privatdetektiv til at skygge hende for at få vished, og det tager ikke profferne længe at indhente bevismateriale for Fannys utroskab.

Hvad der sidenhen udspiller sig, må man selv finde ud af, men det bliver kun starten på et langt mere omfattende detektivdrama, der ganske vist er temmelig alvorligt på papiret, men aldrig bliver hårrejsende i hænderne på en mand som Woody Allen, det ved man jo godt.

Til det er ‘Lykketræf’ alt for hyggeligt og romantisk skruet sammen. Hvis man gerne vil skabe suspense i en film, er det som hovedregel ikke en god idé at have Herbie Hancock med på lydsiden – men i den her film spilles der udelukkende let fordøjelig jazz i baggrunden. Trompet, vibrafon, den slags.

Stilen er med andre ord rendyrket Woody Allen. Alene farverne i filmen skriger Woody Allen. Der er ikke ét naturligt lysindfald i ‘Lykketræf’, som ikke er tonet i en heftig gullig nuance, ligesom resten af farvepaletten er mættet til bristepunktet, og det er egentlig ret vidunderligt. Ligesom i enhver anden romcom, så må det gerne føles som at lægge sig i et bjerg af bløde dyner.

Eksistentielle tematikker

Når det er sagt, ligger der også et eksistentielt grundtema og murrer under overfladen. ‘Lykketræf’ er både en film om fornuften og følelserne som et af livets store dilemmaer, og en film om troen på tilfældighedens magi overfor troen på, at livet og lykken er noget, man i klassisk liberal forstand skaber selv.

Hvor Alain symboliserer frisindet, tilfældighederne, lidenskaben og kunsten, repræsenterer Jean fornuften, pengene, stabiliteten og konformiteten. Det er i det krydsfelt Fanny – og tør jeg godt sige, mange mennesker – må finde ud af, hvilket ben hun skal stå på.

Uden at afsløre for meget, vil man være tilbøjelig til at tænke, at Woody Allens råd i dén forbindelse er, at man ikke venter for længe med at beslutte sig.

Selvom det principielt er en floromvunden film både tematisk og stilmæssigt, fremstår ‘Lykketræf’ ikke forblommet eller højtravende. Deri ligger et af Woody Allens store talenter; at servere banaliteter for folk på en måde, så de elsker banaliteter. Og det er sådan, man har det, efter at have set ‘Lykketræf’. Det er på alle måder en film, der viser, at Woody Allen er den ubestridte mester inden for sit felt.

Kunne man have tweaket plottet hist og pist? Kunne man have spillet rollerne mindre karikeret? Kunne man have valgt en anden by end den evindelige hovedstad i Frankrig? Uden tvivl. Men findes der egentlig noget bedre? Når alt kommer til alt, er det ikke meningen, at en film som ‘Lykketræf’ skal fucke for meget med formularen.

Man kan højst bede om, at den bliver forfinet lidt hen ad vejen. Det lader sig tilsyneladende gøre selv for folk i en alder af 87 år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: