Anmeldelse: 'Peter af Farum' er veludført politisk teater, der handler om meget mere end sin hovedperson 

Året er 1998, og Anders Fogh Rasmussen har netop fået tildelt formandsposten for partiet Venstre. En beslutning, der ikke falder i god jord hos borgmesteren i Farum, Peter Brixtofte (Jens Jørn Spottag), der mener, at han selv er den rette til posten.

Men Brixtofte lader sig ikke slå ud og stiller op til valget som partiets næstformand, hvor den eneste, der tilsyneladende kan true ham, er Lars Løkke Rasmussen. Brixtofte taber igen.

Det er hårdt at være en ambitiøs politiker med store drømme og blive fravalgt to gange i træk. Men som hans partifæller siger, så er han en god lokalpolitiker. Ikke just de ord, man ønsker at høre, hvis man stræber efter at blive statsminister.

Men måske det netop er disse ord, der giver Peter Brixtofte idéen og motivationen til at skabe “verdens bedste kommune” og dermed vise sit værd som lokalpolitiker.

Storhedsvanviddet tager fart, og ved næste gruppemøde brainstormes der for i fællesskab at komme frem til, hvad borgerne i Farum ønsker sig: “Det skal være sjovt at bo i Farum” lyder det adskillige gange gennem forestillingen, både fra borgmesteren selv, viceborgmesteren (Tina Gylling Mortensen), den økonomiansvarlige Poul (Henrik Lykkegaard).

Champions League, druk og pensionistrejser

Selvom det er Peter Brixtofte, der står for skud i denne forestilling, skal den ikke skal ses som et personangreb på den nu afdøde politiker – slet ikke.

For Brixtofte er hverken den første eller den sidste til at misbruge sit embede og borgernes penge. Det er det, der gør ‘Peter af Farum’ til en politisk fortælling, der ikke tager politisk parti.

Den forholder sig til fakta (jeg hørte i hvert fald en af de tidligere topfolk i Venstre sige i pausen, at alt, hvad der foregår på scenen, er sket i virkeligheden).

Og ideerne er mange. De starter i de små og vokser sig gradvist større og mere vanvittige.

Først bliver det foreslået, at alle skolebørn skal have egen computer. Dyrt, men ikke urealistisk. Men for Brixtofte skal det også være rigtig sjovt at bo i Farum kommune. Der skal være et samlingspunkt for byens borgere.

Så han hæver barren og smider ideen om et stadion på bordet. Byen har jo allerede et andendivisions fodboldhold, så hvor langt er der egentlig til at få byen på verdenskortet og spille med de helt store klubber i den største liga: Champions League?

Ikke ret langt ifølge den ambitiøse borgmester, der vil have stadion klar om otte måneder. Det handler om handlekraft og om at få tingene sat i gang. Og når der skal drømmes stort og tages visionære beslutninger, er der ikke tid til for meget snak om, hvor pengene skal komme fra.

Herfra tager magtfuldkommenheden over, og så er man enten med ham eller imod ham. I begyndelsen har han et enstemmigt flertal, og dermed vedtages forslaget om at bygge Farum Sportsmekka.

Men drømmene stopper ikke her, og magten stiger Brixtofte til hovedet. Pensionisterne skal forkæles med rejser sydpå, og til gruppemøderne drikkes der vin og spises god mad for flere hundrede tusinde kroner af borgernes penge. Det er sandt at sige godt at bo i Farum – for både borgere og politikere.

Hovmod står for fald

Selv om jorden begynder at brænde under politikeren, har vi som publikum masser af sympati for Peter Brixtofte. Udover den velskrevne dialog skyldes det i høj grad Jens Jørn Spottags skildring af Brixtoftes deroute. Replikkerne går fra at være knivskarpe til at være mumlende og sløve i takt med, at alkoholmisbruget svækker hans dømmekraft, og presset udefra er konstant voksende.

Også i sin fysik leverer Spottag en formidabel transformation: Han bliver doven i sin holdning og slingrer rundt. Det er en trist udvikling, og Spottag rammer alle detaljerne og skaber dermed en hel og kompleks karakter.

For regningerne hober sig op, der bliver manipuleret med bilag, laves aftaler under bordet med byggefirmaer og sponsorer osv. Det er umuligt at stoppe Brixtofte-toget, der hamrer afsted med fuld fart. Enten hopper man på, eller også bliver man kørt over.

Lige indtil den dag, hvor et par journalister får færten af, at noget er helt galt. Og så er det ikke længere så sjovt at være borgmester i Farum.

Og det er heller ikke sjovt for publikum. For det er aldrig behageligt at overvære et menneske i forfald. Slet ikke, når det menneske kæmper med næb og klør for at opretholde sin facade, selvom alle kan se, at den krakelerer.

Ud fra beskrivelsen af teaterforestillingen lyder Andreas Garfield og Rune David Grues forestilling måske ikke videre sindsoprivende. Hvis man oven i det fortæller, at den er både faktabaseret og teksttung, er der formentlig mange, der vælger den fra. Og det er en skam.

For Garfield har formået - som så mange gange før - at skrive en realistisk og troværdig dialog, der giver samtlige karakterer en relaterbar menneskelighed.

Og i en forestilling som denne, der handler om en mand, der totalt har mistet jordforbindelsen og misbruger sin magt og borgernes penge, er det altafgørende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: