
Anbefaling til weekenden: Sådan ser du voksen-MGP ‘korrekt’

– Jeg forstår ikke, at der er mennesker, der stadig synes, det er fedt at se voksen-MGP, overhørte jeg en kollega sige den anden dag.
Min eneste tanke var: Så er det fordi, man ikke ser det korrekt.
Melodi Grand Prix er nemlig en sublim anledning til at genbesøge alt, der var godt før årtusindskiftet og bare lade sig flyde med på en tsunami af kitsch. Der er ingen grund til, at glimmerpynten fra nytår skal ligge og skamme sig i en skuffe helt frem til december, så start med at hive det frem. Alt, der glimter, er godt.

Så inviterer du dine venner over til middag bestående af rejecocktail med tusinde-øer dressing til forret, cuvettesteg med hasselback-kartofler og hundehvalpe (bønner i baconsvøb, ja, det hedder de der, hvor jeg kommer fra) og whiskysovs. Vegetarerne får maskeret blomkål. Til le grand final smider du en islagkage med stjernekastere på bordet. Man kan næsten høre Tommy Seebachs mave rumle oppe i himlen.

Se de første billeder af Anders Matthesen i rollen som Tommy Seebach
Nu var det egentlig ikke maden, min anbefaling skulle tage udgangspunkt i. Fordi det er selvfølgelig musikken, der skal være i centrum på en aften som denne. Og her kommer den eneste korrekte måde at se Melodi Grand Prix på: Efter hver af de otte deltageres optrædener hiver I hver især jeres lille point-papir frem fra under tallerkenen og uddeler jeres point. Sidemakkeren må ikke se det. 12 er højest. Den gæst, hvis point sidst i showet matcher danskernes og juryens bedst, er aftenens vinder.
'Dansk Melodi Grand Prix 2025' sendes direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning på DR1 den 1. marts klokken 20:00.
Denne artikel optrådte første gang på Heartbeats.dk, der også er en del af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: