Anmeldelse: Mads Wille, Lars Ranthe og Jens Jacob Tychsen imponerer i ‘Kunst’ på Bellevue Teatret 

Yasmina Rezas prisbelønnede stykke ‘Kunst’ har siden premieren i Paris i 1994 begejstret publikum verden over med sin skarpe dialog og intelligente undersøgelse af venskab, identitet og kunst – set fra tre venners synspunkt.

Nu har Simon Boberg i samarbejde med Bellevue Teatret iscenesat en dansk version med de tre ‘Badehotellet’-stjerner, Mads Wille, Lars Ranthe og Jens Jacob Tychsen, i rollerne som de tre venner, der ryger i totterne på hinanden over et hvidt maleri.

Med Rezas sans for dramatik og interessante karakterstudier bliver et simpelt kunstkøb til en dybt menneskelig og rørende fortælling.

Kæden hopper af med det samme

Mark (Lars Ranthe) kommer ind på scenen, der i al sin simpelhed består af en hvid baggrund og et hvidt scenegulv, og midt i det hele står en stol, der bliver oplyst af et spotlys fra hver side af scenekanten. Mark fortæller, at Serge (Mads Wille) har købt et maleri. Han er tydeligt frustreret, mens han beskriver maleriet som værende et hvidt lærred med tre hvide streger, der går på tværs.

Serge kommer ind med maleriet og stiller det op ad stolen, så det vender væk fra publikum. De to venner står sammen og betragter maleriet. Serge kan næsten ikke være i sig selv af begejstring over sit køb, mens Mark først betragter det fra den ene vinkel og så bliver bedt om at se det fra en anden vinkel – han er slet ikke imponeret.

Men i det øjeblik Serge fortæller, at han har givet 200.000 euro for maleriet, hopper kæden helt af hos Mark, der pludselig ikke kan genkende sin gamle ven længere. Det udvikler sig til et skænderi, hvor Serge kalder Mark for arrogant, til trods for at det er ham, der har købt et maleri til 1,5 millioner kroner.

Det hele fremstår ekstremt absurd, og forestillingen er kun lige begyndt.

Handler ikke om maleriet

Selvom det på overfladen handler om et kunstværk, er det i virkeligheden venskabet, der bliver sat på prøve. Da Mark henvender sig til Yvan (Jens Jacob Tychsen) i håb om opbakning til sin forargelse over Serges køb, møder han dog ikke den forventede støtte.

Yvan indtager en mere afbalanceret og diplomatisk rolle og påpeger, at det vel ikke kan være årsag til uvenskab, om en ven vælger at købe et maleri. Han mener, at så længe man ikke krænker nogen, må folk gøre, som de vil.

Men Mark føler sig dybt krænket af Serges beslutning – hvilket i sig selv er absurd, for hvem kan reelt føle sig krænket over en vens frie valg? Netop denne absurditet bliver forestillingens motor: Maleriet er kun gnisten, der antænder en langt dybere konflikt.

Det, der sættes i gang, rækker langt ud over diskussionen om kunst. Som publikum glemmer man nærmest tiden, mens venskabets skrøbelighed og underliggende konflikter folder sig ud foran én på komisk, rørende og grotesk vis.

For forestillingen rummer et hav af lag. På overfladen handler det ganske oplagt om kunst og venskab, men under det hele ligger et væld af skjulte temaer, der langsomt foldes ud gennem de tre hovedpersoners relationer og handlinger.

Stærk satire drevet af fantastiske præstationer

Kernen i konflikten udspiller sig mellem Mark, der altid har betragtet sig selv som den fornuftige og rationelle i vennegruppen, og Serge, som nu gør oprør mod Marks mangeårige dominans i deres 30 år gamle venskab. Det, der begynder som en diskussion om et maleri, udvikler sig hurtigt til en magtkamp, hvor alt det usagte og opsparede pludselig vælter ud i lyset – og snart handler det ikke længere om selve kunstværket.

Det hvide maleri fungerer som katalysator for en lavine af frustrationer og skjulte magtforhold mellem de tre venner. Yvan forsøger febrilsk at balancere mellem de to andre, men hans forsøg på at være diplomat afslører blot hans egen usikkerhed og længsel efter at høre til.

Samtidig kæmper alle tre mænd med at fastholde deres identitet, mens de udfordres af hinandens valg og livssyn. Maleriet bliver derfor ikke bare et spørgsmål om smag, men et symbol på frygten for forandring og for at venskabet måske ikke længere hviler på et fælles fundament.

Den satiriske absurditet, der ligger i, at de hårdnakket holder fast i, at det handler om kunstværket, gestalter Lars Ranthe, Mads Wille og Jens Jacob Tychsen med et overlegent sammenspil bestående af fremragende præstationer, der løfter stykket med både dybde og nuancer.

Lars Ranthe giver Mark en intens og skarp kant, hvor vreden over det hvide maleri afdækker en dybere uro og frygt for forandring. Hans tilstedeværelse er dominerende og kompromisløs, men med glimt af sårbarhed.

Mads Wille som Serge udstråler rolig arrogance og intellektuel stolthed, men han formår samtidig at vise, hvordan behovet for anerkendelse kan drive et menneske. Jens Jacob Tychsen bringer en rørende balance til stykket som den konfliktsky og pressede Yvan – hans komiske timing er skarp, men det er især i de følsomme øjeblikke, at han virkelig skinner.

De tre skuespilleres stærke kemi viser, at deres talent strækker sig langt ud over det, de for mange er kendt for, nemlig ‘Badehotellet’. Hver især sætter de deres personlige præg på rollerne, hvilket giver forestillingen et levende, ægte og dybt vedkommende udtryk.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: