Anmeldelse: Sarah Boberg er fremragende som seksuelt frustreret og streng lærerinde i ‘Frk. Marguerite’

Det lille scenerum på et af Københavns hyggeligste teatre er blevet omdannet til et klasselokale. Publikum er eleverne, og væggene, gulvet, loftet og selv det store kateder på midten af scenen fungerer som tavle. Scenelyset er begrænset til et par lamper, der kun svagt oplyser rummet.

Vi sidder i den sidste klasse af udskolingen og venter på vores nye lærerinde, Frk. Marguerite (Sarah Boberg), der viser sig at være en lærerinde af den helt gamle skole. Hun er her for at hjælpe os med at bestå afgangsprøven fra “den højeste klasse”, så vi kan komme videre til “de højere uddannelser”.

Men først sal vi lige have slået en ting fast: “I skal alle dø”, siger Frk. Marguerite og skriver det efterfølgende med gammeldags kridt på tavlen, så vi ikke glemmer det.

Undertrykt seksualitet

Der bliver undervist i meget i Frk. Marguerites timer. Blandt andet ligestilling, der illustreres ved at tegne en stor bowle, der symboliserer samfundet og tre sort/hvide tændstikmænd, der forestiller en hvid, brun og blå mand, der rystes sammen i samfundet og dermed er lige. Det er blot en af de mange ting, hun ønsker at lære fra sig, inden vi skal videre i livet.

En ting, der dog under ingen omstændigheder er på skemaet, er seksualundervisning. Det bliver understreget adskillige gange fra den bestemte lærerinde, mens hun gentagne gange alligevel lokker os med at få et glimt af hendes nøgne krop, hvis vi altså opfører os ordentligt og er stille i klassen. For vi vil gerne se noget hud, det er Frk. Marguerite ikke i tvivl om.

På samme måde som publikum heller ikke er i tvivl om, at hun meget gerne vil vise os noget af sig selv. Og det er et gennemgående tema i forestillingen, at Frk. Marguerite i den grad lider af undertrykt seksualitet. Den viser sig at stamme fra en hændelse, hun har haft med en skolekammerat flere år tilbage, hvor hun opdager, at hun tænder på kvinder. Og det er hun tydeligvis ikke bekvem ved. De frustrationer lader hun gå ud over sine elever, der ifølge hende enten er homoseksuelle eller liderlige, hvilket hun skriver på tavlen, så vi husker det.

Elementet om den undertrykte seksualitet er en af forestillingens få styrker. Og Sarah Boberg spiller det fremragende. Man drages af hendes til tider isnende blik, skingre stemme og hendes tempo, der fra start til slut kører på hundrede procent.

Der er en sårbarhed i, at hun hverken giver sig selv eller publikum mulighed for at forholde sig til det, hun siger. For gør hun det, vil hun krakelere og bryde sammen. Den skrøbelighed rammer Boberg fortrinligt.

Skolen som autoritet

‘Frk. Marguerite’ er desuden en forestilling, der dyrker temaet om den gammeldags skole som en autoritetsfigur. Hovedkarakterens fremtoning kan ses som en blanding mellem lektor Blomme fra Hans Scherfigs ‘Det forsømte forår’ og en meget uskyldig version af Adolf Hitler. Blandt andet når hun siger noget i stil med, at den får mest, er den, der opfører sig som flest, mens hun slår hælene sammen og gør honnør.

Vi skal altså helst være som de andre uden at skille os for meget ud, lader til at være endnu en af forestillingens moraler og et meget direkte angreb på den måde mange ønsker, vores skolesystem skal være i dag.

Lige bortset fra dem det handler om: børnene - men de ved ingenting om, hvad der er bedst for dem, påpeger Frk. Marguerite.

Frk. Marguerite er en tydelig repræsentant for den strenge, traditionelle lærer som med hård hånd styrer sine elever og forventer absolut lydighed. Men hun gør det for vores eget bedste, minder hun os altid om. Ligesom når vores politikere og andre magthavere fortæller os, hvad der er bedst for samfundet.

Dramaturgisk uinteressant

Selvom ‘Frk. Marguerite’ har sine øjeblikke af intensitet og stærkt skuespil i Bobergs portrættering af den bitre lærerinde, falder forestillingen desværre igennem på det dramaturgiske plan.

Der er nok af interessante tematikker og masser på spil for den stakkels Frk. Marguerite, men desværre har instruktør Maria Vinterberg ikke formået at bruge det på en måde, der driver handlingen fremad.

Sarah Bobergs præstation alene er ikke nok til at redde forestillingens mangel på dramaturgisk dynamik. Den ene scene gentager groft sagt den forrige, hvilket giver en noget monoton oplevelse, der gør, at man aldrig mærker den følelsesmæssige rejse, der ligger mellem linjerne på den ellers gode tekst.

Denne mangel på udvikling er det, der gør, at ‘Frk. Marguerite’ ikke kommer i mål som en fuldendt teateroplevelse til trods for en stærk skuespilpræstation og nogle interessante emner.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: