Anmeldelse: ’The Marvelous Mrs. Maisel’ siger farvel og tak med sprudlende manér

”Tits up,” har det lydt flere gange i løbet af Prime Video-serien The Marvelous Mrs. Maisel. Mantraet har været et internt kampråb mellem den titulære komiker Miriam ’Midge’ Maisel (Rachel Brosnahan) og hendes manager Susie Myerson (Alex Borstein).

Duoen har forsøgt alt, de kunne, og mere til, i bestræbelserne på at gøre Midge til stjerne. Men perioden 1958-1962 er ikke ligefrem en, der bugner med muligheder for kvinder, som forsøger at slå igennem i mandsdominerede brancher.

Siden første sæson udkom i 2017, har vi fulgt mrs. Maisels rejse op igennem rækkerne og dertilhørende nederlag. Både af den professionelle karakter, men også i privaten. For det startede jo alt sammen med, at hun stangbacardi stillede sig op på en scene og begyndte at fyre jokes af over sin kommende eksmand Joel (Michael Zegen), der havde forladt hende til fordel for sin sekretær.

Det er en comedy-rutine med masser af bandeord – igen, forholdsvis uhørt for tiden – og kommentarer på familiestrukturer, kønsroller og samfundets normer. Emner, som kommer til at blive synonym med den speedsnakkende, tidligere hjemmegående, husmor.

I femte og afsluttende sæson fortsætter det, dog med en markant ændring. Serieskaber, instruktør og showrunner Amy Sherman-Palladino vælger sammen med sin makker og mand, Daniel Palladino, at arbejde med flere tidslinjer. Én i start 1960'erne og så en håndfuld sat ud i fremtiden, hvor vi finder ud af, om det lykkes for Midge og Susie.

Og det er ikke nogen spoiler at sige, at det gør det. Men hvordan det sker, dét er spørgsmålet, præcis som det et eller andet sted har været hele serien igennem. Så nu, hvor Midge har fået job som forfatter på talkshowet The Gordon Ford Show, sidder man og venter på, at hun på en eller anden måde får mulighed for at komme på tv, og verden dermed ligger for hendes fødder.

Sprudler af liv og glæde

Det er svært ikke at blive i godt humor af The Marvelous Mrs. Maisel.

Med de karakteristiske replik-leveringer, der får en maskingeværsalve til at fremstå langsom, får man som seer serveret det ene komedieguldkorn efter det andet.

Forældrene til Midge og Joel – henholdsvis Rose (Marin Hinkle) og Abe (Tony Shalhoub) samt Moishe (Kevin Pollak) og Shirley (Caroline Aaron) – er topunderholdende konstant. Ligegyldigt om det er de lettere karikeret portrætter af jødiske forældre eller småproblemer, der udvikler sig til noget nær eksistentielle livkriser, så keder man sig aldrig med dem på skærmen.

Alt er dog ikke lutter glade dage. F.eks. er det uundgåeligt ikke at blive lidt trist, hver gang Midges ven, flirt og komediementor, Lenny Bruce (Luke Kirby), dukker op. For karakteren er baseret på virkelighedens komiker af samme navn og som var en kæmpe inspiration for mange af de største navne gennem tiden, som Richard Pryor og George Carlin. Og dermed indirekte på dem, der præger komedieverden nu.

Og det endte ikke godt for Bruce. Serien giver små glimt ind i, hvad der kommer til at ske, uden at det kommer til at fremstå vulgært. Hvilket er meget kendetegnende for The Marvelous Mrs. Maisel i det hele taget. Det bliver aldrig for meget og emmer af kærlighed til karaktererne, historien og ikke mindst perioden.

Sherman-Palladino-duoen har altid været gode til at fremvise det bedste indenfor skreven komik og fysisk skuespil. Da Midge fik job på en burlesque-klub i fjerde sæson som komiker, var det en kærkommen mulighed for at vise imponerende dansenumre i hvert afsnit.

Der er knapt så meget smæk på de fysiske optrædener her i femte sæson. Men en herlig absurd forestilling på en forretningsmesse, hvor Midge skal indfri en tjeneste for Susie til mafiagutterne Frank (Erik Palladino) og Nick (John Scurti) udmærker sig blandt de få indslag.

Stjernen over dem alle

Der er dog ingen tvivl om, hvem der er stjernen i The Marvelous Mrs. Maisel. Rachel Brosnahan har fortjent hapset to Golden Globes og en Emmy for sit portræt af Midge. Hun mestrer både drama og komediedelen til fulde med en charme, som brager igennem skærmen.

Ingen tvivl om, at det er præstationerne her, som har gjort, at Brosnahan for nylig landede rollen som Lois Lane i James Gunns kommende Superman-film. For når man taler om det udefinerbare it, så har skuespilleren det i uendelige mængder.

Men det er måske samspillet med Alex Borstein, der kommer til at stå klarest i erindringen, når man tænker tilbage på serien om nogle år. For deres kemi er så elektrisk og magnetisk, at man ikke kan lade være med at blive draget ind i, hvad end de gør, når de deler scener.

Det er også Midges og Susies venskab, som har været primus motor for historiens udvikling. Derfor skærer det også lidt i hjertet, når blikket ud i fremtiden viser, at de to ikke længere er venner. Hvad er der sket imellem pot og pande? Men man har også en fornemmelse i baghovedet, at det nok skal gå på en eller anden måde. For der er noget opløftende i seriens DNA, der byder, at det nok skal ende godt.

Borstein, som virkelig har været seriens hemmelige våben, imponerer nok engang. Højdepunktet er uden tvivl afsnit seks, hvor vi i 1990 er vidne til en fantastisk roast – komikere som godmodigt rister en berømthed, ofte en ven – som en hyldest til Susies ekstremt succesfulde managerkarriere.

Det er sublim historiefortælling, hvor vi både får fremmet den overordnede fortælling i serien samtidig med, at afsnittet står alene står nogenlunde alene.

Det er seriekomik fra ypperste hylde. Og sådan som The Marvelous Mrs. Maisel’s eftermæle kommer til at være – en komedieserie fra ypperste hylde. Der er ikke noget at sige til, at serien for nylig blevet nomineret til yderligere fem Emmyer for den afsluttende sæson, for den siger farvel og tak med vanlig sprudlende manér.