
Skaberne af 'Gilmore Girls' er klar med ny serie om den fascinerende og benhårde balletverden

'Étoile' - der for de uindviede betyder stjerne på fransk - er navnet på en ny serie om den yndefulde, men ekstremt konkurrenceprægede balletverden.

Serien foregår i både New York og Paris og følger danserne og det kunstneriske personale fra de to verdenskendte balletkompagnier, mens de går i gang med en banebrydende plan for at lokke publikum tilbage til balletforestillingerne: De vil bytte rundt på kompagniernes største balletstjerner!

Skaberne af 'Étoile' er to garvede navne i branchen, nemlig Amy Sherman-Palladino og Daniel Palladino, der blandt andet har lavet de anmelderroste serier 'Gilmore Girls' og 'The Marvelous Mrs. Maisel'.


Og netop fans af de to førnævnte serier kan godt begynde at glæde sig til 'Étoile' - ikke blot på grund af skaberne, men også fordi der optræder flere velkendte navne på rollelisten.
Således dukker både Luke Kirby og Gideon Glick fra 'The Marvelous Mrs. Maisel' op side om side med Yanic Truesdale og Kelly Bishop - Michel Gerard og Emily Gilmore - fra 'Gilmore Girls'.

Luke Kirby spiller hovedrollen sammen med den franske stjerne Charlotte Gainsbourg, som mange herhjemme nok kender fra Lars von Triers 'Antichrist'.
'Étoile' får international premiere den 24. april på Prime Video.

Hvorfor har vi aldrig lagt mærke til dette overlap mellem 'Friends' og 'Gilmore Girls'?
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: