Anmeldelse: Maria Rossing er blændende i ‘Kejseren af Portugalien’

Selma Lagerlöfs roman ‘Kejseren af Portugalien’ fra 1914 er både et psykologisk portræt og et socialrealistisk drama. Den blander fantasi med en jordnær fortælling, der undersøger den ubetingede kærligheds kraft – og ikke mindst dens pris.

Romanen er ikke bare en far-datter-fortælling, men giver også et indblik i fattigdom, skam og den gradvise opløsning af en mand, som mister forbindelsen til virkeligheden.

I Elisa Kragerups sceniske fortolkning, der kan og bør opleves på Edison Scenen på Frederiksberg, er fortællingen omsat til flot, stemningsfyldt og velkoreograferet teater med én skuespiller i alle roller og en scenografi, der giver plads til at lade den indre tragedie udspille sig.

En forestilling – én krop

Vi møder den fattige Jan, der bor i en lille svensk landsby sammen med sin kone og nyfødte datter, Klara Gulla. Fra begyndelsen opstår et særligt bånd mellem far og datter – hun bliver ikke blot hans glæde, men meningen med hans liv.

Maria Rossing spiller både Jan og alle de omkringværende karakterer med imponerende præcision. Hendes hurtige skift mellem stemmer, kropsholdninger og sindsstemninger skaber et teatralsk flow, som fastholder publikums opmærksomhed.

Rossings præstation får os til at tro på hver eneste karakter. Alligevel er det netop de mange skift, der nogle gange skaber en afstand til det følelsesmæssige indhold. Når Jan langsomt synker ned i virkelighedsflugt, bliver sorgen aldrig helt kropslig for publikum, fordi vi så hurtigt føres videre til næste karakter eller scene.

Elisa Kragerup iscenesætter fortællingen som en psykologisk rejse snarere end et klassisk drama. Forestillingen bliver en slags drømmelandskab, hvor Jan forsøger at holde fast i datteren – og i sig selv.

Et flotsyngende ensemblekor følger ham hele vejen og fungerer som landsbyens kollektive stemme og samtidig som et ekko af Jans indre liv. Koret tilfører forestillingen en følelsesmæssig dybde, som kontrasterer den ellers nøgterne iscenesættelse.

Tid, tomhed og illusion

Da Klara Gulla – nu ung kvinde – må rejse hjemmefra for at hjælpe familien økonomisk, begynder tid og sted at opløses. Vi ser Jan vente. Håbe. Fortrænge. Og langsomt bygge en indre verden, hvor datteren stadig er nær.

Her er det en stor styrke, at der på bagscenen løbende projiceres skrift med informationer om, hvor i landsbyen vi befinder os, og hvor længe der er gået, siden Klara Gulla rejste. Disse korte, nøgterne tidsmarkører hjælper publikum med at bevare overblikket i en fortælling, der strækker sig over mere end 15 år.

Scenografiens kolde og støvede gråtoner forankrer fortællingen i en følelse af fattigdom og stilstand. Det er en verden, hvor landskabet aldrig ændrer sig, og hvor Jans indre forfald spejles i omgivelsernes farveløshed. Illusionen om ‘Portugalien’ – den kejserlige fantasiverden, Jan bygger op – opstår ikke med pomp og pragt, men som en flugt ind i et mentalt mørke. Det er både modigt og konsekvent, at forestillingen ikke gør fantasien farverig, men viser, hvor ensom den egentlig er.

En aktuel fortælling med tung afslutning

Selvom handlingen er forankret i en historisk kontekst, føles ‘Kejseren af Portugalien’ forbløffende aktuel.

I en samtid, hvor psykisk sårbarhed og ensomhed er stigende, og hvor det stadig kan være tabubelagt at miste fodfæstet mentalt, rammer Jans historie noget grundlæggende menneskeligt.

Han bliver aldrig aggressiv eller farlig, men samfundet ved ikke, hvad det skal stille op med hans virkelighedsforståelse. Så han gøres til en, man griner ad – og senere ignorerer. Forestillingen er altså ikke kun et portræt af et individ, men også en kritik af et fællesskab, der ikke formår at tage hånd om den sårbare.

Mod slutningen bliver det hele en anelse for oversentimentalt, og følelserne presses ud i lange sekvenser, og det stramme greb, der ellers har holdt forestillingen i en nøgtern, underspillet tone, giver lidt slip. Det gør desværre afslutningen både tung og langsommelig – som om man ikke helt tør lade det tragiske tale stille for sig selv.

Alligevel står ‘Kejseren af Portugalien’ tilbage som en visuel og kunstnerisk stærk fortolkning af en klassiker, der stadig har noget på hjerte.

Elisa Kragerup og Maria Rossing har skabt en forestilling, der tør vise, hvordan kærlighed kan blive en overlevelsesstrategi – og hvordan virkelighed og illusion somme tider er hinandens forudsætning.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: